Den nye front: Danmark mod verden

En million flygtninge har ændret alt politisk liv i Europa. Det internationale samarbejde mister legitimitet både politisk og i befolkningen, når S, V og DF systematisk stiller spørgsmålstegn ved det.

Flygtningekrisen i Europa har herhjemme betydet, at de politiske frronter i udlændingepolitikken ikke står mellem de politiske partier herhjemme. Der er i stedet opstået bred enighed både politisk og folkeligt om, at der må gøres noget ved det system og de konventioner, der betyder asylansøgere og familiesammenførte i tusindtal kommer til landet. Arkivfoto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere

Daham Al Hasan skal føres sammen med sine 17 børn... i Esbjerg. De er hans et og alt. Og i den vestjyske by er der nye elever nok til en ekstra modtageklasse, hvis Al Hasans børn ellers kommer. For den syriske familiefar skal selv betale deres rejse herop, og det er der ikke penge til lige nu. Han har fået børnene med tre forskellige koner og har valgt at blive familiesammenført med den ene af dem. Skal kone to og tre også til Esbjerg, må de selv flygte hertil.

Eksemplet er ekstremt. I gennemsnit søgte syriske flygtninge sidste år om familiesammenføring med 1,4 familiemedlemmer. Men det rokker ikke ved, at det er tilfælde som Al Hasans, der er med til at fjerne opbakningen og legitimiteten i den danske udlændingepolitik. Det er svært at forstå.

Mens historien cyklede rundt i medierne og skabte forargelse i alle afkroge i landet, reagerede Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth, ved at kalde arrangementet for »helt grotesk«. Martin Henriksen (DF) kaldte det for »det glade vanvid«, og Dan Jørgensen (S) fandt ordene »grotesk« og »helt urimeligt« frem. End ikke de tre partier, som i dag tegner udlændingepolitikken i Danmark og sammen med andre partier har lagt navn til det seneste års stramninger, vil kendes ved systemet, som det fungerer. Hvordan skal alle andre så kunne gøre det?

Al Hasan har angiveligt et klokkeklart krav på sin omfattende familiesammenføring, fordi menneskerettighederne, som Danmark har underskrevet, siger, at alle har ret til et familieliv. Men for det store flertal både i Folketinget og i befolkningen er arrangementet »grotesk«, »vanvid« og det, der er værre. Et tydeligt tegn på, at de internationale konventioner og aftaler ikke længere har nogen legitimitet. Og når socialdemokraten Henrik Sass Larsen vil sætte et loft over, hvor mange asylansøgere, Danmark skal modtage – og hellere 1.000 end 10.000 om året – så er det et eksempel på det samme.

Et loft kan i dag ikke lade sig gøre, fordi Danmark har underskrevet flygtningekonventionen, som siger, at alle, der kommer til den danske grænse, har ret til at søge asyl. Det er formuleret, så det ikke er til at misforstå. Alligevel foreslår S-grupeformanden det. Og når integrationsminister Inger Støjberg (V) kategorisk afviser, at Danmark tilslutter sig et nyt europæisk asylsystem med tvungne kvoter, selv om det synes at være den eneste vej til at genoprette den skibbrudne Dublin-forordning, så er det mere af samme skuffe. Og når Dansk Folkeparti vil indføre permanent grænsekontrol..., og sådan kunne man blive ved.

De politiske fronter i udlændingepolitikken i Danmark går ikke længere mellem partierne – hvis man for et øjeblik ser bort fra de Radikale. Fronterne går mellem Danmark og verden, mellem Danmark og menneskerettighederne, mellem Danmark og EU, mellem Danmark og de konventioner, vi har underskrevet. Rød mod blå, højre mod venstre er afløst af ude mod hjemme, København mod Bruxelles.

Flygtninge og migranter ankommer ikke længere i tusindvis til de græske øer og efterlader deres orange redningsveste og usikre gummibåde på stranden. Der er sat en prop i hullet, og i EU mener man, at der er ved at være styr på situationen. En million flygtninge og en mildest talt usikker krisehåndtering senere er situationen den, at det politiske landskab i Europa er grundlæggende forandret. De forpligtende samarbejder – om det er i EU eller i FN – mangler opbakning i foruroligende grad. Og der tegner sig det samme billede i næsten alle toneangivende EU-lande.

Det er svært at forestille sig, at de regeringsbærende partier i Danmark og EU kan leve med, at det internationale samarbejde ikke længere har legitimitet. Derfor er der reelt kun to veje at gå. Enten at skabe den ved konsekvent at agitere for, at EU, menneskerettigheder og FN-konventioner er nødvendige. Det er det, formand for Europabevægelsen Stine Bosse og EU-professor Marlene Wind gør. Tiden til det synes dog for længst at være forpasset. Den anden vej er at reformere de internationale strukturer, omskrive mennes-kerettighederne og flygtningekonventionen og gøre EU til en mindre magtfuld spiller, så der igen kan skabes legitimitet, opbakning og et liv efter flygtningekrisen. Det vil til gengæld være at smide håndklædet endeligt i ringen i forhold til den bølge af populisme, der skyller ind over Europa. Et satanisk valg.