Den A-politiske fagforening

LO droppede sin direkte økonomiske støtte til Socialdemokraterne i begyndelsen af 00erne, men pengestrømmene fra den samlede LO-fagbevægelse til de røde partier stoppede ikke af den grund. Politiko bringer her et bearbejdet uddrag af bogen Skjulte penge.

STATSMINISTER POUL NYRUP RASMUSSEN OG FORMAND FOR LO, HANS JENSEN.
Læs mere
Fold sammen

En efterårsdag i 2002 tog LO-formand Hans Jensen og en håndfuld topfolk fra fagbevægelsen imod den daværende socialdemokratiske leder, Poul Nyrup Rasmussen, og hans følge i LOs nye, moderne glashus på Islands Brygge i København.

Knap ti år forinden havde de to organisationer opgivet den gensidige repræsentation i hinandens besluttende organer, så der ikke længere sad S-politikere i LO-ledelsen og omvendt. Men denne gang var der mere på spil for Socialdemokraterne. Partiet fik besked på, at den årelange, faste partistøtte i millionklassen fra fagbevægelsen ville bortfalde få måneder senere.

Hans Jensen tog ordet først, som en kilde beskriver det, og redegjorde for fagbevægelsens overvejelser. En medlemsundersøgelse havde vist, at et stort flertal af LO-arbejderne var modstandere af partistøtten, medlemmerne var begyndt at sive langsomt, men kontinuerligt til de gule fagforeninger, og internt blandt LO-bosserne var der stor uenighed om det faste driftstilskud til Socialdemokraterne.

Flere kilder beskriver det som et kontant møde, hvor deltagerne bed af hinanden. Stemningen blev ikke bedre af, at det foregik efter mørkets frembrud, mens efterårsregnen slog ind mod de store gulv til loft-vinduer på øverste etage i de nye lokaler. Tidligere finansminister Mogens lykketoft (S) beskriver stemningen som »dårlig«.

»Jeg kan meget tydeligt huske det møde, og jeg kan også huske, hvad jeg selv sagde ved den lejlighed: I skal tænke over, at i politik vil pendulet svinge en gang imellem. Socialdemokratiet vil komme tilbage i regering i kortere eller længere tid, men det her kan sagtens ramme fagbevægelsen og fagbevægelsens interesser endnu hårdere, end det vil ramme Socialdemokratiet. Der er en grund til, at det her interessefællesskab har været der i 100 år eller mere. Jeg tror, I kan blive stækket så meget af lange perioder med borgerlige regeringer, at det er jer, der kommer dårligst ud af denne opløsning af det økonomiske fællesskab,« fortæller Mogens Lykketoft i dag.

Den faste partistøtte har rødder i over 100 års arbejderhistorie og bestod dengang af et årligt driftstilskud på otte millioner kroner til Socialdemokraterne, omkring tre millioner kroner til Socialdemokraternes ungdomsorganisation (DSU) og ekstra hjælp i valgår særligt fra de enkelte LO-forbund.

Det årlige LO-tilskud til moderpartiet svarede til lige over halvdelen af Socialdemokraternes samlede personaleomkostninger i 2002, og det stod klart, at beslutningen ville betyde afskedigelser blandt partiets ansatte. Som et plaster på såret blev parterne dog enige om, at LO som en afskedssalut skulle bevilge et engangstilskud på 17,5 millioner kroner, så Socialdemokraterne havde tid til at omstille sig. »Det lettede stemningen,« som en kilde beskriver det.

Beslutningen om at indstille driftstilskuddet bundede også i politiske uenigheder, beskriver flere insidere fra perioden. LO-topfolkene havde optrådt relativt loyalt over for SR-regeringen op gennem 1990erne, men der havde også været kurrer på tråden – ikke mindst efter 1998-valget, hvor Poul Nyrup Rasmussen forringede efterlønnen. Flere fagbosser var frustrerede over ikke at blive hørt, ligesom S-toppen ofte blev set som bedrevidende og arrogant af dele af fagbevægelsen.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen og formand for LO Hans Jensen ses under åbningen af LO-kongressen i Falconer Center. Fold sammen
Læs mere

LO ønskede også at løsrive sig for bedre at kunne indgå aftaler med Anders Fogh Rasmussens nye VK-regering. Det nyttede ikke, at fagbevægelsen kun havde indflydelse, når de røde var ved magten. Omvendt så Socialdemokraterne også muligheder i at stå mere frit i den politiske debat uden at være bundet af store forventninger fra LO-bosserne på grund af det gamle politiske og økonomiske samarbejde.

Afskaffelsen af den økonomiske støtte gled som ventet igennem på en LO-kongres få måneder senere, og ifølge Politiken begrundede Hans Jensen det med, at der ikke skulle være »penge mellem kammerater«. »Hvis vi skal skabe forandringer, så skal vi gøre arbejdet selv og ikke betale os fra det ude i byen,« som han udtalte i sin afsluttende replik ifølge et LO-referat fra kongressen.

Fagbevægelsens beslutning om at droppe driftstilskuddet havde stor betydning for det økonomiske styrkeforhold i dansk politik i årene, der fulgte – ikke mindst fordi flere af LOs medlemsforbund fulgte trop i tiden efter.

Ifølge partiernes regnskaber modtog Socialdemokraterne henholdsvis 29,7 millioner kroner og 34 millioner kroner i private tilskud ved valgene i 1998 og 2001. Venstre måtte nøjes med 8,8 millioner kroner og 15,7 millioner kroner ved samme valg – altså under halvdelen.

Ved de efterfølgende valg var situationen den modsatte. I 2005 og 2007 modtog Socialdemokraterne henholdsvis 9,2 millioner kroner og 4,2 millioner kroner i private valgtilskud, mens Venstre fik tilført over dobbelt så meget – henholdsvis 15 og 17,5 millioner kroner i tilskud fra private donorer.

Ved de seneste valg har Socialdemokraterne dog i højere grad forsøgt at gøre sine hoser grønne blandt landets virksomheder, hvilket sandsynligvis har resulteret i flere penge fra erhvervslivet til den centrale socialdemokratiske partikasse.

Det skortede generelt ikke på penge hos Socialdemokraterne frem mod valgudskrivelsen i 2015. En gennemgang af de politiske annoncer, som TNS Gallup Adfacts har foretaget til brug for denne bog, indikerer, at Socialdemokraterne lagde det største annoncetryk sammenlignet med de øvrige partier i perioden fra daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) nytårstale og frem til valgets afholdelse i sommeren 2015.

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt stod i spidsen for Socialdemokraterne under valgkampene i 2007, 2011 og 2015. Arkivfoto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere

Gennemgangen viser, at Socialdemokraterne købte annoncering i aviser og radio, på hjemmesider samt på gader og stræder for hele 58 millioner kroner baseret på listepriser inden rabatter. Til sammenligning havde Venstres annoncering en værdi af 35 millioner kroner, mens Dansk Folkeparti annoncerede for 11 millioner kroner.

I forbindelse med valgkampe opnår partierne ofte rabatter, så priserne er formentlig endt under listepriserne. Men tallene tegner konturerne af en dyr Socialdemokratisk valgkamp.

Partiets tilstedeværelse i annoncelandskabet var tydelig. I foråret 2015 tonede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) eksempelvis frem på adskillige platforme med hårde krav til flygtninge og migranter med teksten »kommer du til Danmark, skal du arbejde«.

Socialdemokraternes daværende partisekretær, Lars Midtiby, ønsker ikke at oplyse, hvem partiet har fået penge fra, eller om det er sandt, at Socialdemokraterne fik indsamlet flere penge end tidligere hos erhvervslivet. Det må vente, til regnskabet bliver offentliggjort. »Men det er klart, at det var en dyr valgkamp for os. Den havde i omfang et betydeligt medietryk,« siger han.

Partipolitisk uafhængig?

Siden afskaffelsen af de faste pengeoverførsler har LO-ledelsen brugt beslutningen som et argument for, at organisationen er partipolitisk uafhængig.

»Vi giver ingen støtte til nogen partier. Vi varetager kun vores medlemmers interesser ved for eksempel at markere os kraftigt i debatten om regeringens planer om en afskaffelse af efterlønnen,« som tidligere LO-formand Harald Børsting udlagde det for epn.dk i 2011.

LOs nye formand, Lizette Risgaard, fortæller i et interview med os efter sin tiltræden, at den centrale LO-organisation i hendes optik er »partipolitisk uafhængig«, og at LO ikke uddeler hverken direkte eller indirekte kampagnebidrag.

»Fagbevægelsen har en stærk historie sammen med Socialdemokratiet. Vi har som arbejderbevægelse sammen bidraget til opbygningen af velfærdssamfundet. Men i dag er samarbejdet på et andet plan, og der er ingen penge mellem os. I valgkampe strækker vi os til at pege på det samfund, vi gerne vil have,« siger Lizette Risgaard.

Lizette Risgaard blev formand for LO i 2015. Organisationen er i hendes optik er partipolitisk uafhængig.Arkivfoto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

En nærmere granskning af LOs økonomiske aktiviteter illustrerer dog en lidt anden virkelighed. Et eksempel finder man, hvis man læser regnskabet for de unge socialdemokraters organisation, DSU. Helt op til i dag er LO fortsat med at pumpe millioner af kroner ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Via Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) er det lykkedes at få adgang til ungdomspartiets regnskaber, og her står det klart, at DSU i årevis og fortsat modtager »driftstilskud« fra arbejderbevægelsen på cirka tre millioner kroner om året.

I en mail bekræfter LO, at organisationen hvert år har betalt et beløb til de unge socialdemokrater, og at støtten er fortsat ind i 2015, hvor LOs såkaldte Ungdomsfond afsatte 2,7 millioner kroner til DSU, mens SF-Ungdom og Erhvervsskolernes Elevorganisation fik mindre beløb. Pengene fra ungdomsfonden tildeles af LOs daglige ledelse, hvor alle forbundsformændene sidder med ved bordet.

DSU har traditionelt spillet en særlig rolle i danske valgkampe. Organisationen går for at være et af de mest aktive og synlige ungdomspartier og er ofte personorienteret i sine satiriske indlæg i den offentlige debat. Langs væggene i DSUs åbne kontorlokale på Islands Brygge hænger tydelige beviser på de unge socialdemokraters opfindsomhed: Manipulerede filmplakater med Socialdemokraternes politiske hovedfjender i mindre heldige positurer.

Det er plakater, som kan få smilene frem blandt DSUs ligesindede, mens flere af ungdomspartiets politiske modstandere mener, at de sænker bundgrænsen for personhetz i dansk politik. I lokalerne på Islands Brygge kan man eksempelvis se en plakat med Lars Løkke Rasmussen, der sidder i underbukser og dyre sko på en trone af tomme øldåser.

Kampagnerne får ofte stor opmærksomhed under folketingsvalgene. Spørgsmålet er, om ikke LO bidrager til, at DSU kan lave sådanne negative politiske kampagner?

Den netop afgåede DSU-formand, Alexander Grandt Petersen, mener ikke, man kan konkludere, at pengene fra LO er brugt til personangreb på Venstres formand.

»Vi sender en ansøgning hvert år, hvor vi klargør, hvad vi har lavet det foregående år, og hvad vi vil lave det efterfølgende år, og så er det på baggrund af det, vi modtager pengene,« siger Alexander Grandt Petersen, som er interviewet til denne bog, mens han stadig var DSU-formand.

Han forklarer, at pengene bruges på arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål, kampagner på erhvervsskolerne, kurser og artikler om faglige spørgsmål. »Vi ville lave de filmplakater, uanset om vi fik penge fra LO eller ej,« siger Alexander Grandt Petersen, som ikke vil lægge ansøgningen til LO frem for at dokumentere sine udsagn. Ser man imidlertid lidt nærmere på DSUs arbejde på landets erhvervsskoler, som ungdomspartiet i et givent omfang bliver betalt af LO for at udføre, er det tydeligt, at noget af det har karakter af personlig kampagne rettet mod Socialdemokraternes hovedmodstander i dansk politik.

Under overskriften »Løkkes lave lønninger« har de unge socialdemokrater eksempelvis kreeret en farverig folder, hvor en tegning på forsiden viser en bister Løkke, der ryster pengene ud af lommerne på en håndværker og en rengøringsdame, mens han holder dem i benene.

Folderen tager udgangspunkt i citater fra blandt andre finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), som har peget på, at lønnen i Danmark bør være lige så lav som i Tyskland, og at skatten bør være lavere som i Sverige.

»I Venstre vil man have lønningerne ned. Danske lønmodtagere er nemlig for dyre og for dovne«, hedder det i brochuren, som opfordrer unge til at sige »nej tak« til Løkkes lave lønninger.

Alexander Grandt Petersen oplyser, at kampagnen delvist er betalt af LO-midler, og fortæller, at den har kostet 15.000 til 20.000 kroner.

Men er LOs årlige millionstøtte til DSU så i virkeligheden ikke at regne for en form for partipolitisk støtte? Ikke hvis man spørger LO-formand Lizette Risgaard. Hun mener, at LO-støtten til Løkke-kampagnen flugter med organisationens principper om ikke at give partistøtte, fordi kampagnen ligger i forlængelse af organisationens egen politik.

»Løkke har været hård ved danske lønmodtagere. Som regeringen er nu, så har de også været hårde ved de unge mennesker med nedskæringer på uddannelsesområdet, og det er helt reelt, at ungdomsorganisationerne siger fra. Det er at udvikle sig og udvikle politik, og den samme dagsorden har forbundene og alle fagforeningerne også været med på,« siger Lizette Risgaard, der ikke ser nogen grund til at stoppe med at uddele pengene via LOs Ungdomsfond.

Hun fortæller også, at alle ungdomspartier er velkomne til at sende en ansøgning, og at de blandt andet vil blive vurderet ud fra, om aktiviteterne støtter lønmodtagernes dagsorden. Det er dog et faktum, at LO de seneste ti år har givet omkring 30 millioner kroner til DSU. Spørgsmålet er, hvordan LO-toppen kan forsvare det over for de arbejdere, som stemmer på DF eller Venstre?

»Fagbevægelsen er en demokratisk organisation. Det er medlemmerne i fagforeningerne, som beslutter, hvordan pengene skal bruges, og her i LO-fællesskabet er det forbundene – altså medlemmernes repræsentanter – som er med til at bestemme, hvad pengene kan bruges til. Det er sådan, demokratiet fungerer,« svarer Lizette Risgaard.

En million fra Metal

Mens LO og de unge socialdemokrater ser ud til løbende at have udviklet og vedligeholdt de historiske bånd, så er den generelle tendens, at fagbosserne i de centrale forbund dropper eller skruer ned for de direkte pengeoverførsler. HK meddeler, at de ikke længere betaler penge til politikere, og særligt de små LO-forbund har droppet kampagnebidrag til rød blok.

El-Forbundet og Serviceforbundet, der blandt andet organiserer rengøringsfolk og mejeriansatte, står opført i Socialdemokraternes regnskaber som nogle af de sponsorer, der gav en økonomisk håndsrækning på over 20.000 kroner ved valget i 2011. Men en forespørgsel hos de to forbund viser, at de begge har lukket for det varme vand til Socialdemokraterne ved valget i 2015.

Andre forbund holder fast i de gamle traditioner. Forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast fortæller, at organisationen anvendte omtrent en million kroner på valgkampen i 2015, og at de fleste penge blev brugt på kampagner, hvor forbundets egne synspunkter blev fremsat.

»Vi giver central støtte til Socialdemokratiet. Det var måske i størrelsesordenen 100.000 til 200.000 kroner,« siger han.

Dansk Metal tilhører traditionelt højrefløjen i LO-fagbevægelsen. Forbundets medlemmer hører til de længst uddannede og bedst lønnede LO-arbejdere, og organisationen er blandt de trofaste støtter til Socialdemokraterne. Ifølge Metal-formand Claus Jensen afsatte forbundet omkring en million kroner ved det seneste valg.

»Vi har givet lidt til Socialdemokraterne og noget til SF. Men mest til Socialdemokraterne,« forklarer Claus Jensen, der påpeger, at støtten både er givet til partierne og til enkeltkandidater såsom de daværende socialdemokratiske ministre Mette Frederiksen, Bjarne Corydon og Carsten Hansen.

Meget tyder på, at Dansk Metal blandt andet bruger partistøtten til at bevare eller udvikle en relation til nøglefigurerne hos Socialdemokraterne. Forbundsformand Claus Jensen bekræfter, at en Dansk Metal-ansat eksempelvis også arbejdede for Mette Frederiksen under valgkampen betalt af forbundet.

»Det er sådan set en student, hvor vi har sagt, at så betaler vi omkostningerne. Det bliver selvfølgelig fratrukket det samlede beløb,« siger Claus Jensen om den million kroner, som forbundet brugte på valgkampen i 2015.

Fortsat hjælp fra 3F

Danmarks største fagforening, 3F, besluttede i 2007, at organisationen ligesom LO ville lukke for de faste overførsler til de røde partier for i stedet at bruge medlemmernes penge på at markedsføre organisationens egne politiske budskaber. Ifølge en artikel i Politiken betød det et farvel til tre-fire millioner kroner i valgtilskud til Socialdemokraterne. SF måtte også undvære støtten fra 3F, som ifølge partiets regnskaber udgjorde 1,75 millioner kroner tilbage i 2005. 3Fs daværende forbundsformand begrundede beslutningen med, at forbundet fra centralt hold skulle slanke organisationen.

3F stoppede med direkte pengeoverførsler til røde partier i 2007. Men tidligere forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen var i 2010 med til at afsætte fem millioner kroner til at skaffe en ny regering. Pengene gik blandt andet til annoncer vendt mod den daværende VK-regeringen. ?Arkivfoto: Torkil Adsersen Fold sammen
Læs mere

»Når vi på den ene side trimmer og strammer 3Fs organisation og forlanger mere effektivitet af vores medarbejdere og mere fagforening for pengene, kan vi ikke samtidig lade millionerne rulle ud ad bagdøren,« sagde Poul Erik Skov Christensen til 3Fs eget fagblad.

Beslutningen fra 2007 står stadig ved magt. 3Fs nuværende formand fortæller, at der ikke længere flyder penge fra hovedforbundet i Kampmannsgade i København, men at de lokale 3F-forbund kan agere som selvstændige enheder.

»På vores forrige kongres havde vi en diskussion om, at folk begynder at orientere sig meget bredere end til de røde partier. Jeg tror, vi har et sted mellem 11 og 12 procent, som jeg husker det fra sidste måling, som rent faktisk støtter Dansk Folkeparti. Den gruppe af mennesker er ikke særlig begejstrede for, at vi for eksempel giver penge til de røde partier. Så det gør vi ikke,« siger 3Fs forbundsformand, Per Christensen.

En nærmere granskning af 3Fs aktiviteter viser dog, at forbundet fortsat giver centrum-venstre-partierne en indirekte håndsrækning.

Det mest kendte eksempel stammer fra valgkampen i 2011. Efter ti år med en borgerlig regering havde fagbosserne i toppen af 3F fået nok. Reformer af efterløn, dagpenge og nedskæringer på fradraget for de faglige kontingenter samt Socialdemokraternes og SFs løfter om en opblødning af forringelserne havde forstærket ønsket om en ny regering blandt de fagligt aktive. Derfor besluttede 3F på en kongres i 2010 at afsætte et anseeligt beløb med det formål at få placeret Helle Thorning-Schmidt i Statsministeriet.

»Vi vil afsætte fem millioner kroner til en pulje med det eneste formål – at få skaffet en ny regering i Danmark,« sagde 3F-forbundsformand Poul Erik Skov Christensen på kongressen ifølge Avisen.dk.

Millionerne blev blandt andet brugt på kampagner vendt i mod den daværende borgerlige regering.

Arbejdernes Landsbank er et af de sidste levedygtige selskaber fra arbejderbevægelsens forsøg med kooperative virksomheder op igennem det 20. århundrede.

Virksomhederne blev i sin tid oprettet for at styrke arbejderbevægelsen og for at give lønmodtagerne et alternativ til de mere kapitalistiske virksomhedsformer. Banken med det røde logo blev stiftet af arbejderbevægelsen i 1919 og har fortsat et særdeles tæt forhold til LO-organisationerne.

Ifølge regnskaberne er 3F den største aktionær og ejer som den eneste over 20 procent af aktiebeholdningen. De øvrige store aktionærer tæller udelukkende LO-organisationer som Dansk Metal, Fødevareforbundet og HK, som hver ejer over fem procent af selskabet.

De nævnte forbund er alle repræsenteret i bankens bestyrelse, hvor LO-bosserne sidder bænket på et stort flertal af sæderne, og hvor 3Fs forbundsformand, Per Christensen, er formand.

En af bestyrelsens opgaver er at uddele politiske sponsorater, og ifølge Socialdemokraternes regnskaber er det sket på fast basis ved de seneste folketingsvalg, hvor banken har givet beløb på over 20.000 kroner til partiets centrale kasse.

Arbejdernes Landsbank oplyser i en mail, at banken støttede Socialdemokraterne med en kvart million kroner i 2015. Derudover brugte banken 137.000 kroner på at støtte de partikredse, som er kunder hos banken, med 3.000 kroner. Ved kommunalvalg overfører banken typisk 4.000 kroner til de lokale socialdemokratiske partiforeninger i de områder, hvor banken har filialer.

Så på trods af, at det siden 2007 som nævnt har været en del af 3Fs officielle fortælling, at forbundet generelt ikke overfører penge til Socialdemokraterne, flyder der altså fortsat penge til arbejdernes gamle allierede fra en institution, hvor 3F-medlemmernes kontingentkroner er investeret, og hvor forbundet sidder for bordenden i bestyrelsen flankeret af andre LO-forbund.

I en mail skriver 3Fs forbundsformand, Per Christensen, at banken blot giver partistøtte, ligesom Finansrådet har støttet de borgerlige partier ved tidligere valg.

»Arbejdernes Landsbank er startet af arbejderbevægelsen. Derfor er Socialdemokratiet ikke bare et tilfældigt politisk parti, som vi i bankens bestyrelse har valgt at støtte. Men vi drøfter da spørgsmålet i bestyrelsen, når det er aktuelt, og jeg har forstået, at en række andre pengeinstitutter i hvert fald foreløbig har indstillet deres støtte til de borgerlige partier. Det vil da indgå i vores overvejelser, næste gang spørgsmålet om central støtte bliver aktuelt,« skriver han.

Dyre ydelser fra 3F

3Fs hovedforbund ser også ud til at have hjulpet Socialdemokraterne med deres massive annoncekampagner. Op til det seneste kommunal- og folketingsvalg fik Socialdemokraterne med hjælp fra 3F en ekstraordinær stor rabat på sine annoncer.

Da vi skrev en artikel om sagen i Berlingske i foråret 2015, forklarede Nicolai Kampmann, der er kommunikationschef i 3F, at fagforbundet havde indgået en såkaldt storkundeaftale med et mediebureau op til kommunalvalget i 2013 om annoncer mod social dumping på udendørs plakatholdere over hele landet. Storkundeaftalen betød, at 3F kunne købe pladsen til en »billigere pris«.

»Så får vi en henvendelse fra Socialdemokraterne om denne storkundeaftale. De spørger, om de må få den samme plads for den samme pris, som vi har fået. Det valgte jeg i det konkrete tilfælde at sige ja til,« forklarede Nicolai Kampmann, som af konkurrencehensyn ikke ønskede at fremlægge dokumentation for, hvor meget han havde betalt for annoncerne, og hvor mange penge Socialdemokraterne havde sparet på manøvren.

Ifølge en af landets førende eksperter i partistøtteloven skal denne form for indirekte partistøtte ikke indberettes til myndighederne. Årsagen er, at 3F ifølge forbundets kommunikationschef videresolgte annoncepladsen til samme pris, som de selv erhvervede den til. Flere kilder med indblik i politisk annoncering beretter dog, at aftalen kan have haft en reel værdi af flere millioner kroner for Socialdemokraterne.

På grund af et presset mediemarked betaler næsten ingen kunder den fulde pris for annoncer. I forbindelse med folketingsvalg skruer annoncesælgerne dog op for priserne, men fordi 3F booker pladsen i god tid og køber stort ind, får de mere fordelagtige priser. Ifølge Ekstra Bladet gentog Socialdemokraterne den givtige annoncefidus op til folketingsvalget i 2015, hvor de socialdemokratiske topministre i perioder prydede mange togstationer rundt om i landet med store plakater langs perronerne.

Forbundshuset i 3F anvender også medlemmernes ressourcer til at hjælpe udvalgte politikere med at få kommunikeret deres budskaber. Flere folketingskandidater med tilknytning til 3F fortæller, at de fik et åbentstående tilbud forud for 2015-valgkampen om at få trykt deres valgmateriale via 3Fs trykkerifaciliteter.

Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen, fortæller eksempelvis, at han fik trykt sin valgfolder hos 3F, og at den indirekte støtte havde en anslået værdi af omkring 25.000 kroner. »Det er mig, som har anslået, at det koster 25.000 kroner. Det er et slag på tasken i forhold til, hvad tryksager koster ude i byen,« siger Finn Sørensen.

Han er medlem af 3F ligesom Socialdemokraternes tidligere gruppeformand og nuværende arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, der forklarer, at han også fik trykt en del af sit valgmateriale hos 3F-hovedforbundet. I en mail uddyber 3F sammenhængen:

»I 3F arbejder vi både i forbundet og i afdelingerne for, at flere medlemmer af 3F kan blive valgt, så vores medlemmers stemme kan blive hørt i de besluttende demokratiske forsamlinger. (…) Vi tilbyder kandidaterne lidt råd og dåd op til valgkampen, input om centrale temaer, der er særligt relevante for 3Fs medlemmer, lån af møderum og i begrænset omfang tryk af valgmateriale.«

3F understreger i mailen, at der er tale om støtte til kandidater, som er medlemmer af forbundet: »Denne støtte til kandidater, der er medlemmer af 3F, er principielt uafhængig af, hvilket parti de pågældende stiller op for.«

Noget for noget

På trods af LO-beslutningen fra 2002 om at indstille støtten er de lokale LO-afdelinger i dag frit stillet til at bruge deres ressourcer på at støtte kommunalpolitikere og lokale folketingskandidater – og det sker i stort omfang. Ofte indgår de lokale afdelinger af LO-fagbevægelsen i særdeles tætte relationer med røde politikere. Og i flere tilfælde følges støtten op af skriftlige aftaler med politikerne om at forfølge en konkret politik, som begunstiger LO-medlemmerne.

I flere tilfælde handler det om at dukke op til faste møder, men andre gange er der også koblet et politisk indhold på aftalerne. Modydelsen fra fagbevægelsen falder ofte i form af indirekte støtte som lån af lokaler, biler, mandskab og trykkerifaciliteter. Andre gange i form af kontante overførsler til politikernes kampagnekasser. De røde aftaler er omdiskuterede og fik deres gennembrud forud for kommunalvalget i 2009, hvor det blandt andet vakte opsigt, at Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), indgik en aftale med de andre røde partier og LO-Hovedstaden.

Sagen er beskrevet af flere medier, hvoraf det fremgår, at partierne skrev under på en kontrakt, som indebar, at S, SF og Enhedslisten skulle konstituere sig sammen efter valget og arbejde for en række fælles punkter om blandt andet folkeskolen og den kollektive trafik. Som en modydelse skulle fagbevægelsen anbefale sine medlemmer at stemme på et af de tre partier, som også fik trykt en stor valgavis, der blev håndomdelt i København.

Aftalen blev set som en markant politisk indblanding fra fagbevægelsens side og blev fulgt op af kritiske ord fra oppositionen i Københavns Borgerrepræsentation.

»Det er hamrende udemokratisk. Ja, det er lige før, man kan frygte, at byens næste overborgmester hedder Harald Børsting,« som Venstres spidskandidat i København, Pia Allerslev, dengang formulerede det over for BT.

Trods kritikken lever aftalerne videre i bedste velgående. Ved kommunalvalget i 2013 indgik de røde partier lignende aftaler i Aarhus, Odense, Randers og Skanderborg.

Harald Børsting efterfulgte Hans Jensen som LO-formand i 2007, og under hans ledelse gav LO ikke direkte økonomiske bidrag til Socialdemokraterne på Christiansborg. De lokale LO-afdelinger er dog fortsat frit stillet til at uddele sponsorater. Arkivfoto: Lars Horn Fold sammen
Læs mere

Aftalerne har været til diskussion internt i LO. Tidligere LO-formand Harald Børsting advarede mod de røde aftaler og kaldte i Jyllands-Posten i 2009 ideen for »tåbelig«. Men LOs nye formand ønsker ikke at stille sig i vejen for fremtidige politiske aftaler, hvor dele af fagbevægelsen leverer støtte mod at få politisk indflydelse.

»Jeg ville ikke selv indgå sådan en aftale, men jeg vil heller ikke gøre mig til overdommer over, om det er en rigtig eller en forkert beslutning. Det er LO-sektionerne suverænt, der beslutter, om de vil det eller ej,« siger Lizette Risgaard.

Røde sponsoraftaler

Ved det seneste folketingsvalg i 2015 var fagbevægelsen igen aktiv med donationer på lokalt niveau.

Søren Elsberg er formand for 3F-Aalborg. Han fortæller, at forbundet ved folketingsvalget anvendte knap 300.000 kroner på kampagner og støtte, som cirka ti nordjyske kandidater fra S, SF og Enhedslisten helt eller delvist fik del i. Pengene til politikerne blev dels givet som et grundbeløb til udvalgte kandidater og dels som et særligt tilskud, kandidaterne kunne søge til specifikke kampagner i samarbejde med 3F.

Men der fulgte mere end bare penge med sponsoraterne. Ifølge Søren Elsberg indgik 3F en mundtlig »aftale« med politikerne om, at de skulle fremme kampen mod social dumping. Lykkedes det kandidaterne at blive valgt til Folketinget, skulle de eksempelvis arbejde for, at offentlige udbud fremover sker med sociale klausuler om, at arbejdet udføres på danske løn- og arbejdsvilkår.

»Det er vores dagsorden, og det er den dagsorden, de har taget til sig. Havde de ikke taget den til sig, så havde de ingen støtte fået,« siger 3F-lokalformanden og uddyber: »De blev indbudt til et møde, og hvis de kunne acceptere de betingelser, vi havde, så kunne de få noget støtte.«

Spørgsmålet om sociale klausuler ved offentlige byggerier blev et hedt emne i løbet af Helle Thorning-Schmidts (S) regeringstid. Enhedslisten ønskede, at det blev lovpligtigt i hele den offentlige sektor, at offentlige udbud til private skulle foregå til danske løn- og arbejdsvilkår som et kædeansvar, så hovedentreprenørerne også hæfter for deres underleverandører.

Socialdemokraterne var i princippet enige i, at de sociale klausuler skulle udbredes, men SR-regeringens linje blev, at kommunerne skulle tilskyndes til at indføre dem frivilligt.

Søren Elsberg ønsker ikke selv at fortælle, hvem der modtog pengene, men SFeren og folketingsmedlemmet Lisbeth Bech Poulsen forklarer i et interview med os, at hun modtog 30.000 kroner fra 3F i kampagnestøtte og medgiver, at støtten blev givet på bestemte betingelser.

»De kontaktede os og sagde, at de gerne ville give støtte, men så sagde de også, at »vores medlemmer har nogle interesser i de og de politikområder, og er det noget, I stadig støtter?« Og vi kunne bare sige »ja«, for vi har nærmest ikke lavet andet de sidste par år end at snakke om social dumping og dagpenge,« siger Lisbeth Bech Poulsen, som formoder, at hun ikke havde fået nogen støtte, hvis hun ikke var gået med på de vilkår.

Er der ikke noget forkert i, at du indgår en aftale med en donor om at arbejde for noget bestemt politik, og så får du penge udleveret med den anden hånd?

»Nej, det synes jeg ikke,« siger Lisbeth Bech Poulsen, som ikke mener, at hun har ændret sin politik for at få del i støtten.

Det nordjyske folketingsmedlem Rasmus Prehn (S) fortæller, at han fik et tilskud fra de lokale 3Fere på 10.000-15.000 kroner. Derudover betalte fagforbundet 8.000 kroner, som var bundet op på en konkret kampagne om social dumping i luftfarten, som Prehn var afsender på sammen med 3F. Han forklarer, at der var en dialog med 3F-Aalborg om, at han skulle fokusere på en bestemt politik for at få del i støtten.

»Der har været en vis gensidig forståelse. De valgte at highlighte nogle emner, og så sagde de, at »vi ser gerne, at I arbejder i den retning«. Men det var emner, som ligger inden for det, Socialdemokratiet i øvrigt vil kæmpe for,« siger han.

Rasmus Prehn erkender dog, at han dermed modtager penge fra en økonomisk sponsor, som får fremmet et bestemt hjørne af den socialdemokratiske politik. Men han ser ikke noget problem i det, da fagforbundet har valgt at fortælle åbent om det.

»Jeg tror da, at alle de penge, som bliver givet ud i valgkampen, bliver givet med en temmelig slet skjult forventning om, at der skal gives et eller andet igen. Der er alle mulige private virksomheder, som giver tilskud, og de har da klare forventninger. Men aftalen med 3F-Aalborg er lige ud af posen, og man står offentligt ved, at man støtter de partier,« som han siger om samarbejdet.