Departementschef burde have sikret referater i skattesag

Topembedsmænd i skattesagen burde have sikret referater på centrale møder om Thornings skattesag, vurderer eksperter. Særligt departementschef får kritik - havde han fulgt reglerne, kunne en kommissionsundersøgelse være undgået.

Skatteministeriets departementschef, Peter Loft, burde som øverst rangerede embedsmand under møder om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag have sikret, at der blev taget referat, påpeger ekspert. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De to helt centrale embedsmænd under Skatteministeriet, hvis uenighed om forløbet på fem møder om Helle Thorning-Schmidts skattesag er endt i en politisk kæmpeskandale og en undersøgelseskommission, burde have taget referat af, hvad der blev talt om på møderne. Det mener to eksperter i offentlig forvaltning, der kritiserer embedsmændene for ikke at have udvist bedre notatskik, når nu embedsmændene vidste, at de mødtes om en sag med enorm politisk bevågenhed.

»Særligt departementschef Peter Loft har problemer med at huske detaljer fra møderne og de dokumenter, der blev drøftet, og så trænet en embedsmand kunne med fordel have ført notater om møderne,« siger Tim Knudsen, professor i offentlig forvaltning.

Direktør i Skat København Erling Andersen har anklaget departementschef Peter Loft og Skatteministeriets ledelse for på møderne at prøve at påvirke og omstøde afgørelsen i skattesagen, der frikendte Stephen Kinnock for skattepligt i Danmark. Det afviser Peter Loft, og indtil videre er det påstand mod påstand - for der blev ikke taget referat fra møderne. Havde de to embedsmænd fulgt reglerne i blandt andet forvaltningsloven og sikret, at der blev ført referater eller notater om indholdet på mødet, kunne sagen nemmere være udredt - og en årelang kommissionsundersøgelse være sparet.

»Det er klart, at når man ser, hvor stor uenighed der nu er mellem de to centrale embedsmænd om en række dokumenter og drøftelser på møderne, at notater så kunne have sikret større klarhed over forløbet allerede nu og måske sparet en kommissionsundersøgelse,« siger Tim Knudsen fra Københavns Universitet.

Han mener, at særligt Peter Loft som var den øverst rangerede embedsmand på møderne, burde have sikret, at der blev taget referat. Han mener dog ikke at kunne læse af det foreliggende, om de formelle regler om notatpligt er overtrådt. Det vurderer til gengæld Claus Haagen Jensen, professor i offentlig ret ved CBS:

Aftalte uformelle møder

»Ifølge offentlighedsloven skal oplysninger af væsentlig betydning nedfældes i et notat og indgå i sagen. Jeg undrer mig derfor over, at der ikke blev taget nogen notater undervejs, som de har pligt til i så væsentlig en sag. Skatteministeriet hævder, at det kun ønskede orienteringer i sagen, men forløbet viser, at noget andet kan være sket,« siger han.

Erling Andersen og Peter Loft aftalte ifølge deres redegørelser i sagen, at de fem møder skulle have en uformel karakter og handle om blandt andet presseberedskab og ikke indholdet i Thornings sag. Men ifølge Andersen blev både konkrete formuleringer i afgørelsen og den endelig afgørelse drøftet - og papirer udvekslet. Det viser, at der skulle være ført referat, mener Claus Haagen Jensen:

»Det er en fejl, som man må beklage. En fejl som normalt kan koste kritik og en løftet pegefinger fra Ombudsmanden. Og så kunne det være en idé - set i lyset af sagens store alvor - at indskærpe til en anden gang, at der skal føres referat i sådanne sager.«

Embedsmændenes fagforening DJØF vil ikke kommentere nogen aspekter i skattesagen, ligesom Folketingets Ombudsmand. Peter Loft og Erling Andersen heller ingen kommentarer har.