Danske socialdemokrater tvivler på Juncker

To fremtrædende danske socialdemokrater ved endnu ikke, om de vil stemme for Jean-Claude Juncker som ny kommissionsformand, selvom deres egen partiformand peger på ham.

Jeppe Kofod og Christel Schaldemose (S) tvivler på Jean-Claude Juncker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Liliendahl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tirsdag skal luxembourgeren Jean-Claude Juncker stå skoleret for Europa-Parlamentet, som kan afgøre, om han som ventet bliver ny formand for EU-Kommissionen.

Men selv om den konservative Juncker ser ud til at sidde sikkert i sadlen, skal han ikke regne med opbakning fra to af de fremtrædende danske socialdemokrater i parlamentet, skriver DR Nyheder.

Både Christel Schaldemose (S) og Jeppe Kofod (S) er i tvivl om deres stemme, forklarer de.

»Han er ikke min spidskandidat, og han tilhører en politisk familie, som ikke er min. Derfor tenderer jeg lige nu til at lade være med at stemme,« forklarer Christel Schaldemose.

Tirsdag indleder Juncker sin høring i Europa-Parlamentet med at præsentere sit politiske program for den kommende periode. Og her skal han gøre det godt for at overbevise Jeppe Kofod.

»Jeg mangler stadig meget forhold til vores mærkesager, og derfor vil jeg afvente og se, hvad der kommer i hans program. Der skal konkret handling til,« siger han til DR Nyheder.

Hvis de to socialdemokrater ikke stemmer for Jean-Claude Juncker, går de imod den linje, som deres egen partiformand står for.

Helle Thorning-Schmidt (S) bakker nemlig op om Juncker som kommissionsformand og har tidligere udtalt, at hun forventer, han hurtigt vil tage fat på det politiske arbejde, fordi han nyder bred opbakning.

Men opbakningen fra Europa-Parlamentets socialistiske gruppe, S&D, som de danske socialdemokrater tilhører, bliver først afklaret senere tirsdag. Gruppen håber ifølge DR Nyheder på at få indrømmelser på det økonomiske område.

På trods af den tvivlsomme støtte fra S&D-gruppen, ventes et kvalificeret flertal i Europa-Parlamentet at stemme for Juncker som ny kommissionsformand tirsdag eftermiddag.