Danskerne ønsker færre militære aktioner i fremtiden

For første gang i årevis er danskerne begyndt at stille spørgsmål ved dansk krigsdeltagelse. Krig er ikke kun et spørgsmål om hvordan, men også om hvorfor.

Danskerne mener, at Danmark skal være klar til at gribe til våben, men udtrykker samtidig, at vi skal engagere os mindre i fremtiden brændpunkter, end tilfældet har været de  seneste ti år.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Chokerende billeder af gassede, syriske børn har bragt vestlige lande til kanten af et militært angreb på det syriske regime og dets militære installationer. I Danmark skiftede regeringen i løbet af et døgn holdning og er nu parat til at overveje deltagelse sammen med de vigtigste allierede, USA og Storbritannien, om nødvendigt uden FN-mandat.

Natten til fredag sagde det britiske underhus nej til at følge USA i en afstraffelse af Syriens brug af giftgas mod befolkningen. Og for første gang i årevis har danske vælgere ikke med det samme sagt ubetinget ja til at følge danske politikere i en militær operation. Denne gang er der – uanset de menneskelige lidelser – forbehold. Tidligere på ugen viste en gallupundersøgelse i Berlingske, at befolkningen er delt nogenlunde fifty-fifty for og imod at yde bistand til militær indgriben i Syrien. Men uden FN-mandat bag en militær indgriben stiger nejsigernes andel markant til 65 procent.

Nu viser en ny undersøgelse, gennemført af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet blandt personer i centraladministrationen, forskere, meningsdannere og andre med særlig viden og erfaring om udenrigspolitiske forbehold, at »eliten« også har et betydeligt forbehold. 61 procent af de ca. 140 indkomne besvarelser svarer ja til at deltage, hvis der er et FN-mandat, altså en klart større andel end blandt alle vælgere. Uden FN-mandat siger 59 procent af de særligt kyndige nej til dansk deltagelse.

FN-mandat har stor betydning

 Lederen af Center for Militære Studier, professor Mikkel Vedby Rasmussen, tolker resultatet som udtryk for, at de udenrigspolitisk kyndige er meget bevidst om den politiske betydning af et FN-mandat, ligesom spørgsmålet om mandat eller ej spiller ind i diskussionen om Danmarks fremtidige sikkerhedspoliti.

»En krig uden FN opfattes som noget gammeldags og minder om Irak-krigen. Man vil gerne se fremtiden, som Nick Hækkerup (tidligere forsvarsminister, red.) beskrev den, som noget, hvor militære operationer er styret af regler, og hvor vi handler sammen med andre i det internationale samfund.«Er den store vægt på et FN-mandat udtryk for ændringer i danskernes støtte til militære indgreb?

»Jeg tror, at aktivismen er blevet en grundlæggende del af danske udenrigspolitik. Men jeg tror, der er opbrud i, hvad aktivisme betyder. Både de to forrige og den nuværende regering vil gerne være aktivistiske, men efterhånden handler aktivisme ikke så meget om at bevise gennem militære operationer, at vi er et ansvarligt vestligt land. Når man nu fokuserer mere på et FN-mandat, så er det måske udtryk for, at vi har bevist, også over for os selv, at vi er med hvor det gælder. Nu er det ikke kun et spørgsmål om, hvordan vi er med, men også, hvorfor vi er med. Nu tillader vi os at spørge, om denne her mission nu også er en god idé,« siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Han tror, at sommerens debat om Afghanistan, som den radikale Zenia Stampe udløste, da hun kaldte danske soldaters deltagelse i den blodige konflikt for »en fejl«, har brudt en barriere i debatten.

»Man må ikke undervurdere, at denne diskussion om Syrien kommer efter en ualmindelig ophedet debat om mål og midler i Afghanistan. Der er ikke belæg for det i galluptallene, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om debatten om Afghanistan har haft en indflydelse på debatten om Syrien. Tager vi Venstres tilgang til Syrien, så er den meget anderledes end til Afghanistan, fordi Venstre nu åbner for en diskussion om, hvad der virker og ikke virker, og ikke bare et ja eller nej til at gå i krig.«

Gallup-tallene, som Mikkel Vedby Rasmussen referer til, er en ikke tidligere offentliggjort del af den nyeste temperaturmåling af befolkningens vilje til krig. Ifølge en undersøgelse, som Gallup har udført for Berlingske, er 69 procent enige eller overvejende enige i, at Danmark fortsat skal engagere sig aktivt i at løse konflikter rundt om i verden med militære midler. Men samtidig mener et markant flertal på 56 procent, at antallet af operationer skal være færre end i de sidste ti år – blot tre procent af danskene ønsker flere militære operationer.

Lektor Jens Ringsmose fra Center for War Studies på Syddansk Universitet tolker tallene som en fortsat stærk dansk opbakning til den aktivistiske udenrigspolitik.

»Det virker som om et anseeligt antal danskere grundlæggende er indstillet på at bruge militære midler, og det afspejler en holdningsændring i danskernes selvopfattelse gennem de sidste 15-20 år,« siger han.

Jens Ringsmose medgiver, at holdningen til dansk deltagelse i et angreb på Syrien adskiller sig markant fra opbakningen til danske flys deltagelse i krigen mod Gaddafis styrker i Libyen, men da det gjaldt Libyen, stod samtlige partier indledningsvist bag beslutningen.

»Borgerne orienterer sig efter, hvad politikerne mener, og når det gælder Syrien, bakker hverken Enhedslisten eller Dansk Folkeparti op, mens Radikale Venstre mildest talt er forbeholdne. Der er ikke noget FN-mandat, og det betyder meget for befolkningens opfattelse af legitimiteten. For det tredje er der gået meget kort tid siden befolkningen blev bekendt med, at regeringen nu bakker op om et angreb,« siger Jens Ringsmose.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, er en af de borgerlige politikere, der ikke nøjes med at spørge om, hvordan Danmark kan deltage i en mission, men også spørger om, hvorfor Danmark skal være med. Da Folketingets udenrigspolitiske nævn forleden holdt et marathonmøde på fire-fem timer, gik hovedparten af tiden med at spørge om netop målet med et angreb. Skal præsident Bashar al-Assad fjernes? Skal krigen standses? Eller er målet blot en hævnaktion?

Præcise det svar udeblev, og netop fraværet af et formål er en vigtig begrundelse for, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte dansk deltagelse. Efterfølgende har det britiske nej cementeret sagen.

»Det er helt utænkeligt at deltage i noget, hvor Storbritannien ikke er med. De er vores nærmeste allierede, og vi er dybt integrerede militært. Uden Storbritannien går det ikke. Jeg forstår ikke, at regeringen ikke siger det, som det er, med det samme,« siger Søren Espersen.

Udenrigspolitisk Nævns store flertal endte alligevel med at tilslutte sig dansk deltagelse på det foreliggende grundlag.

Dansk Folkeparti er blandt det tilsyneladende mindretal i Danmark, der ikke tillægger et ja fra FN nogen større betydning for beslutningen om at deltage eller ej.

»FN er ikke afgørende for os. Det kan være helt i orden uden FN. Men med tanke på Irak-krigen (hvor den USA-ledede koalition ikke ville afvente FN-våbeninspektørernes rapport om masseødelæggelsesvåben, red.) er det en god idé at lade våbeninspektørerne komme med deres rapport, og så går der nogen tid, måske 14 dage, før den foreligger.« Hvad kan være forklaringen på at vælgerne tillægger et ja fra FN stor betydning, velvidende at det er regimet i Kina og Putin i Moskva, der blokerer?

»Før Irak-krigen tudede hele den røde side folks ører fulde af snak om, at man ikke skulle være med uden FN.«

Pind: Regeringen har messet FN-sporet

 Også Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, tillægger regeringen en væsentlig del af ansvaret for, at befolkningen tillægger FN stor betydning. Er det Irak-krigens manglende FN-mandat, der kaster lange skygger?

»Det er uden tvivl en kombination. Regeringen har i mere end to år messet om FN-sporet, selv om man må have vidst, at det var blindt. Det er enten inkriminerende dumt eller bare inkriminerende usandt. Det andet er, at man har dæmoniseret Irak-krigen. Det er uforstilleligt, at den humanitære situation i Syrien kan blive værre. Når røgen letter lidt, må vi tage en nøgtern vurdering af den aktivistiske kontra den passive udenrigspolitiske og konkluderer, at passivitet kan koste mindst lige så mange menneskelig og skabe en endnu værre situation end at forholde sig aktivt til, hvordan verden skal se ud. FN har selv slået fast at den humanitære situation i Syrien er værre end man har set i årtier andre steder. Værre end Balkan og Irak og hvad jeg har set i min levetid,« siger Søren Pind. »Jeg tror på, at politik og ord betyder noget. Derfor må en stor del af ansvaret for det her påhvile regeringen, og når man ovenikøbet skifter holdning over en nat, bliver det besværligt.« Venstre har bedt statsminister Helle Thorning-Schmidt møde i Udenrigspolitisk Nævn for at fastslå, hvad dens linje er.

Det britiske nej får ikke Søren Pind til at udelukke dansk deltagelse. Deres beslutning er drevet af indenrigspolitik og af det forhold, at de britiske socialdemokrater sidder i opposition med »en facon, som vi kender over hele Europa,« mener han. »Keep calm and carry on. Vive la France,« siger Søren Pind med henvisning til, at Frankring i modsætning til Storbritannien ikke har udelukket militær deltagelse. »Det britiske nej bringer Danmark i den interessante situation, at vi nu er USAs med trofaste allierede på det europæiske kontinent,« tilføjer han. Søren Pind mener, at »tiden er forpasset, hvor Storbritannien var altafgørende i alting.«

Svarene på spørgsmålene om danskerne stadig er kampivrige, eller om de krigstrætte eller blot stiller flere betingelser for at gå i krig, er ikke klare. Men i hvert fald Jens Ringsmose er overbevist om, at danskerne er stadig er klar. »Hvis der er et FN-mandat, et bredt flertal og udsigt til succes, så er det svært at komme i tanke om en konflikt, hvor danskerne ikke vil være med,« siger han.