I september skrev jeg et debatindlæg på hjemmesiden www.liberator.dk om grænserne for flertalsdemokrati: »At stresse for kapitalen«. Jeg satte spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt, at et flertal kan plukke et mindretal i skat.

Hvad nu hvis jeg i stedet havde advaret mod, at et vælgerflertal en dag kunne finde på at indføre sharialov i Danmark? Så havde det stået klart for alle, at flertallet ikke skal have lov til at bestemme alt. Flertallet skal ikke have lov til at indføre sharialovgivning, stening eller begrænsning af ytringsfriheden eller andre frihedsrettigheder. Det er nemlig ikke demokratisk. I modsætning til fundamentalister ved jeg godt, at demokrati handler om individuelle frihedsrettigheder.

Demokrati handler også om stemmeret. Også. For demokrati handler nemlig også om en masse andet. Stemmeretten er ikke en blankocheck til at gøre hvad som helst mod sine medborgere. Det er ikke retten til at krænke andres frihedsrettigheder. Men det er efter min mening heller ikke en ret til at plukke folk i skat. Og det er heller ikke retten til at lade sig forsørge i det uendelige på andres bekostning, uden at bestræbe sig på at blive selvforsørgende.

Alle danskere skal have deres fulde stemmeret. Men jeg følte trang til at sætte tingene på spidsen og vise, at vi er nødt til at få en debat om forsørgersamfundet - også af demokratiske grunde. Vores demokrati er baseret på en forudsætning om frie og selvstændige mennesker. Hvad betyder det for demokratiet, hvis et flertal bliver afhængige af de offentlige kasser?

Det er ikke mig, der kører velfærdsdebatten af sporet. Problemet er, at vi slet ikke har nogen velfærdsdebat i Danmark for tiden.

Denne kronik kunne have haft titlen »At stresse for kapitalen« eller »Forsvar for den universelle stemmeret«. Det har den ikke, for det vigtigste er debatten. Der er mange gode grunde til, at alle borgere skal kunne stemme - men hvor blev de af? Set fra mit synspunkt har de forgangne uger været en studie i dårlig debatkultur, og medierne har ført an. Hvis ikke borgerne kan forholde sig til sagen og gennemskue mediernes spin, lover det dårligt for demokratiet.

Ingen tvivl om, at nogle har følt sig stressede. Siden sagen startede forrige onsdag, har jeg modtaget flere hundrede mails fra vrede medborgere. De føler sig dybt anfægtede af, at jeg har sat deres stemmeret til debat. Alle har de anfægtet mig som person, men ingen har anfægtet argumenterne for at begrænse den universelle stemmeret. Jeg er i den seneste uge blevet kaldt alt fra sindssyg kælling til fascist, nazist og yderligtgående højreorienteret. Argumenterne er der ingen, der har taget sig af. Ingen har gjort sig den umage at tage det universelle demokrati i forsvar.

Set udefra kunne det virke, som om der ikke findes et godt forsvar for det universelle demokrati. Sådan ser jeg det ikke. For mig at se er der mange gode grunde til, at vi også fremover skal lade modtagere af offentlige ydelser stemme ved offentlige valg.

Her tænker jeg først og fremmest på, at vi i det moderne demokrati bygger på en folkelig forankring og et folkeligt ejerskab til demokratiet, som er funderet i en tankegang om, at alle mennesker har en værdi for samfundet. Denne værdi berettiger dem til at stemme, men den bør også respekteres. Det enkelte menneskes værdi er netop det, der ikke må krænkes af et flertal. Det enkelte menneskes værdi er netop det, der sætter grænserne for flertallets råden.

Hvad er det så, jeg har skrevet til www.liberator.dk? Der er tale om et indspark i en teoretisk og principiel debat i et forum, som bruges til at formidle en teoretisk debat om liberalisme og markedsøkonomi.

Min artikel er en kommentar til en episode, jeg oplevede sidste forår på Hovedbanegården. Langt hovedparten er en kritik af krævementaliteten, som jeg oplever den hos to jævnaldrende, der udtrykker foragt for mennesker, der forsørger sig selv. Sluttelig angriber jeg det teoretiske demokratiske problem, der opstår, hvis hovedparten af en befolkning er nydere af offentlige ydelser. Jeg lægger i den forbindelse op til debat om, hvordan man som samfund skal forholde sig til denne problemstilling.

Jeg trak problemstillingen skarpt op, og jeg burde for fuldstændighedens skyld have nævnt alle de gode grunde til, at et demokrati har universel stemmeret. Jeg er helt på det rene med, at vi ikke løser problemerne ved at fratage folk deres stemmeret. Den løsning, vi skal søge, består i, at så mange danskere som muligt bliver selvforsørgende.

Jeg har ikke skrevet om specielle grupper, men om forholdet mellem ydere, nydere og krævementaliteten. Min artikel er et indspark til den teoretiske debat - ikke et forslag til Venstres Principprogram!

Min artikel gav anledning til langt mere røre, end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Glædeligt med debat - det var jo formålet - men hvordan gik det egentlig med substansen i denne debat?Onsdag 24. november starter mediernes dækning af min to måneder gamle artikel med en nyhed i Radioavisen af journalist Thomas Sæhl Sørensen. Resten af dagen kører debatten i de øvrige medier på baggrund af Radioavisens vinkel. Radioavisen præsenterede min artikel som et konkret forslag rettet mod bestemte grupper af borgere, nemlig folkepensionister, arbejdsløse og studerende. Journalisten lagde al fokus på stemmeret for tre grupper af borgere, som jeg ikke engang nævner selvstændigt i mit debatoplæg. Samtidig undlader han behændigt den del af mit indlæg, hvori det fastslås, at de grundlæggende menneskerettigheder skal respekteres af alle og gælde for alle.

Bedre bliver det ikke søndag 29. november her i avisen, hvor journalist Erik Holstein skrev en kommentar til sagen. Denne bærer tydeligt præg af at være skrevet på baggrund af Radioavisens fortolkning af min artikel. Således henvises der til, at jeg skulle ønske at tage stemmeretten fra »folkepensionister, arbejdsløse og studerende«, og der refereres således til Radioavisens udlægning. Herefter står det klart for enhver, der har læst mit indlæg, at Erik Holstein ikke har gjort sig den umage.

Samtidig skriver han, at »Det må anses for overflødigt at argumentere for, hvorfor Lotte Noers idéer er i strid med enhver moderne og demokratisk tankegang. For Lotte Noers forslag hører snarere hjemme i et »freak-show« end i en politisk debat«. Hvorfor nu det? Hvor seriøs er man i sin rolle som debattør, når man ikke vil debatten? Når man ikke vil argumentere?

Som jeg nævnte tidligere, har jeg modtaget mange henvendelser fra medborgere, hvoraf langt de fleste har dannet sig deres holdning til sagen ud fra mediernes fremstilling. Dette beviser den gammelkendte tese om, at mediernes magt er stor og indbefatter et betydeligt ansvar.

Jeg hæfter mig imidlertid ved, at en forsvindende lille del af henvendelserne forholder sig til emnet. Når man som kontanthjælpsmodtager er forurettet, vælger man at angribe mig som person. Hvorfor argumenterer man ikke for sin berettigelse til at deltage i demokratiet? En vigtig grundpille i vores demokrati er debatten. I et åbent og demokratisk samfund bør alt kunne debatteres. Ingen emner bør hæves over den demokratiske debat. Nogle ting vil af næsten alle blive betragtet som selvfølgeligheder. Jeg tror, det universelle demokrati er sådan en ting. Vi betragter alle borgeres ret til at stemme som en selvfølgelighed i vores hverdag. Men hvorfor er argumenterne så ikke parate?Hvis man som borger vil sikre sine rettigheder, må man være sig dem bevidst. Det er ikke o.k. bare at være imod, hvis man vil tages seriøst i debatten. Det er svært at tage ukvemsord rettet mod personer seriøst i en teoretisk debat. Der må kræves argumenter.

Derudover må vi stille krav til pressen. Krav om objektivitet og kvalitet. Det har været tankevækkende at se en masse aviser - som generelt betragter sig som seriøse medier - bygge videre på den vinkel, Radioavisens journalist byggede sin historie over. Hvad blev der af originalkilder? Hvorfor bygger de øvrige medier videre på Radioavisens udlægning i stedet for at læse den originale tekst?

At medierne er den fjerde statsmagt er velkendt af mange. Med udgangspunkt i en debatkultur, hvor en del medier og borgere ikke læser originalkilder, markerer dette en meget stor udfordring for demokratiet i fremtiden. Hvis grundlaget for vores demokrati skal være en saglig debat, må vi kræve af hinanden, at man tager debatten seriøst. Kræve at vi alle bruger den nødvendige tid til at sætte os ind i argumenterne for at sikre sagligheden. Sker dette ikke, vil debatten altid kun handle om personerne og ikke om indholdet - det vil være et stort tab for vores demokrati.