Den politiske magt flytter hjemmefra

Politiske markeringer og slåskampe mellem blokkene har reduceret – måske helt fortrængt – kompromiserne og den konstruktive jagt på løsninger, mener Mogens Lykketoft.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), mener, at ministerierne har taget magten til sig og efterladt Folketingets mange traditionelle udvalg uden reel magt i forhold til skabelsen af politik. Fold sammen
Læs mere

Tirsdag 4. december 2012. Lokale 2-080 på Christiansborg. Møde i Folketingets Kulturudvalg.

Kulturminister Uffe Elbæk (R) er kaldt i åbent samråd om afholdelsen af arrangementer på Akademiet for Utæmmet Kreativitet, hvor hans mand arbejder. Mødelokalet er tæt pakket af udvalgsmedlemmer og journalister. I mere end fire timer skyder oppositionen med skarpt mod ministeren.

»Ministeren har ført Folketinget bag lyset efter min bedste overbevisning,« lyder det fra Inger Støjbjerg, et af de i alt seks Venstre-folk, der er til stede og på skift banker spørgsmål af sted mod ministeren.

Tonerne er ikke mildere fra støttepartiet Enhedslisten, der kræver en undersøgelse hos statsrevisorerne.

Samrådet transmitteres via Folketingets TV, og flere mediers hjemmesider streamer eller blogger live. Den efterfølgende mediedækning taler om »kaos« og »drama«, mens kommentatorer spår, at ministeren hænger i en tynd tråd.

Dagen efter trækker Uffe Elbæk sig som minister.

Begivenhederne i kulturudvalget denne tirsdag i december ligger milevidt fra det arbejde og den rolle, som Folketingets i alt 26 stående udvalg stod for 15-20 år tilbage i tiden. For samtidig med at ministrene har koncentreret udviklingen af ny politik om sig selv, embedsværket og forhandlinger bag lukkede døre i ministerierne, er Folketingets udvalg gået fra at være et rum, hvor politik blev drøftet, forhandlet og skabt, til en offentlig skueproces af konflikter og politiske markeringer, der synes at overtrumfe bestræbelserne på at enes om egentlige løsninger. Og hermed udøve indflydelse på det output – lovgivningen – som Christiansborg løbende sender ud.

To af Folketinget mest erfarne folketingsmedlemmer, nuværende formand for Folketingets Præsidium, Mogens Lykketoft (S), og 1. næstformand Bertel Haarder (V) peger begge på, at den politiske magt og indflydelse har flyttet sig.

»Den politiske magt findes dér, hvor personer, der repræsenterer et flertal, finder kompromiser. Dér ligger magten, og det er ikke i udvalgene, det er i ministeriernes mødelokaler,« siger Bertel Haarder.

Det højspændte åbne samråd med Uffe Elbæk illustrerer tydeligt en af de væsentligste faktorer, som flere politikere over for Berlingske udpeger som forklaringen på udviklingen. Udvalgene arbejder i dag meget mere åbent. Siden 2009 er udvalgsmøder og ikke mindst det voksende antal åbne samråd blevet TV-transmitteret direkte ud i offentligheden – og folketingsmedlemmerne bruger udvalgsarbejdet som en platform til at markere sig politisk og skose politiske modstandere fra den modsatte blok.

Mogens Lykketoft hæfter sig ved, at udvalgene ikke længere udgør et fortroligt rum mellem politikerne.

»Og uden det fortrolige rum er der meget, der ikke kan lade sig at gøre i politik. Når man insisterer på, at arbejdet i nogle udvalg nærmer sig fuld offentlighed, og når alle samråd efterhånden er åbne, så får man ikke en forhandlingssituation, men en markeringssituation. Og hvis det fortrænger det andet, så betyder det bare, at der ikke er nogen reelle beslutninger, der bliver truffet i Folketinget. Medlemmerne er ikke med i tilpasningsprocessen af lovforslagene,« siger Folketingets formand.

En anden forklaring lyder, at en stor del af lovtilpasningen – idéudviklingen og forhandlingen – er lukket af ministrene, før forslagene overhovedet ender i et af Folketingets udvalg. Ifølge Venstres Bertel Haarder er ministrene blevet bedre til at trække beslutningerne over i ministerierne, og dermed udvandes udvalgenes betænkninger, der udfærdiges mellem 1. og 2. behandling af et lov- eller beslutningsforslag.

»Betænkningerne er som regel fuldstændig ligegyldige, fordi der meget ofte er et flertal på forhånd. Ministrene vil jo nødig komme i mindretal i Folketinget, og derfor vil de gerne have alting klappet af, inden de sender et forslag i Folketinget, ja selv inden det kommer i høring. Det svækker selvfølgelig Folketingets indflydelse, når alt bliver klappet af, før Folketinget kommer ind i projektet,« siger han.

Både Bertel Haarder og Mogens Lykketoft mener imidlertid, at udvalgene og folketingsmedlemmerne selv er ude om, at de bliver kørt ud på et sidespor. Det er op til dem selv at kræve indflydelsen.

»Hvis man i udvalg kan stikke hovederne sammen og blive enige på tværs af den traditionelle skillelinje, så får man indflydelse. Alene det, at man truer med at finde et flertal, kan ofte have en forunderlig effekt på en minister,« siger Bertel Haarder.

Formand for Folketingets forsvarsudvalg Karsten Nonbo (V) er enig i, at det er op til det enkelte medlem at blive hørt og præge lovgivningen. Men når så mange beslutninger er bundet af forlig, foregår meget uden for udvalgenes rækkevidde, forklarer han med henvisning til hans eget område, hvor forhandlinger foregår mellem forsvarsministeren og ordførerne fra forligspartierne.

»Mange ting bliver fremlagt i forligskredsen, hvor man indgår aftaler om dette og hint, og så bliver lovgivningen jo udfærdiget på baggrund af det. Det er rigtigt, at udvalget ikke sidder i detaljer og diskuterer, men jeg vil ikke sige, at udvalgene er sat uden for indflydelse. Som folketingsmedlem får man den indflydelse, man gør krav på, fordi man kommer med input og gode ideer og selv er aktiv,« siger Karsten Nonbo.

Han er til gengæld ikke begejstret for de mange åbne samråd, der i hans øjne er »spil for galleriet« – og som over en bred kam synes at være et mål i stedet for et middel blandt nogle folketingsmedlemmer.

Den tilgængelige statistik bekræfter, at de åbne samråd fylder mere og mere. De første af slagsen så dagens lys i folketingssamlingen 1999-2000 – det år blev der afholdt syv i alt. Fem år senere var tallet vokset til 293.

I dag opgøres antallet af åbne samrådsspørgsmål, og de er vokset fra 388 i 2005-2006 over rekordhøje 1.035 i 2009-2010 til 657 i forrige samling, hvor de åbne samråd udgjorde 86 procent af samtlige samråd.

Ifølge Mogens Lykketoft burde udvalgene reflektere over brugen af de åbne samråd.

»Det er mit indtryk, at udvalgene efterhånden betragter samråd med ministrene som deres hovedopgave. Det er dér, de kan afprøve ministerens argumenter omkring et lovforslag eller spørge til konkrete sager, og jeg synes, at de skal overveje, om de ved at have færre åbne og flere lukkede samtaler faktisk kan få en større indflydelse,« siger han.

Formanden for Folketingets retsudvalg, SF’s Karina Lorentzen Dehnhardt, er til dels enig.

»De lukkede samråd kan være gavnlige for dialogen. De åbne samråd bliver lidt et setup med kamera på, og så bliver det oftest en markering af, hvor man selv står politisk mere end et forsøg på at finde politiske løsninger,« siger hun.

Karina Lorentzen Dehnhardt har været i Folketinget siden 2007 og kan huske, at hun dengang blev overrasket over udvalgsarbejdets karakter.

»Jeg havde forestillet mig, at det var i udvalgene man havde de politiske drøftelser, sad og sendte forslag frem og tilbage og blev enige, men det er slet ikke tilfældet. Helt tandløse er udvalgene ikke, men det meste politik bliver nok udformet i ministerierne og så efterfølgende fremsat som lovforslag eller sendt ud i forhandlinger,« siger hun og påpeger, at udvalgene efter hendes overbevisning udfærdiger beretninger, der bliver lyttet til, når det overhovedet kan lade sig at gøre at nå til enighed.

Men spørgsmålet er, om udvalgsmedlemmerne overhovedet er interesserede i at blive enige på tværs. Ifølge Socialdemokraternes Orla Hav, formand for Børne- og Undervisningsudvalget, rokker udvalgsmedlemmerne sig måske for sjældent fra de traditionelle politiske alliancer.

»Vi er i høj grad låst af de eksisterende konstellationer. Det er ikke tit, at man laver en bred bro. Typisk er det meget vigtigt for begge sider i udvalgene at få markeret, at de andre ikke har forstået, hvad tingene går ud på, og så er det det, man arbejder ud fra i stedet for den ideelle forestilling om, at vi alle kan række hænderne ud til nogle brede løsninger,« siger Orla Hav.

På hans område er der ellers lige indgået en bred aftale, men den nye skolereform har ikke været inde over udvalget. Det kommer den efter alt at dømme til efteråret, når lovgivningen skal vedtages, men mere af navn end af gavn, erkender han.

»Da er tingene klappet af. Og jo større bredde i en aftale, jo mindre rum er der ladt tilbage til udvalgene,« siger Orla Hav.