Dartspiller nægtede at spille mod transkvinde og har trukket sig fra dansk turnering
Britisk dartspiller har trukket sig fra dansk turnering. Hun begrunder sit exit med, at hun ikke vil spille mod transkvinde.

Britisk dartspiller har trukket sig fra dansk turnering. Hun begrunder sit exit med, at hun ikke vil spille mod transkvinde.

Den britiske dartspiller Deta Hedman nægtede lørdag at spille mod Noa-Lynn van Leuven, som er transkvinde – altså en biologisk mand, som identificerer sig som en kvinde.
Det skete i forbindelse med turneringen Danish Open, som løb af stablen i Esbjerg i weekenden.
Hedman trak sig fra turneringen efter en samtale med arrangørerne.
»Jeg har sagt, at jeg ikke vil spille mod en mand ved en kvindebegivenhed,« skriver Deta Hedman på det sociale medie X.
Deta Hedman har i længere tid protesteret mod biologiske mænd deltagelse i kvindesport, fremgår det af hendes profil på det sociale medie X. Her skriver hun blandt andet, at »folk kan være, hvem de har lyst til i livet, men jeg synes ikke, at biologiske mænd skal konkurrere i kvindesport.«
Den 64-årige dartspiller står ikke alene med sin protest. Den 27-årige transkvinde Noa-Lynn van Leuven blev tidligere i år godkendt til at stille op for det hollandske kvindelandshold. Det fik to af landssholdets vetaranprofiler til at meddele, at de ikke længere vil stille op for nationen. Van Leuven sagde i den forbindelse følgende:
»Det er deres valg, ikke mit. Det eneste triste ved det hele er, at mange personer glemmer, at jeg også er et menneske«.
Dansk Dart Union med formand Henrik Vestbo i spidsen bakker ifølge DR op om det internationale regelsæt om transkønnede kvinder i dartsporten. Han fortæller ifølge mediet, at Deta Hedman opførte sig respektfuldt, men at andre gik over stregen.
»Jeg kunne ikke høre, hvad der blev sagt, men der blev buhet og råbt skældsord efter hende. Det er trist,« siger Henrik Vestbo ifølge DR.
Uenighederne om transkønnede får ikke spilleglæden frem hos Deta Hedman. Hun har skrevet, at hun altid har sagt, at hun ville stoppe med at spille, når glæden ikke længere var tilstede. Og dette tidspunkt mener hun nærmer på grund af de nuværende problemer, skriver hun.