»Den konstante frygt for at blive opdaget har forladt mig«

Hvordan ville et samfund helt uden dataindsamling og registrering se ud? Politiko har to bud på det registreringsløse samfund. Her kommer historiker Rasmus Dahlbergs beskrivelse af det registreringsløse samfund set fra den lyse side. Vi er i Danmark anno 2034. Det er nu forbudt at registrere data.

Rasmus Dahlberg, Forfatter og historiker Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg glemmer aldrig dengang, jeg blev afhørt med en sigtets rettigheder, mistænkt for at planlægge det næste terrorangreb i København. Først troede jeg, at det var en fejl, at de havde forvekslet mig med en anden. Men pludselig forstod jeg. Der var et mønster.«

Det er den første morgen uden overvågning. Loven trådte i kraft ved midnat. Nu er det ikke længere tilladt at registrere oplysninger om borgere noget sted i verden. Hverken stater eller virksomheder må overvåge min færden i cyberspace, ligesom alle former for aflytning og kameraovervågning nu er forbudt. Forhandlingerne mellem verdensregeringen og de store selskaber har været hårde, men til sidst lykkedes det. Overvågningens århundrede er endelig ovre.

Jeg tænder lyset i soveværelset og ligger lidt og nyder stilheden. Engang var jeg én af dem, som fandt det bekvemt, at kaffemaskinen automatisk gik i gang, når Netværket registrerede, at jeg var vågen. Mængden af kaffebønner blev justeret efter de målinger, som mit biometriske armbånd uploadede, mens jeg stadig sov. Nu må jeg i stedet selv ud og måle af. Mens jeg går hen over det kølige køkkengulv, kigger solen forsigtigt op over horisonten. Der er underligt dødt derude. Dronerne er væk.

Da jeg vågnede i nat lige efter midnat, måtte jeg prøve den nye virkelighed. Det var fantastisk. Efter i så mange år at have indrettet sig fuldstændigt efter min smag, var Amazon.com nu bare en statisk hjemme­side. Om jeg ville købe en ebog om at beskære roser? Eller et saddelbetræk til en racercykel – jeg som aldrig kunne finde på at svinge mig op på en jernhest? Det er sådan det bliver nu. Måske findes der stadig en fysisk butik, hvor jeg kan gå ind og tale med et menneske om det at læse bøger. Jeg husker det kun svagt. Han var min ven, boghandleren, for han kendte mig og kunne anbefale de skønneste romaner. Men Big Data slog ham ihjel. Algoritmer erstattede dialog, og alting blev skræddersyet til mine behov. Jeg har som så mange andre levet i en konstant dopaminrus, fordi hver eneste webside, hvert eneste interaktive reklameskilt blev tilpasset præcist til det, der udløst den stærkeste kemiske reaktion i min hjerne. Kunne jeg lide en bestemt film, dukkede skuespillerne op i annoncer. Så jeg porno i min ensomhed, fik jeg vist reklamer for sygeplejerskeuniformer i lak dagen efter.

Samtidig fik jeg at vide, at overvågningen var nødvendig. Af sikkerhedsmæssige hensyn, det var et spørgsmål om samfundets overlevelse, om os mod dem. Mørkemændene indledte århundredet med et angreb på to af den frie verdens stærkeste symboler, tårnene i New York, handelens centrum. Tabene var store, men det var eftervirkningerne, som ramte os hårdest. Fordi vi frygtede de få, gjorde vi de mange til mistænkte. Jeg glemmer aldrig dengang, jeg blev afhørt med en sigtets rettigheder, mistænkt for at planlægge det næste terrorangreb i København. Først troede jeg, at det var en fejl, at de havde forvekslet mig med en anden. Men pludselig forstod jeg. Der var et mønster.

Dengang underviste jeg, og vi skulle på udflugt til den tidligere hovedstad i Danmark. Jeg ville fortælle mine elever om dengang, vi havde vores eget parlament, Folketinget. Derfor søgte jeg på nettet om Christiansborg, det gamle slot, hvor provinsadministrationen i dag holder til. Og det var ikke længe efter, at min kollega, naturfagslæreren, havde bedt mig godkende et køb over Netværket af nogle kemikalier, fordi hans øjne var for blodskudte til, at retina­scanneren kunne identificere ham. Og så forsøgte jeg at bestille en bog på biblioteket, en gammel analog udgave af Foucaults »Overvågning og straf«. Det må have været den kombination, der gav udslaget. Heldigvis klarede jeg frisag og har siden kunnet leve i nogenlunde fred. Denne morgen er dog den første uden lyden af de summende droner uden for mit hus.

Kaffen er løbet igennem, og jeg nyder morgensolen. Skammen er borte, den konstante frygt for at blive opdaget har forladt mig. Jeg er fri. Jeg sætter mig i sofaen og puster støvet af Sartes »Væren og intet«. Hende jeg elskede gav mig den, da vi var sammen sidste gang, aftenen før de førte hende bort. Jeg vidste det ikke, og jeg er heller ikke sikker på, at hun selv var klar over hvorfor. Men Netværket kendte til hendes inderste tanker. Hun var en revolutionær, og hun måtte fjernes. Man vidste, hvad hun kunne finde på.