Den danske regering skal stå klar med hjælp i den eskalerende konflikt på grænsen mellem Belarus og Polen, hvis den polske regering ombestemmer sig og beder andre lande om hjælp.

Det mener regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti, skriver Kristeligt Dagblad mandag.

Udmeldingen kommer, efter at den polske regering i sidste uge oprustede med 15.000 soldater, der skal bevogte grænsen og holde migranter ude af EU-landet.

»Vores nabolande Polen og Litauen bliver presset voldsomt i øjeblikket. Derfor har vi en forpligtigelse til at støtte alt det, vi kan,« siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, til Kristeligt Dagblad.

»Det kan være en styrkelse af Frontex (EU's grænse- og kystvagt, red.) og mere overvågning, og hvis landene selv (Polen og Litauen, red.) siger, at der er behov for hjælp fra Nato, så skal vi også være åbne over for det,« tilføjer han.

Michael Aastrup Jensen frygter, at situationen i det østeuropæiske grænseland, hvor flere tusinde migranter er fanget i et fysisk og diplomatisk ingenmandsland, ender som en gentagelse af flygtningekrisen fra 2015.

»Illegale migranter skal selvfølgelig ikke have lov til at komme ind over grænsen. Hvis vi ikke kan stå imod, så vil det destabilisere vores sammenhold i EU,« siger han til avisen.

De mange migranter på grænsen mellem Belarus og EU kan hverken komme den ene eller den anden vej og er i fare for at fryse ihjel.

Europæiske ledere beskylder Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, for at have opmuntret migranterne til at rejse til Belarus for at forsøge at komme ind i EU den vej.

Mandag mødes EU's udenrigsministre for at drøfte situationen.

Forud for mandagens møde har de tre lande, som har oplevet en stigning i antallet af migranter ved grænsen - Polen, Letland og Litauen - sagt, at de overvejer at bede Nato om hjælp i konflikten.

/ritzau/