De dyrebare dagpenge

Mandagens anbefalinger fra Dagpengekommissionen er den foreløbige kulmination på historien om et åbent sår i dansk politik og fortællingen om en periode i historien, hvor »det er synd for dig« blev til »du kan godt«.

Meget tyder på, at statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) reform fra 2010, som blandt andet indebar en halvering af dagpengeperioden, i løbet af efteråret kan komme til at stå mere klippefast end nogensinde før med opbakning fra Socialdemokraterne – og måske endda også fagbevægelsen. Fold sammen
Læs mere

Et åbent sår kræver nogle gange mere end ét plaster. Således også i dansk politik.

Når det handler om et af de mest betændte emner gennem de seneste fem år, dagpengereformen, kan man tælle blandt andet en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden, akutpakker, en særlig indsats for ledige på kanten af dagpengeperioden, en midlertidig arbejdsmarkedsydelse, akut­job­ordning samt en særlig kontantydelse.

Alt sammen til en værdi af 3,3 milliarder kroner har en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet vist. Og alt sammen bare plaster på et åbent sår.

Med dagens længe ventede anbefalinger til et nyt dagpengesystem fra dagpengekommissionen er det derfor håbet en gang for alle at finde tegningen til fremtidens forsikringssystem for danskere, der bliver arbejdsløse og er medlem af en a-kasse.

Politikerne på tværs af Folketinget har nemlig kæmpet en indædt kamp om dagpenge både mod hinanden og dele af omverdenen, lige siden Lars Løkke Rasmussen (V) i maj 2010 i sin første periode som statsminister fremlagde en »på alle måder historisk« aftale, der blandt andet halverede perioden, hvor man som arbejdsløs kan få dagpenge, fra fire til to år. Samtidig blev kravet for at genoptjene retten til dagpenge hævet fra et halvt til et helt års arbejde.

På dagpenge hele livet

De ændrede dagpengeregler var en del af »genopretningspakken«, der skulle få dansk økonomi tilbage på sporet, efter at en rapport fra EU-Kommissionen havde påpeget, at underskuddet på de offentlige finanser balancerede på kanten af EUs såkaldte konvergenskrav. Noget alvorligt måtte gøres, forstod man.

Alvoren taget i betragtning, lød det, måtte man leve med, at 2.000-4.000 danskere ifølge regeringens beregninger ville miste deres dagpenge hvert år som følge af de ændrede regler. Men beregningerne syntes imidlertid ikke at kunne favne alvoren, og siden er i alt 60.000 personer røget ud af dagpengesystemet.

Når Lars Løkke Rasmussen talte om en historisk aftale, kan der være meget om snakken taget i betragtning, at man tilbage i slutningen af 1970erne, 1980erne og begyndelsen af 1990erne kunne være på dagpenge i op til ni år. Ja, faktisk kunne man i praksis være på dagpenge hele livet, fortæller Niels Ploug, som i mange år har forsket i forsørgelsessystemer, arbejdsmarkedsforhold og velfærd. I dag er han direktør hos Danmarks Statistik.

»Man havde særordninger for de unge op til 42 år, for det var synd for de unge. Man havde også særordninger for de ældre over 50, for dem var det også synd for. Så man kunne kun falde ud, hvis man blev arbejdsløs og var mellem 42 og 50 år, men så blev man tilbudt et job, som gjorde at man genvandt sin ret til dagpenge,« siger Niels Ploug.

Det blev en dyr ordning for dansk økonomi i takt med oliekriser og stærkt stigende arbejdsløshed, fortæller økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet.

»En høj dækningsgrad som i Danmark vil ofte sætte en grænse for hvor længe, man kan være på dagpenge, men med omkring 300.000 arbejdsløse i begyndelsen af 1990erne blev den danske ordning dengang meget, meget dyr, og var med til at give et underskud af næsten græske dimensioner, som vi ikke kan tillade os i dag,« siger han.

Op gennem 1990erne blev systemet gradvist lavet om primært gennem en dagpengeperiode, der blev skåret ned til syv, til fem og til fire år, hvilket undervejs gav den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) tilnavnet »sorte Nyrup«. Næsten to årtier senere endte dagpengespørgsmålet med at martre Nyrups partifælle, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, endnu mere, efter at hun i forbindelse med regeringsdannelsen sammen med de Radikale og SF fastholdte dagpengereformen, selv om hverken S eller SF oprindeligt havde stemt for reformaftalen.

Uenighed om genoptjening

Man skal dog huske på, påpeger eksperterne, at dagpengeperioden var på 2,5 år, da man i slutningen af 1960erne oprindeligt indførte en arbejdsløshedsforsikringsordning.

»Den oprindelige grænse lå tæt på den, vi kender i dag. Undervejs har der været en læring i systemet i retning af, at det ikke er særligt hensigtsmæssigt at give folk en passiv ydelse i lang tid. Det er ikke lykken for nogen at være på passiv forsørgelse i ni år. På den måde er vi gået fra at fortælle folk, at det er synd for dem til at fortælle dem, at de kan godt bidrage,« siger Niels Ploug.

Trods enighed om at alle skal bidrage det bedste, de kan, ventes det ikke, at kommissionens formand, Nina Smith, kommer med en entydig anbefaling. Mens der er enighed om blandt andet en ny model for genoptjening, menes der at herske splid i kommissionen om finansieringen af i omegnen af 1,2 mia. kr. Det er angiveligt særligt de såkaldte karensdage – dage hvor personer på dagpenge mister ydelsen – der splitter lønmodtagernes og arbejdsgivernes repræsentanter.

Det bliver altså i sidste ende op til politikerne at finde finansieringen og en måde at lukke et åbent sår.

Eller som Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn, har udtrykt det:

»Hvis kommissionen er enig om nogle modeller, men ikke om finansieringen, så må vi politikere påtage os det ansvar.«

LÆS MERE