De Konservative frem med syv mandater

Efter det konservative formandsskifte er der markant fremgang til partiet.

Foto: Rune Evensen / Scanpix

Det har tilsyneladende gjort indtryk på vælgerne, at Lene Espersen har overtaget jobbet som politisk leder for Det Konservative Folkeparti efter Bendt Bendtsen.

En ny meningsmåling foretaget af Megafon for TV2, viser stor fremgang for partiet.

Ved Megafons forrige måling d. 28. august stod De Konservative til 9,9 procent af stemmerne. Her efter lederskiftet er det tal steget til 14 procent.

Hvis der var valg i dag ville De Konservative dermed få syv mandater mere i Folketinget og lande på 25. Det er stadigvæk langt mindre end regeringspartneren Venstres 41 mandater i målingen.

Espersen gør det
Den nye meningsmåling viser, at 35 procent af den konservative fremgang alene skyldes vælgere, der "godt kan lide" Lene Espersen som person.

Fremgangen for Lene Espersen og hendes parti sker primært på bekostning af det Radikale Venstre, der går tilbage med 2,1 pct. siden sidste måling. Socialdemokraterne går samtidigt tilbage med 1,4 procentpoint og Venstre taber 1,4 procentpoint.

Ved sidste måling havde det den røde blok overhalet den borgerlige med 90 mandater mod regeringen og Dansk Folkepartis 85 mandater. Nu er regeringen og Dansk Folkeparti igen i front med 92 mandater i forhold til oppositions 83.

Socialdemokratiet er med 23,7 procent af stemmerne det største parti i målingen. Venstre ligger lige efter, mens Liberal Alliance må nøjes med 0,6 procent af de 1.165 adspurgte vælgere.