Det er en af de svære debatter. Og ofte foranlediges den af tragiske skæbner.
Det er igen tilfældet, nu hvor 81-årige Ebbe Preisler er blevet sigtet for drab på sin sygdomsramte kone, Mariann Preisler. Et drab, der af de pårørende beskrives som et »medlidenhedsdrab«.
Men de tragiske episoder overskygger ikke lægernes bekymringer om aktiv dødshjælp.
Der er nemlig mange risici ved at indføre aktiv dødshjælp, fortæller Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, der understreger, at hun ikke kan udtale sig om den aktuelle sag.
Særligt udpeger hun fire hensyn, som ifølge hende er de mest tungtvejende.
»Jeg er meget bekymret for det skub, som de her enkelthistorier kan sætte i gang. For de her enkelte historier bringer følelser i spil,« siger hun og tilføjer:
»Hvilket er meget forståeligt, fordi vi kan alle godt sætte os ind i situationen. Men vi glemmer et vigtigt perspektiv. Hvad gør vi egentlig ved et samfund – også på sigt – hvis vi åbner den her port?«.
To tragiske sager
Onsdag eftermiddag blev 81-årige Ebbe Preisler sigtet for drab på sin kone efter at have givet hende en dosis dødbringende medicin, som også han selv indtog.
Mariann Preisler var dement og led af Parkinsons syge, og både i Politiken og Jyllands-Posten har parret tidligere beskrevet deres fælles ønske om selv at bestemme, hvornår livet skulle slutte.
Det er dog ikke sagen om Ebbe og Mariann Preisler, der har foranlediget interviewet.
Derimod er det sagen om Preben Nielsen, der i 2022 medvirkede i dokumentaren »På tirsdag skal jeg dø«, som blev sendt på DR.
Preben Nielsen, der efter en tragisk arbejdsulykke blev lam fra skuldrene og ned, havde besluttet sig for, at han ville dø. Da han ikke kunne få hjælp i Danmark, søgte han mod Belgien, hvor aktiv dødshjælp er lovligt.
Det var ikke en proces uden tvivl, og i dag er Freja Polonius – en af hans tætteste pårørende – stadig i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at gøre.
Hun oplevede både tvivl, et svigtende sundhedsvæsen og føler sig medansvarlig for hans død, fortæller hun i et stort interview med Jyllands-Posten.
Flere af hendes oplevelser – og den tvivl, hun står tilbage med i dag – går i spænd med lægernes bekymringer, fortæller Camilla Rathcke.
1. Presset fra omgivelserne
»Er det i virkeligheden en fri beslutning,?« starter lægeformanden ud med at spørge retorisk.
Ifølge hende er ældre og kronisk syge ofte bekymrede for at ligge deres pårørende til last, og derfor frygter hun, at folk kan ende med at træffe beslutningen, fordi de ikke vil være for meget til besvær.
Denne ydre omstændighed lå Preben Nielsen også under for. Han lå sin kone mere til last, end han var noget for hende, fortæller Freja Polonius til Jyllands-Posten.
Ifølge Lægeforeningen vil en lovliggørelse af aktiv dødshjælp derfor skabe et uacceptabelt pres på en sårbar patientgruppe, som i forvejen er svækket, og som kan føle sig forpligtet til ikke at ligge til last for deres nærmeste eller sundhedsvæsenet.
2. Når det går for stærkt
Men det er ikke den eneste bekymring, Lægeforeningen har.
Der er nemlig også en risiko for, at man kan blive depressiv eller have svært ved at se værdien af livet, hvis livets omstændigheder ændrer sig radikalt.
»Hvis man er vant til et aktivt arbejds- og familieliv, hvor man kan løbe en tur i skoven eller gå en tur i teatret, og pludselig bliver bænket i sin kørestol og er afhængig af hjælp hele døgnet, så er det et ekstremt skifte,« forklarer Rathcke:
»Det kan være en årelang proces at finde frem til ny værdi i livet.«
Men der er mange, der faktisk finder den værdi, fortæller Rathcke. Og det tror Freja Polonius på.
»Jeg tror, han havde valgt livet, hvis vi havde haft mere tid,« siger hun til Jyllands-Posten.
3. Glidebanen
Camilla Rathcke er også bange for, at en legalisering af aktiv dødshjælp kan skabe en forråelse i samfundet.
Hun nævner den palliative indsats – altså indsatsen for at fremme livskvaliteten hos patienter med blandt andet livstruende sygdomme – hvis kvalitet tidligere er blevet kritiseret af Rigsrevisionen.
»I stedet for at sætte alle kræfter ind på forbedringer af den palliative indsats bredt set til gavn for de patienter taler man om at tilbyde aktiv dødshjælp. Hvad er det for et signal, man sender? Hvad er det for en ambition om at yde hjælp og lindring til denne gruppe?« spørger hun, før hun bliver ved:
»Hvad er det for forråelse, det skaber i vores samfund?«
4. Sundhedsvæsenet
Og så har vi slet ikke nævnt sundhedsvæsenet endnu. For alle taler implicit om, at hvis det her kommer til at ske, så er det noget, lægerne skal tage sig af, siger Camilla Rathcke.
»Det er ikke det, vi læger er sat i verden for. Vores opgave er at lindre, behandle og give omsorg. Og den behandling, vi sætter i værk, skal være med henblik på at hjælpe patienten. Aktiv dødshjælp er en behandling, som er succesfuld, hvis den ender med at slå patienten ihjel. Det er etisk uacceptabelt, så der skal vi overhovedet ikke hen,« siger Rathcke.
Det kan i hendes øjne ende med at skade tilliden mellem lægen og patienten, hvis lægen pludselig både skal give den bedste behandling, og samtidig skal være den, der godkender, at patienten skal dø.
