De blå partier har delt sig i to – en diskussion mellem to partiledere i et radioprogram blotlægger hvorfor

Hvad skal de borgerlige partier stille op med Mette Frederiksens planer om en regering hen over midten? Partierne har valgt to vidt forskellige tilgange, og det åbenbarede sig for nylig, da LA-leder Alex Vanopslagh og Danmarksdemokraternes Inger Støjberg tørnede sammen i et direkte radioprogram. Én ting står nu klart: De blå strategier kan føre til en overraskende regeringskonstellation.

Hvis Krak gennem tiden havde udgivet kort over dansk politik, ville vejviserens brugere ofte have stået tilbage med blot to anviste rejsedestinationer:

Et venstresving ville sende køretøjet og dens passagerer i retning mod rød blok, mens en højredrejning ville bringe dem til blå blok.