Det tog 33 timers overarbejde.

Men så kom aftalen også i hus på dette års FN-klimatopmøde, COP29. Her blev man blandt andet enige om at hjælpe det globale syd med 300 milliarder dollar i årlig klimahjælp.

Men netop klimahjælpen til verdens fattige lande rummer et paradoks.

Lande som Kina – verdens næststørste økonomi og med længder verdens største CO₂-udleder – er nemlig ikke forpligtet til at bidrage til klimahjælpen.

Og det er der en helt særlig grund til, som kan spores tilbage til 1992 og Kyoto-aftalen.

Dengang blev man enige om at inddele verdens lande i u- og ilande, og den inddeling hænger ved i dag, selvom flere af de lande, der dengang var ulande, i dag har en økonomi, som svarer til mange ilande.

For eksempel Kina.

Og det høster kritik fra Danmarks klimaminister, Lars Aagaard (M), der efter de langstrakte forhandlinger i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, igen er landet på dansk jord.

»Vi er i Danmark og EU kritiske over for den her måde at opdele verden på. Fordi det reflekterer ikke de muskler økonomisk og teknologisk, som de pågældende lande har,« siger han over en telefonforbindelse.

Derfor gik han til forhandlingerne med et håb om at få »åbnet en dør« for en samtale om, at de pågældende lande også skulle bidrage.

Pilen peger (også) på os selv

Sådan gik det imidlertid ikke.

Baku-aftalen indeholder dog en opfordring til alle lande – også udviklingslande – om at yde klimahjælp, hvilket ifølge klimaministeren var »så langt vi kunne nå denne her gang«.

»Vi regnede ikke på noget tidspunkt med, at vi kunne få opdateret eller helt fjernet den liste (over i- og ulande, red.),« siger Lars Aagaard.

Og hvis man spørger Asger Garnak, der er finansieringsansvarlig for den grønne tænketank CONCITO, er det formentlig også skønne spildte kræfter, hvis man forsøger at tage et formelt opgør med inddelingen af verdens lande.

»Det tror jeg, man accepterede allerede, da man indgik Paris-aftalen i 2015,« lyder det fra Asger Garnak.

Han pointerer, at alle lande med Paris-aftalen skal gøre en reduktionsindsats, og at lande som Kina allerede bidrager frivilligt med finansiering. Omend det indtil videre ikke er store bidrag sammenlignet med, hvad der er nødvendigt, sker der dog noget.

Og så forsøger man at udvikle de reelle krav og forventninger til landene.

»Så selvfølgelig skal de velstående og store udledere i ulandskredsen presses til at bidrage. Men det forudsætter også, at vi selv leverer – og ilandene var jo forsinkede med at levere de aftalte 100 milliarder dollar i klimafinansiering til det globale syd,« lyder det.

En pessimistisk minister

Det er ikke kun Kina, der formentlig ville skifte kategori, hvis man skulle opdatere listen over i- og ulande.

Også Sydkorea, Singapore og lande, der er kendt for deres store olieproduktion – for eksempel Saudi-Arabien – er lande, hvis økonomiske velstand er vokset betragteligt siden 1990erne, men som stadig kategoriseres som ulande.

Og klimaminister Lars Aagaard er ikke optimistisk i forhold til at få dem til at bidrage på lige fod med andre lande på deres velstandsniveau.

»Nej, det bliver en kamp,« lyder det kontante svar, da Berlingske spørger.

Han grunder videre i telefonen:

»Når vi snakker om klimapolitik i vores land, så tænker vi, at det handler om at redde klimaet. For mange andre lande handler det om penge. Derfor skal man ikke være naiv. Det meste af det, man snakker om på klimatopmødet, det er, at der er nogle, der synes, at andre skal betale. Og desværre snakker vi alt for lidt om, hvordan vi får accelereret udfasningen af fossil energi.«