»Den sikre vej til katastrofe« – Dansk Folkeparti angriber Alex Vanopslaghs plan
Flere profiler fra Dansk Folkeparti afviser ideen om en regeringskonstellation med Radikale Venstre og de blå partier, som LA-formand Alex Vanopslagh har åbnet for.

Flere profiler fra Dansk Folkeparti afviser ideen om en regeringskonstellation med Radikale Venstre og de blå partier, som LA-formand Alex Vanopslagh har åbnet for.

Partileder for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, er blevet kreativ med de politiske konstellationer på Christiansborg.
Han åbner nu for, at De Radikale kan lægge mandater til en blå regering efter næste valg.
Men den gensidige sympati mellem Liberal Alliance og De Radikale møder stor modstand fra et af de partier, som i sidste ende kan blive afgørende for et blåt flertal, Dansk Folkeparti.
Flere af partiets profiler skyder nemlig allerede nu ideen om samarbejdet ned.
»Alex Vanopslagh må have drukket af natpotten. Radikale i en borgerlig regering med Moderaterne og LA. Det er da den sikre vej til katastrofe,« skriver Mikkel Bjørn (DF), der blandt andet er formand for Indfødsretsudvalget, på X.
Han peger blandt andet på, at man er uenig om »fri indvandring, woke og klimahysteri – krydret med venstreorienteret selvretfærdighed.«
»Jeg troede, LA var et borgerligt parti, der ville finde »vejen til ansvar«. Men man er åbenbart mere optaget af vejen til politisk katastrofe og ministerbiler,« skriver Bjørn.
Også finansordfører Peter Kofod (DF) erklærer sig »helt uenig« i, at DF kan samarbejde med De Radikale om en regering.
»Nok verdens mindste overraskelse, men bare lige for at slå det helt fast: De Radikale kommer aldrig i regering på DFs mandater. Aldrig. Slut. Færdig. Punktum,« fastslår han på X.

Alex Vanopslagh svarer på Peter Kofods kritik, at han fastholder ønsket om en eventuel blå regering på baggrund af De Radikale.
»Tænk hvis vi kan få en borgerlig statsminister efter næste valg, hvis bare de blå partier gider samarbejde med Radikale og Moderaterne om det. Så vil det være for åndssvagt, hvis DF insisterer på, at Mette Frederiksen skal have fire år mere som statsminister,« siger Alex Vanopslagh.
Alex Vanopslagh åbnede for muligheden i et interview i Politiken:
»Det kan jo også godt være, at man kunne få en centrum-højrekonstellation, som inkluderer Venstre, Moderaterne, De Radikale, De Konservative, LA og så bliver suppleret af de mandater, der mangler. Det kunne være Danmarksdemokraterne, men det kunne også være Dansk Folkeparti,« sagde Alex Vanopslagh.
Han anerkender, at det ikke er »en nem øvelse«, men afviser dog at det skulle være »en umulig opgave«.
Samarbejdet med især De Radikales partileder Martin Lidegaard fremhæver Vanopslagh som »glimrende«, og at de to partier kunne lykkedes med politik inden for »reformdagsordenen«.
Tankerne lægger sig i forlængelse af, at Liberal Alliance, De Konservative og De Radikale i april dannede en såkaldt reformalliance, som har til formål at presse og inspirere regeringen.
Imens lød det fra Vanopslagh, at det er naturligt, at »vi tre partier – der alle har et højere ambitionsniveau, hvad enten det handler om tilbagetrækning, udenlandsk arbejdskraft, personskat eller iværksætteri – går sammen«.
Lidegaard sagde til DR i september, at hvis der skulle opstå en situation, hvor De Radikale sidder med de afgørende mandater, så er han klar til at gøre alt, hvad han kan for at gøre partiets indflydelse gældende.
»Og ja, det vil så helt klart være med henblik på at komme i regering,« lød det fra partilederen.
I den seneste Gallup-måling fra december stod Dansk Folkeparti til ni mandater, mens Radikale Venstre stod til syv mandater. Liberal Alliance stod til 21 mandater.