De skal undersøge Thornings skattesag

Opdateret: Nu er der sat navne på de personer, der skal undersøge, hvem der lækkede hvad i sagen om Helle Thorning og hendes mands skattesag.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Justitsminister Morten Bødskov (S) har i dag formelt nedsat den undersøgelseskommission, der skal sætte forløbet omkring Helle Thorning-Schmidts (S) såkaldte skattesag under lup.

Helt central for undersøgelsen bliver daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og hans spindoktor Peter Arnfeldt.

Det fremgår af det netop offentliggjorte kommissorium:

- Undersøgelseskommissionen skal navnlig undersøge og redegøre for, i hvilket omfang ministre, særlige rådgivere eller andre embedsmænd har været involveret i behandlingen af skattesagen, herunder om de pågældende måtte have søgt at påvirke afgørelsen af sagen, står der blandt andet.

Undersøgelseskommissionen kommer til at bestå af landsdommer Lars E. Andersen, der er udpeget som formand, advokat Martin Simonsen og professor dr. jur. Niels Fenger. Desuden er advokat Lars Kjeldsen blevet udpeget som udspørger for kommissionen.

Skattesagen, der begyndte at rulle i sommeren 2010, startede ud som en belastning for den daværende bejler til statsministerposten, Helle Thorning-Schmidt, da B.T. skrev, at hendes mand, Stephen Kinnock, ikke betalte skat i Danmark. Men da fortrolige oplysninger fra Skats afgørelse i sagen, havnede i B.T. midt under valgkampen i sensommeren året efter, begyndte stolen langsomt at brænde under daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og hans særlige rådgiver Peter Arnfeldt.

De to blev ekstra belastet, da Ekstra-Bladet i december 2011 beskyldte Peter Arnfeldt for at have forsøgt at lække passager af den fortrolige afgørelse fra Skat i avisen.

Herefter valgte Troels Lund Poulsen at tage orlov fra Folketinget på ubestemt tid. I den forgangne uge meldte han sig klar til igen at indtage sin plads på Christiansborg som Venstres forsvarsordfører, men sagen omkring ham er altså langt fra slut.

Kommissionen har frist om to år. Først da ventes sagen altså at være »fuldt belyst,« som V-formand Lars Løkke Rasmussen formulerede det, da Troels Lund Poulsen tog orlov.