Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Villy Søvndal ville blive båret ind i Statsministeriet, hvis førstegangsvælgernes stemmesedler var de eneste, der gjaldt til valget den 15. september. Næsten hver tredje valgdebutant - 29 procent helt præcist - vil stemme på SF, viser en ny meningsmåling, som Gallup har foretaget for Berlingske.
Fraregner man de 23 pct. af førstegangsvælgerne, som ikke ved, hvad de skal stemme, mønstrer Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten et flertal på hele 54 pct. - uden de Radikale vel at mærke, der har opbakning fra syv pct. af de unge. VKO kan sammen med Liberal Alliance kun samle 39 pct. af førstegangsvælgerne.
LÆS OGSÅ: Hele valgdækningen fra Berlingske - analyser og seneste nyt her
»Man siger, at valgvinden blæser ved et givent valg. Denne gang blæser den fra blå til rød, og så gør den det endnu stærkere blandt de yngste,« siger Rune Stubager, lektor ved Institut for Statskundskab og ekspert i meningsmålinger og valgprognoser. Han punkterer myten om, at unge altid har været og altid vil være mere røde end deres forældre.
»Man taler om en generationseffekt. Nogen oplevelser sætter deres præg på en generation og ligger i den tid, de vokser op i. 68erne er et klassisk eksempel. Modreaktionen fik vi i 80erne, hvor Konservativ Ungdom havde det rigtig godt. Så bliver de lidt rødere igen i 90erne, og lige nu er de så altså præget af SFs fremgang.«
Ungdommen vil have nye boller på suppen
Næstformand, folketingskandidat og ung komet i SF Thor Möger Pedersen mener, at ungdomsarbejdsløshed, mangel på praktikpladser og nedskæringer i SUen får de unge til at sætte krydset ud for liste F.
»Det er ungdommen, der står for skud under krisen, og de ved godt, der er brug for nye boller på suppen,« siger han.
Bundskraberen i meningsmålingen er de Konservative, som kun fire pct. af førstegangsvælgerne støtter. Det forstår politisk ordfører Carina Christensen ikke.
»Jeg er sikker på, at der er flere end fire pct. af de unge, der sympatiserer med vores holdninger.«
Hvad baserer du det på?
»Det har jeg bare en fornemmelse af. Men vi har det selvfølgelig svært over for SF, som er rigtigt gode til at dele gaver ud til de unge. At gaverne så er ufinansierede, glemmer de lidt nogen gange.«