Danskerne er inviteret til maddebat

Fødevareministerens »Måltidstænketank« skal bruge inputs til, hvordan madkulturen får et løft og kan samle folk ved middagsbordet. Derfor inviteres danskerne nu til folkehøringer.

Der skal snakkes om sunde madvaner og friske råvarer, og om hvordan vi bliver bedre til at spise sammen, når danskerne inviteres til folkehøring om madkultur.

Det sker som led i fødevareminister Dan Jørgensens (S) ambition om at løfte danskernes madkultur, så der serveres andet og mere end spaghetti og kødsovs på middagsbordene.

Dan Jørgensen nedsatte i september sidste år »Måltidstænketanken«, som fik til opgave at komme med idéer til en rigere madkultur, og nu er turen kommet til at tænketanken tager danskerne med på råd.

»Jeg ser frem til en god og livlig debat om, hvordan vi kan styrke vores mad- og måltidskultur. Og jeg er helt sikker på, at vi vil stifte bekendtskab med en række gode eksempler på, hvordan folk derude i landet griber det an - køber ind sammen eller laver mad sammen,« siger Dan Jørgensen og understreger, at det er vigtigt, at helt almindelige danskere kommer med deres input til, hvordan vi får en ny og bedre madkultur.

Folkehøringerne løber af stablen fem forskellige steder i Danmark i slutningen af januar og februar. Her åbner lokale kræfter i Roskilde, Odense, Ringkøbing-Skjern, Sønderborg og Vendsyssel dørene op til en aften med oplæg og dialog om madkulturen.

»Jeg håber, vi kan nå frem til en måltids- og madkultur, hvor vi dyrker det, vi er gode til i Danmark, hvor vi spiser mere sammen, mere kvalitetsorienteret og sundere,« fastslår fødevareministeren.

»Måltidstænketanken« består af 25 eksperter, herunder kokke og meningsdannere, som blandt andet har fået til opgave at foreslå en række måltidsråd, som kan supplere de eksisterende kostråd.

Tænketankens endelige idékatalog vil blive offentliggjort i løbet af foråret 2015.