De Konservative vil fremrykke skatteforhandlinger

Regeringen burde fremrykke skatteforhandlingerne og ikke udskyde dem, sådan lyder det fra De Konservative.

København: Mandag meldte finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), at regeringen ikke kan garantere forhandlinger om skattereformen til foråret, som det ellers var lovet. Forhandlingerne må vente, til der er styr på asyludgifterne.

Men ifølge De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, er det en helt forkert måde at angribe problemet på. Han foreslår modsat at fremrykke skatteforhandlingerne.

- Vi burde i stedet fremrykke skattereformen. Vi bør netop lave en skattereform, der kan skabe øget vækst og et rigere samfund, så vi har råd til de ting, vi skal have råd til. Det andet er bare skruen uden ende, siger Søren Pape Poulsen til Ritzau.

Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, reagerede ved at true regeringen på livet, hvis regeringen ikke lever op til regeringsgrundlaget, hvor der står, at der skal være skatteforhandlinger i foråret.

Så langt vil De Konservative dog ikke gå. Men Søren Pape Poulsen understreger, at partiet kan gøre det rigtig svært for regeringen, des længere tid man må vente på forhandlingerne.

- Vi kan gøre det rigtig svært for regeringen. Og jo længere regeringen venter, jo mere stiger prisen. Så må vi gå ud fra, at de kommer med noget særligt godt og gerne vil have lov til at samle noget ekstra godt sammen.

/ritzau/