»Der kommer en god løsning i morgen«

Statsminister Helle Thorning-Schmidt oplyser, at regeringen fremlægger planerne om betalingsringen i morgen onsdag.

Helle Thorning Schmidt holder pressemøde, hvor blandt andet betalingsringen er på dagsordenen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Efter dagens krisemøde mellem regeringspartierne om den omstridte betalingsring, afslører statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) nu, at spændingen udløses i morgen.

- Jeg kan godt forstå, at der er stor interesse for sagen, men der kommer en rigtig god løsning i morgen, siger statsministeren på sit ugentlige pressemøde.

Hun vil dog ikke præcisere, om der bliver tale om en betalingsring som beskrevet i regeringsgrundlaget, men alene at der er tale om "rigtig god løsning".

Det svar gentager statsministeren på utallige spørgsmål fra de fremmødte journalister. Hun siger dog, at det er vigtigt, at hvad, der står i regeringsgrundlaget, bliver gennemført.

Er forhandlingerne færdige?

- Jeg tror ikke, det tjener noget formål at gå ind i de enkelte detaljer om forhandlingerne, men der kommer et forslag i morgen, om hvordan det skal landes, svarer Helle Thorning-Schmidt.

SF og S har været dybt uenige om udformningen af den lovede betalingsring, og søndag forlød det blandt andet, at SF er parat til at sætte regeringssamarbejdet på spil for at få betalingsringen, mens det mandag kom frem, at Socialdemokratiet angiveligt er klar til at opgive projektet.

Men statsminister Helle Thorning-Schmidt understreger på pressemødet, at forholdet mellem Socialdemokraterne og SF er fremragende.

- Vi har et rigtig, rigtig godt forhold til SF. Og kammeratskabet med SF er fuldstændig intakt, lød det fra statsministeren.

Hvordan en kommende betalingsring skal udformes, skulle oprindeligt have været fremlagt i januar. I regeringsgrundlaget står, at betalingsringen skal indbringe cirka to milliarder kroner årligt, som skal gå til bedre og billigere kollektiv trafik. Især det sidste valgløfte er vigtigt at opfylde for SF-formand Villy Søvndal, der under valgkampen prydede de københavnske busser med sit budskab om 40 procent billigere buskort i hovedstadsområdet. Socialdemokraterne forsøger angiveligt at finde pengene til at imødekomme SFs ønske om billigere billetter i den kollektive trafik på anden vis, da partiet er kommet i modvind med betalingsringen både i baglandet og i meningsmålinger.