De trækker sig på stribe: Flertal for lønfest på Christiansborg er forsvundet

Der er ikke længere opbakning til Vederlagskommissionens forslag om ny løn til de danske politikere.

Folketingssalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

I morges så det ud til, at Folketingets politikere og regeringens ministre kunne se frem til en gedigen lønstigning.

Nu ser det ud til, at de må vinke farvel til den lønstigning - allerede inden den er vedtaget.

Det sker, efter at partier på stribe i løbet af formiddagen har vendt ryggen til det håndslag om at stemme for Vederlagskommissionen, der er sat i verden for at kigge på politikernes løn- og pensionsforhold, som Venstre, de Konservative, Socialdemokraterne, de Radikale og SF gav hinanden, da kommissionen blev nedsat under den tidligere SR-regering.

Politiken kunne i dag på avisens forside fortælle, at folketingsmedlemmer og ministre ifølge »flere kilder i og uden for kommissionen med kendskab til ekspertgruppens anbefalinger« som en del af kommissionens anbefalinger står til at få 15 procent mere i løn - til gengæld for, at der så skæres i pensionen.

»Jeg ser ikke for mig, at der er plads til lønstigninger til hverken folketingsmedlemmer, borgmestre eller ministre. Nu beder man jo om mådehold i den offentlige sektor generelt fra politisk hold. Så må det også gælde os selv,« siger Venstres gruppeformand Søren Gade til Politiken.

Det sker ellers, efter at Venstres finansordfører til samme medie i morges sagde, at han ikke kunne se for sig, at Venstre ville følge SF og trække opbakningen til Vederlagskommissionen tilbage:

»Vi har det synspunkt, som vi hele tiden har haft, at vi støtter det, der kommer fra kommissionen. Det er det, der har været formålet med, at man satte uafhængige til at vurdere det her. Og derfor kan man i sit stille sind undre sig over, at SF pludselig slår op i banen og vil løbe fra den aftale, der er indgået, allerede på et tidspunkt, da tingene endnu ikke er kommet frem officielt,« sagde han.

Ifølge Politiken får folketingspolitikere i dag 660.000 kroner om året. Lønnen for regeringens ministre varierer afhængigt af placeringen i regeringshierarkiet. De får mellem 1,17 millioner kroner og 1,46 millioner kroner om året.

Sass: Mange tak, men nej tak

Også Socialdemokraterne har trukket opbakningen til Vederlagskommissionens anbefaling tilbage.

»Jeg siger mange tak, men nej tak. Vi synes ikke, tiden er inde til at give så store stigninger,« siger Henrik Sass Larsen til tv2.dk og fortsætter:

»Vi er lige kommet ud af en krise, og så præsenterer så store lønstigninger til politikerne. Det ønsker vi ikke.«

Tidligt i morges sagde SF altså som de første nej tak til en lønstigning på 15 procent til politikerne på Christiansborg, sådan som Vederlagskommissionen ifølge Politikens oplysninger ventes at foreslå.

»Det er alt for store lønstigninger i en situation, hvor vi stadig er på kanten af en krise,« sagde Jonas Dahl, SFs gruppeformand, til Ritzau.

Og på Facebook har også de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, også lagt afstand til forslaget om en lønstigning på 15 procent.

»Nu ser det ud til, at kommissionen foreslår en lønstigning på 15 procent til folketingsmedlemmerne. Hvis det er bundlinjen for kommissionens arbejde, og resten er uforandret, så holder det ikke. Den stigning er bare for voldsom,« skriver den konservative formand.

I Politiken kan man i dag læse dele af de anbefalinger Vederlagskommission snarligt præsenterer. Kommissionen har fået...

Posted by Søren Pape Poulsen on Wednesday, January 6, 2016

De Radikale har endnu ikke trukket stikket

Eneste parti fra håndslagsforsamlingen, som endnu ikke har trukket tilsagnet om håndslaget tilbage, er de Radikale.

Partiets næstformand i folketingsgruppen, Sofie Carsten Nielsen, siger til Jyllands-Posten, at de radikale ingen planer har om at trække opbakningen til kommissionen. I hvert fald ikke før, man har haft anledning til at læse hele rapporten.

»Men det gælder selvfølgelig, at vores lønforhold skal kunne forklares – ellers kan de ikke forsvares,« siger Sofie Carsten Nielsen til jp.dk.

Hos Dansk Folkeparti kalder gruppeformand Peter Skaarup Vederlagskommissionens endnu ikke offentliggjorte rapport for et »utroligt dårligt signal« og ideen om lønstigning til politikerne »helt urimeligt«: