Det er står klart, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) burde have været informeret tidligere i sagen om mulig millionsvindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Det erkender departementschef Thomas Ahrenkiel i en redegørelse, hvor han skriver, at ministeren »burde have været informeret om sagen væsentligt tidligere.«
Alligevel har ministeren forsat tillid til den øverste embedsmand i ministeriet.
»Med de oplysninger jeg har på nuværende tidspunkt, er også departementschefen først sent blevet orienteret om det store billede i sagen. Det er på den baggrund, jeg kan have tillid til min departementschef,« siger hun på et pressemøde.
Hun opfordrer departementschefen til selv at stille op til interview.
Sagen har været på dagsordenen på et møde tidligere, men man nåede aldrig til punktet. Ifølge forsvarsministeren blev departementschefen først orienteret om det fulde omfang, dagen før hun selv blev orienteret, hvilket hun mener var for sent.
Sagen handler grundlæggende om rod med indkøb i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Rigsrevisionen har afdækket alvorlige fejl og manglende kontrol med indkøb hos styrelsen.
De samme personer, som bestiller en ordre, har kunnet godkende den og udbetale pengene. To personer er politianmeldt, og fem andre er tiltalt i en sag om bestikkelse og mandatsvig.
Allerede for knap to år siden var der en intern rapport i ministeriet, der blotlagde de samme problematikker, som nu er undersøgt af Rigsrevisionen, fordi en whistleblower stod frem.
Men sagen kom først til departementschefen, ministeren og offentlighedens kendskab i sidste uge.
»Det er baggrunden for, at jeg ønsker at styrke vores interne revision. Med det billede jeg er oplyst om, er den alvorlige kritik af ejendomsstyrelsen først tilgået departementschefen sent, og det er på det grundlag, jeg fortsat kan have ham som departementschef.«
»Jeg vil ikke afvise, at der kan komme yderligere oplysninger frem,« siger Trine Bramsen.
Foruden en intern undersøgelse bliver der nu iværksat en ekstern.
/ritzau/


