Danske toppolitikere har revset Trump igen og igen: »Hvis han bliver præsident, vil det være en katastrofe«

Flere danske toppolitikere er citeret for negative holdninger til den republikanske præsidentkandidat Donald Trump. Berlingskes Politiko har samlet til bunke.

Foto: © Lucas Jackson / Reuters

»Dumsmart og populistisk.«

»Vulgær.«

»Kugleskør.«

»Fuldkommen uforudsigelig.«

Hvis den republikanske præsidentkandidat Donald Trump vinder det amerikanske valg, får USA en leder, som en række danske toppolitikere har ytret sig særdeles negativt om i perioden op til valget.

Både i rød og blå blok har fremtrædende danske politikere sat ord på Trumps person, som man ikke ofte ser i forbindelse med en kandidat til den øverste post hos en af Danmarks tætteste allierede.

Berlingske Politiko giver dig her et overblik over en række af de citater om Trump, som danske politikere har ytret i tiden med Trump som central figur i den amerikanske valgkamp.

Søren Espersen, næstformand i Dansk Folkeparti, til TV 2:
8. december 2015

»Jeg synes, han er kugleskør. Der er ikke så meget andet at sige til det.«

»Det, som egentlig startede som en joke, som vi alle sammen grinede af - det gør man ikke mere. Efter min mening kan han ikke blive præsident i USA. Jeg tror heller ikke, at han vinder republikanernes nominering. Men han er kommet meget, meget langt, og det er foruroligende. Han er kun kommet langt af en eneste grund, og det er at han har masser af penge. Jeg synes det er et kedeligt system, når sådan noget kan lade sig gøre.«

Søren Espersens citat er en reaktion på en udmelding fra Trump, som har foreslået, at ingen muslimer skal have lov til at rejse ind i USA.

Søren Pind, justitsminister, på Twitter:
1. februar 2016

Reaktionen fra Pind kommer, efter daværende Deadline-vært Martin Krasnik på Twitter har skrevet, at han gennem hele dagen har ledt efter gæster, der vil forsvare Donald Trump.

Journalist og forfatter Susanne Hegelund foreslår Søren Pind som mulighed, men det afviser justitsministeren prompte.

»Glem det. Trump er vulgær, Reagan altid stylish!«

Flere danske politikere til Ritzau:
9. februar 2016

Holger K. Nielsen (SF), tidligere udenrigsminister:

»Hvis han bliver præsident, vil det være en katastrofe. Han er utilregnelig. Han er populist, og han råber til højre og venstre.«

»Udenrigspolitisk er han en beundrer af Vladimir Putin (Ruslands præsident, red.), og det vil være forfærdeligt for den internationale politik, hvis én som Trump får mulighed for at trykke på atombombe-knappen.«

Martin Lidegaard (R), tidligere udenrigsminister:

»I vores verden lige nu er der brug for besindige mennesker, der også har et internationalt udsyn. Trump lader ikke til at være en mand, der vil bygge broer. Han er nærmere en mand, der skaber kløfter.«

Michael Aastrup, Venstres udenrigsordfører:

»Det vil være decideret skræmmende, hvis Republikanerne nominerer Trump til deres præsidentkandidat. Hans udenrigspolitik flagrer fra det ene mærkelige forslag til det andet uden rod i noget, der ligner virkelighed.«

Nikolaj Villumsen, Enhedslistens udenrigsordfører:

»Den politik, han står for, kan føre til flere forfejlede krige og dermed mere ustabilitet og kaos.«

Inden primærvalget i staten New Hampshire står det fast, at Trump-opbakningen fra Christiansborg er til at overse, da Ritzau beder flere danske politikere forholde sig til den omstridte kandidat.

Kristian Jensen, udenrigsminister, til DR Nyheder:
2. marts 2016

»Vi kender Hillary. Vi har kendt hende som udenrigsminister og politiker gennem mange år. Vi ved, hvad hun stod for, da hun sammen med sin mand var i Det Hvide Hus. Med Trump er det virkelig som at trække et lod i tombolaen - og vi trækker et lod hver morgen. Det bliver en fantastisk rutchebanetur, hvis Trump vinder.«

»Det kommer til at betyde meget for USAs stabilitet og samarbejde. For Trump er fuldkommen uforudsigelig. Det bliver meget, meget mere besværligt at arbejde sammen med USA. For det er jo ikke til at vide, hvad han mener i morgen. Han skifter jo holdninger, som vi andre skifter undertøj.«

DR har bedt den danske udenrigsminister sætte ord på, hvilken betydning det kan få for Danmark, hvis Trump vinder.

Udtalelsen fra den danske udenrigsminister vækker international opsigt og bliver bl.a. gengivet hos både Washington Post og Politico.

Lars Løkke Rasmussen, statsminister, ifølge Ritzau:
17. juni

»Jeg må ikke blande mig i det amerikanske valg og skal heller ikke gøre det, men der er da nogle ting, som bliver sværere, og som bekymrer mig lidt.«

Under et besøg i en skoleklasse bliver Lars Løkke Rasmussen af en elev spurgt, hvordan det vil være at samarbejde med Trump, hvis han bliver præsident.

Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet, på Facebook:
27. juli 2026

»Donald Trump er både dumsmart og populistisk. Hverken de fattige eller de mange amerikanere, der er fristet af Trumps lette løsninger - eller resten af verden - vil vinde på hans måske kommende lederskab.«

Du kan se hele opslaget fra Mette Frederiksen her. Artiklen fortsætter nedenunder

Lars Løkke Rasmussen, statsminister, på Facebook:
29. juli 2016

»Uanset at stemningen er god, er der en grund til at være en lille smule bekymret. For vi har en republikansk præsidentkandidat, som viser visse protektionistiske træk. Sætter spørgsmålstegn ved Nato-alliancen.«

Statsministeren har besøgt Demokraternes konvent i Philadelphia og sender derfra en live-video på sin Facebook.

Du kan se videoen her. Artiklen fortsætter nedenunder.

Lars Løkke Rasmussen, statsminister, til nyhedsbureauet Reuters:
8. september 2016

»Trump er den første republikanske præsidentkandidat, jeg kan komme i tanker om, som faktisk er imod frihandel«, sagde han ifølge Reuters og tilføjede: »Og Hillary Clinton er stærkt påvirket af Bernie Sanders, en socialist og dertil protektionist.«

Citatet er gengivet i en artikel hos Politiken under overskriften »Løkke sender usædvanlig stikpille til Trump og Clinton«.

Jan E. Jørgensen, Venstres EU-ordfører, til Berlingske.
1. november

»Det her er Trump i fuldt flor. Det er Trump og det postfaktuelle samfund i fuldt flor, hvor man reagerer på ekspertudsagn ved at sige, at de lyver eller udfører politisk bestillingsarbejde. Der er ikke en anerkendelse af fakta eller af spillereglerne.«

Citatet fra Jan E. Jørgensen er møntet på Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth, som har sagt, at rigspolitichefen »bare er bugtaler for Søren Pind«.

Claus Hjort Frederiksen, finansminister, til Berlingske:
8. november 2016

»Hvis Donald Trump skulle blive valgt, så er jeg bange for, at det ville få nogle ubehagelige konsekvenser. Jeg tror, at mange vil spekulere i, hvad det ville betyde for frihandel, og hvad det vil betyde for investeringer, hvis den usikkerhed kommer ind i billedet.«

Du kan læse hele interviewet her.

Vi slutter gennemgangen af med et citat fra en dansk politiker, som ikke som udgangspunkt var imod Donald Trump.

Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkepartis EU-ordfører, til Berlingskes Politiko:
2. marts 2016

»Jeg er af den skole, at uanset, hvilken republikaner der bliver valgt, vil jeg til enhver tid omfavne vedkommende, da det er på bekostning af en demokrat. Og Trump er den bedste kandidat af dem, der har været. Det betyder ikke, at de andre er idioter, men han er den bedste.«

»Jeg er ikke i tvivl om, at han vil være en stærk præsident, som vil gøre sit til at sætte sig igennem, og det tror jeg sådan set, at man vil have gavn af.«