Der er råd til både VM, Laudrup og terrorstøtte

Personligt får jeg vanskeligt ved at overvære »hele Danmarks Mikkel« og blive skreget frem og lovprist af kommentatorer uden – nuvel, uden at dømme verden syg og tænke på Paris.

Foto: Karim Jaafar. Cheftræner for klubben Lekhwiya, Michael Laurup, poserer med Lekhwiyas vicepræsident, Khalifa Khamis. I begyndelsen af juli 2014 efter at Laudrup har skrevet under på en et-årig kontrakt med klubben fra Qatar.
Læs mere
Fold sammen

»Det er en syg verden,« sagde en af mine venner.

»Du tænker på terroren i Paris,« spurgte jeg.

»Jeg tænker på VM i håndbold,« sagde han.

Der er VM i herrehåndbold i Qatar. Med »hele Danmarks Mikkel«, som et reklame­spot begejstret lød i mit TV forleden. Og med vort nationale fodboldkoryfæ, Michael Laudrup, som tilskuer. Manden, der engang blev kaldt »ambassadøren« på grund af sin statelige og urørlige fremfærd i den internationale fodboldverden, befinder sig i forvejen i ørkenstaten, hvor Laudrup for en – formentlig ugudelig – sum er købt til at træne et ørkenfodboldhold og dermed gøre sine værter ære.

»Ja, og på samme måde har Qatar købt VM i håndbold, et helt håndboldhold til at spille med heri samt en røvfuld våben til Islamisk Stat,« påpegede min ven.

Hvilket åbenbart er sandt. Sådan er det. Oliestaten sponsorerer de islamistiske oprøreres opretholdelse af Raqqa, byen IS har erobret i Syrien – samt Michael Laudrup og et VM for »hele Danmarks Mikkel«. Det er fakta. Qatar lader islamistiske, økonomiske netværk finansiere terror gennem landets banker. Den britiske avis, Sunday Telegraph, har dertil godtgjort, at Qatar har leveret både våben og penge til en fundamentalistisk gruppe, der kæmper side og side med al-Qaeda i krigen i Syrien.

Men sport og politik skal ikke blandes sammen. Sådan er det jo.

Især Qatars emir har forstået dette. Samt demonstreret evnen at udnytte det til fulde. Qatars anden ekspertise ud over finansiel støtte til terrororganisationerne er at være mægler. Eksempelvis mellem IS og vestlige stater, der gerne vil have gidsler fri fra IS. I et interview i slutningen af september 2014 forklarede Qatars emir, Tamim bin Hamad al-Thani, logikken i Qatars politik og mæglerposition: »Jeg er ikke med i én lejr mod en anden lejr. Jeg har min egen måde at tænke på.«

Hvad de tænker i emirens gemakker i Qatar er tydeligvis, at sportens symbolværdi for netop en stat som deres ikke kan undervurderes. At sport er én af det 20. århundredes største lidenskaber. Hvilket er rigtigt opfattet. Idrættens massehypnotiske magi har nærmest alene været rygrad i den nationale selvfølelse i hele imperier. Såsom Sovjetunionen, Kina eller Hitlers Tredje Rige. Hitler søgte at demonstrere den ariske races overlegenhed ved OL i Berlin. Hvilket også var gået nogenlunde, havde det ikke været for en sort amerikansk sprinter og længdespringer ved navn Jesse Owens. Qatar agter derimod at bygge en national selvfølelse og international anerkendelse op ved for oliemilliarderne at købe sig til sportslig glorværdighed. Og det er naturligvis rart og bekvemt for emiren og kompagni, at vi her har at gøre med et område, der er friholdt for de for sporten uvedkommende og utidige diskussioner om bestikkelse, terrorforbindelser og menneskerettigheder.

Diverse politikeres eller sportsorganisationers højtbesungne og prisværdige idealer om idræt står således sjældent mål med virkeligheden. Ikke meget mere end nordmænds selvforståelse i fodbold gør det. Og af alle sportslidenskaber er fodbold den største.

Qatar har ud over VM i herrehåndbold tillige købt VM i fodbold i 2022. Emir Tamim bin Hamad al-Thani vil her protestere sige, at sådan forholder det sig ikke. Qatar er derimod blevet tildelt VM. Fordi landets VM-plan bare var den bedste af alle ansøgeres. Men kampe, der skal afvikles i 40 grader plus – subsidiært på totalt airconditionerede stadions – og formentlig en række pengeoverførsler til medlemmer af verdens­fodboldorganisationen, FIFA, siger noget andet end emiren.

Amnesty International har i en rapport skønnet, at flere tusinde gæstearbejdere vil være omkommet, inden Qatars fodboldstadions står klar. Som det hed i en reportage af Berlingskes mellemøstkorrespondent, Allan Sørensen, og fotograf Christian Liliendahl i december i Berlingske:

»Qatar er verdens førende land, når det gælder gennemsnitlig månedlig indtægt. Det har ikke smittet af på gæstearbejdernes lønninger. Eller sikkerhed. Eller levestandard. Efter et par hundrede dødsfald lovede Qatars myndigheder at øge sikkerheden for gæstearbejderne. Men myndighederne har mest af alt øget sikkerheden omkring de lejre. mange af gæstearbejderne bor i, så det er blevet markant sværere for journalister at rapportere om de slavelignende tilstande, hele infrastrukturen VM i 2022 bygges under. Der bor to millioner i Qatar. Den indfødte befolkning udgør næsten 300.000. Resten er gæstearbejdere.«

Men det skal nok blive godt alt sammen. Det lover Michael Laudrup:

»Jeg vil virkelig gerne komme og se dette VM. Jeg vil helt sikkert komme. Enten som tilskuer eller kommentator i 2022,« som »ambassadøren« refereres i Ekstra Bladet angående sine sponsorers projekt.

For de har råd til det i Qatar. Til håndbold, Laudrup, fodbold – og at hjælpe til med finansieringen af Islamisk Stat.

Men det sidste har intet med sport at gøre. Håndbold, fodbold, sport, ja, idræt i det hele taget er som bekendt et fredeligt, apolitisk mødested mellem folkeslagene. Her fejres kun fællesskabet, selve humaniteten. Det har intet at gøre med den slags islamister, hele den vestlige verden lige har svoret, at de aldrig nogensinde vil bukke under for. Den slags islamister, som 40 statsledere lige har været på march imod i Paris. Den slags islamister, som har trukket et terrorspor af død og ødelæggelse gennem den vestlige verden fra 11. september 2001 til 7. januar 2015.

Personligt får jeg vanskeligt ved at overvære »hele Danmarks Mikkel« og hans holdkammerater blive skreget frem og lovprist af kommentatorer uden – nuvel, uden at dømme verden syg og tænke på Paris.