Med aftale i Slagelse er der nu enighed om, hvem der skal være borgmestre i alle 98 kommuner.

I Slagelse er et flertal blevet enigt om at pege på Henrik Brodersen fra Dansk Folkeparti.

Det er dog vigtigt at nævne, at aftalerne ikke er bindende, før det konstituerende møde er blevet afholdt i december.

Der er da også flere eksempler på, at partier er løbet fra aftaler for derefter at pege på en anden borgmester.

I Aalborg var der på valgnatten mellem tirsdag og onsdag enighed om at give Lasse Frimand Jensen (S) fire år mere som kommunens borgmester.

Men tidligere søndag meddelte De Radikales Jes Lunde, at der nu var et flertal, som pegede på ham.

Dermed står Socialdemokratiet til at miste borgmesterposten i Aalborg efter 100 år.

Også i København har Socialdemokratiet tabt magten, som partiet har siddet på i over 100 år.

Her er et bredt flertal enigt om at pege på SF's Sisse Marie Welling.

Og det stopper ikke der for regeringspartiet.

Også i blandt andet Næstved, Gladsaxe, Frederikshavn, Køge og Lolland Kommune er magten blevet vristet ud af socialdemokratiske hænder.

Efter kommunalvalget i 2021 fik Socialdemokratiet 44 borgmesterposter, mens Venstre fik 34.

Efter tirsdagens valg er magten tippet, og Socialdemokratiet må nøjes med 25 borgmestre, mens Venstre står til 40.

Socialdemokratiet er ellers fortsat det parti, der med 23,2 procent af stemmerne har fået valgt flest mandater ind i byråd rundt i landet. Venstre fik 17,9 procent af stemmerne.

Begge regeringspartier gik tilbage sammenlignet med kommunalvalget i 2021.

Det sidste regeringsparti, Moderaterne, stillede op for første gang ved et kommunalvalg. Partiet fik 1,3 procent af stemmerne og må nøjes med seks byrådsmedlemmer.

Forud for valget sagde De Konservatives formand, Mona Juul, at målsætningen var at bevare partiets 14 borgmesterposter.

Med 21 borgmesterposter er den målsætning mere end opfyldt.

Posten i Slagelse er den første for Dansk Folkeparti i denne omgang. Mens Liberal Alliance og De Radikale har to hver.

SF står til at få borgmesterposten i fem kommuner.

På Lolland går borgmesterposten til Marie-Louise Brehm Nielsen fra lokallisten Din Stemme.

/ritzau/