Beskæftigelsesministeriet skal have ny departementschef. 

Søren Kryhlmand rykker efter godt fire år som chef for ministeriet i Holmens Kanal til Dansk Industri, hvor han indtræder i en direktørstilling. 

Det fremgår af pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet og Dansk Industri. 

Dermed skriver Søren Kryhlmand sig ind i rækken af politikere og embedsmænd, der skifter Christiansborg og ministerierne ud med et job som lobbyist. 

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) takker Søren Kryhlmand for hans indsats:

»Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Søren. Med sin høje faglighed og en inddragende facon har han i mange år været en stor gevinst for Beskæftigelsesministeriet, der nu gives videre i topform.«  

Sammen med departementscheferne Jakob Jensen, Børne- og Undervisningsministeriet, og Dorte Nøhr Andersen, Kulturministeriet, langede Søren Kryhlmand (i midten) tidligere i år ud efter Djøf og andre fagforeninger for at overdrive fortællingen om stress og medarbejderflugt i ministerierne. 
Sammen med departementscheferne Jakob Jensen, Børne- og Undervisningsministeriet, og Dorte Nøhr Andersen, Kulturministeriet, langede Søren Kryhlmand (i midten) tidligere i år ud efter Djøf og andre fagforeninger for at overdrive fortællingen om stress og medarbejderflugt i ministerierne.  Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Søren Kryhlmand markerede sig tidligere i år sammen med andre departementschefer, da han stod i spidsen for et usædvanligt modangreb på Djøf og andre fagforeninger, der ifølge de ministerielle chefer tegner en falsk fortælling om stress og usund arbejdskultur på Slotsholmen. 

Søren Kryhlmand begynder i DI til november, men afløser først den afgående viceadministrerende direktør, Kim Graugaard, der går på pension, i forsommeren næste år.