De Konservatives Rasmus Jarlov er sygemeldt i en periode, og i stedet træder Merete Scheelsbeck ind i Folketinget.
Det skriver hun selv på det sociale medie LinkedIn. De Konservative bekræfter sygemeldingen uden at oplyse den konkrete årsag. Rasmus Jarlov har ikke selv berettet om sygemeldingen på sine sociale medier.
Partiet kan dog fortælle, at sygemeldingen vil vare en måneds tid.
Det er fjerde gang, at Merete Scheelsbeck, som arbejder som konsulent i Dansk Industri, i en periode er stedfortræder for Jarlov i Folketinget. Første gang var i 2017, hvor Jarlov tog orlov i en periode for at passe sin virksomhed.
- Rigtig god bedring til Rasmus. Jeg håber, at han vender stærkt tilbage inden længe, skriver hun på LinkedIn.
Jarlov er tidligere erhvervsminister og er for nuværende blandt andet De Konservatives finansordfører og forsvarsordfører. Han er desuden formand for Forsvarsudvalget.
Hans ordførerskaber skal altså nu i en periode varetages af Merete Scheelsbeck.
- Spændende om det bliver vikaren fra helvede eller himlen, der er indkaldt, skriver hun.
/ritzau/