De er vrede og færdige med at gå den ordentlige vej – og de flytter sig ikke, før universitetet bøjer sig 

Når regeringen ikke vil, må universitetet tage ansvaret på sig, lyder det fra kandidatstuderende Olivia Zart i Berlingskes nyhedspodcast »Pilestræde«.

Ved Københavns Universitet har en gruppe studerende etableret »Rafah Garden«. Berlingskes nyhedspodcast »Pilestræde« har talt med en af de studerende, Olivia Zart, om protesten. Her på billedet ses en anden studerende, der i sidste uge læste op til eksamen i »Rafah Garden«. Liv Latricia Habel

De er »super vrede«.

Vrede på deres universitet, regeringen og verdenssamfundet.

Og derfor har en gruppe studerende under navnet »Studerende mod Besættelsen« valgt at etablere en teltlejr midt i en af Københavns Universitets gårdhaver.

»Rafah Garden« kalder de deres lille lejr.

26-årige Olivia Zart, der læser sociologi, er blandt de studerende, der bor i teltlejren, og hun er ikke i tvivl om, at de studerende lige nu sender et stærkt signal til deres universitet.

Det fortæller hun i Berlingskes nyhedspodcast »Pilestræde«.

Sammen har de studerende i teltlejren formuleret seks ufravigelige krav til universitetet, der blandt andet tæller, at universitetet skal italesætte Israels operation i Gaza som et »folkedrab«.

Men er det et universitets opgave at afgive den dom? Det mener Olivia Zart. 

Universitetet skal derudover også give afkald på investeringer i virksomheder, som opererer i områder med israelske bosættelser.

Universitetet har allerede blankt afvist de studerendes krav, så nu er spørgsmålet, hvem der blinker først. Og spørger man Olivia Zart, bliver det ikke de studerende.

De har nemlig ikke tænkt sig at hive teltpælene op, før universitetet bøjer sig for deres krav.

Hun håber ikke, at det vil tage lang tid, men det kan jo være, at »det bliver nødvendigt«.

Sådan er de studerendes »udgangspunkt« i hvert fald »lige nu«, lyder det.

Eskaleret situation

»Studerende mod Besættelsen« blev etableret tilbage i 2019, og Olivia Zart har været aktiv i bevægelsen siden 2021.

Hun siger, at Københavns Universitet gennem årene har ladet, som om man lyttede til de studerende, men i virkeligheden har det slet ikke været tilfældet. 

Derfor følte de studerende sig nødsaget til at eskalere situationen, og derfor etablerede de teltlejren i sidste uge.

I starten af sidste uge stod der lige omkring 30 telte i »Rafah Garden«, og ifølge Berlingskes udsendte lignede lejren mere noget, man kan finde på Roskilde Festival end en egentlig protestbevægelse.

Ifølge Olivia Zart er inspirationen til teltlejren hentet fra USA, hvor man gennem de seneste uger har set flere lignende aktioner på amerikanske universiteter.

De studerende på Københavns Universitet er nemlig færdige med at gå den »ordentlige vej« gennem dialog.

»Vi synes, at vi har skruet bissen på,« siger Olivia Zart.

Skal anerkende folkedrab

Øverst på listen over de studerendes seks krav findes kravet om, at Københavns Universitet »anerkender og fordømmer det igangværende folkedrab og opfordrer til en øjeblikkelig våbenhvile og ophævelsen af belejringen af Gaza«.

Universitetet har allerede afvist, at det er deres ansvar, men blandt de studerende i teltlejren er holdningen en noget anden, selvom der endnu ikke foreligger en juridisk afgørelse om Israels aktioner i Gaza.

Er det et universitets rolle at afgive den dom?

»Det synes jeg, det er,« lyder det blandt andet fra Olivia Zart.

Gennem interviewet kommer det frem, at Olivia Zart og de andre studerende også vil have Københavns Universitet på banen, fordi de mener, at SVM-regeringen har svigtet.

»Problemet lige nu er, at vi har en regering, der ikke kan tage ordentligt ansvar. Da regeringen tog ansvar i forhold til Ruslands invasion af Ukraine, var det nemt nok for universiteterne at lægge sig op ad den linje.« 

Adspurgt, om man så ikke i stedet burde slå et telt op foran Christiansborg, svarer Olivia Zart, at jo, det kunne de studerende også godt finde på, men lige nu er deres fokus rettet mod deres eget universitet.

»Det er en vidensinstitution, og de har alle ressourcer til rådighed. Hvis vores regering ikke kan finde ud af at gøre det, så må universitetet tage det ansvar på sig. Det er en rolle, som de godt kan lide at sige, at de har.«

Du kan lytte til hele afsnittet her: