Da Berlingske kontaktede Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, tirsdag eftermiddag, blev han så overrasket, at han bad om en times betænkningstid, før han udtalte sig.
Han havde ganske vist indstillet sig på, at der i forbindelse med de kommende forhandlinger om en ny flerårsaftale for dansk politi nok ville blive set kritisk på Rigspolitiets størrelse.
Alligevel havde han på ingen måde forestillet sig, at vi skulle tale om en halvering. Og netop en halvering – svarende til knap 900 årsværk – er, hvad statsminister Mette Frederiksen (S) nu siger, at hun ønsker at barbere politiets centrale organ med.
Claus Oxfeldt siger, at Politiforbundet er åben over for en dialog omkring Rigspolitiets størrelse, og at Politiforbundet helhjertet støtter ambitionerne om et mere nært politi. Alligevel er han skeptisk over for statsministerens melding.
»Det er nogle rigtigt, rigtigt store tal, der nu bliver talt om. Vi er parate til at kigge på hvad som helst, men det er også vigtigt at holde sig for øje, at der er mennesker bag de her tal, og at de mennesker har meget, meget vigtige funktioner. Jeg kan ikke finde mange i dansk politi, som ikke spiller en vigtig rolle, eller som har svært ved at få otte timer til at gå,« siger han.
Samtidig mener han, at timingen af statsministerens melding er »barsk« og »brutal«, fordi den kommer samme uge, som Rigspolitiet indleder en større fyringsrunde som led i en spareplan.
»Det er mennesker, vi har med at gøre. Der går mennesker rundt med meget ondt i maven lige nu. Det bliver kun værre, når de hører det her fra statsministeren. Skal jeg nu fyres? Eller skal jeg til at arbejde et helt andet sted i Danmark? Jeg synes, det er voldsomt,« siger han.
Rigspolitiet beskæftiger i dag 2.048 ansatte, hvoraf kun 618 er politibetjente, og hvoraf knap 300 er ansatte på politiskolen. Siden oktober 2015 er medarbejderstaben vokset med 406 ansatte.
Regeringens mål om at halvere Rigspolitiet er efter, at man har fratrukket de 300 ansatte, der er på politiskolen, som altså ikke berøres.
Claus Oxfeldt er åben over for at diskutere, om Rigspolitiet kan beskæres. Han anerkender, at der »helt sikkert er vokset projekter frem, som har taget overhånd«, ligesom han åbner for, om man kan udflytte mere af det arbejde, der skal understøtte landets politikredse.
Alligevel frygter han, at statsministerens melding vil komme til at skygge for debatten om, hvad han opfatter som det egentlige problem.
Nemlig at landets politibetjente efter hans opfattelse er alt for pressede. Der er fortsat mere end en million overarbejdstimer på kontoen, og snart er det fem års-dagen for det forhøjede beredskab i Danmark, som blev indført efter terrorhandlingerne i København begået af Omar El-Hussein, påpeger Claus Oxfeldt.
Omar El-Hussein var den terrorist, der om aftenen 14. februar og natten til 15. februar 2015 dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard i Kulturhuset Krudttønden på Østerbro og Dan Uzan, der stod vagt ved synagogen i Krystalgade i København. Seks betjente blev såret ved de to attentater. Omar El-Hussein blev dræbt tidligt om morgenen 15. februar af Politiets Aktionsstyrke.
Hvis man forestiller sig, at besparelser på grund af en halvering af Rigspolitiet løser problemerne, så gør man virkelig regning uden vært.Claus Oxfeldt, Politiforbundets formand
Politiforbundets formand påpeger også, at man både i Sverige, Norge, Finland og Tyskland har besluttet at udvide politistyrken. Han mener, at styrken i Danmark – som er blevet øget over de senere år, og som udgør godt 11.000 betjente – skal udvides med 3.000 betjente over de næste ti år.
»Hvis de kan det i de lande, der ligger lige omkring os, så kan vi det også herhjemme,« siger han.
»Hvis man forestiller sig, at besparelser på grund af en halvering af Rigspolitiet løser problemerne, så gør man virkelig regning uden vært,« siger Oxfeldt.
Er det ikke fuldstændig på sin plads at kigge kritisk på den størrelse, Rigspolitiet har fået, når det med statsministerens ord er dobbelt så stort som en gennemsnitlig politikreds?
»Jo, Rigspolitiet er blevet stort, og vi har selv kritiseret, at der er for mange med en ikke politimæssig baggrund, som styrer politiet. Men jeg siger så også bare, at man skal passe på, at man ikke skærer så dybt, at det er politifolk, der skal til at lave administrative opgaver.«
Tror du ikke, danskerne vil sætte pris på, hvis det lykkes med at flytte langt flere opgaver ud lokalt og regionalt?
»Jo, men det, der er vigtigt for mig, er, at man ikke må tro, at den her spareplan er et quick fix. Det grundlæggende problem er, at der mangler politibetjente i Danmark.«
Når vi ikke bare kan skaffe uendeligt med penge til at uddanne flere betjente for, er det så ikke på sin plads, at man ledelsesmæssigt ser kritisk på, om ressourcerne bruges rigtigt?
»Jo, men når man i landene omkring os kan finde penge til markant flere politifolk, så er det ikke urimeligt, at jeg også taler om flere politifolk herhjemme. I Sverige har de skaffet penge til 7.500 ekstra politifolk frem mod 2024. Jeg beder om 3.000 flere over ti år. Det er faktisk utrolig beskedent,« siger Claus Oxfeldt.