De mørklagte penge

Derfor undersøger vi de enkelte kandidaters valgpenge op til folketingsvalget.

Op til kommunalvalget i 2013 afslørede Berlingske, hvordan Socialdemokraternes borgmesterkandidat i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen, via en hemmelig pengeklub havde modtaget beløb over 20.000 kroner til sin valgkamp, hvilket er en omgåelse af reglerne. Nordjyske socialdemokrater måtte tilbagebetale et ukendt beløb til donorerne.

Folketingsmedlem Kristian Pihl-Lorentzen fra Venstre modtog omtrent 250.000 kr. op til valget i 2011 via en indsamlingsforening. Beløbet blev ikke opgivet til myndighederne. Sagen blev politianmeldt, men afvist pga. forældelse.

Under folketingsvalgkampen i 2007 skænkede Saxo Bank 25.000 kroner til ni udvalgte politikere fra Venstre og de Konservative. Selv om reglerne siger, at beløb over 20.000 kroner skal indberettes til myndighederne, skete det kun i tre tilfælde.

Og borgerlige politikere har de senere år modtaget op mod en kvart million fra tobaksindustrien.

Ovenstående eksempler udstiller, at der i dag løber en lind strøm af penge mellem bidragsydere og politikere. Særligt op til valgkampe. Men disse eksempler var aldrig blevet kendt i offentligheden, havde det ikke været for Berlingskes afsløringer det seneste halvandet år.

Danmark har i flere år fået international kritik for ikke at sikre tilstrækkelig åbenhed om politiske pengestrømme. De danske regler giver langt mindre gennemsigtighed end i lande som Norge, Finland, USA og Storbritannien. Partierne skal groft sagt blot oplyse, hvem der har givet mere end 20.000 kr. Selve beløbet forbliver hemmeligt.

Derfor sætter Berlingske fokus på de skjulte donationer; helt ned på personniveau. Penge bliver en stadig større del af dansk politik, og det trækker op til det dyreste folketingsvalg nogensinde. Vi vil forsøge at afdække, hvem der betaler de enkelte politikeres valgkamp, og forsøge at få svar på, om donorerne forventer noget til gengæld.

Som en del af undersøgelsen har Berlingske bedt de ca. 774 folketingskandidater om at lægge budgettet bag deres valgkamp åbent frem. På den måde kan vælgerne se, om deres eventuelle kandidat vil bidrage til åbenhed, inden krydset skal placeres.

Vi visualiserer godt 200 udvalgte folketingskandidater, så man se, hvem der vil oplyse deres donorer, og hvem der ikke vil. Længere nede på siden kan man også søge mellem alle kandidater.

Vi håber, at I vil nyde projektet. Rigtig god valgkamp.