Fredag har to danske F-35-kampfly og et fransk tankfly gennemført en planlagt træningsøvelse i det sydøstlige Grønland.

Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.

Øvelsen gik ud på at træne lufttankning, langdistanceflyvning og sikkerhed under de barske forhold i Arktis-området, lyder det.

Ruten for de danske kampfly gik fra Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland og direkte til området omkring Kulusuk på den grønlandske østkyst.

Det franske fly kom fra en base i Sydfrankrig, hvor det fløj tilbage til efter endt træning.

Undervejs i øvelsen passerede flyene også Færøerne, skriver Forsvaret.

Sidste år gennemførte Danmark og Frankrig lignende øvelser, men det var med danske F-16-fly og på vestkysten.

Øvelserne skal ses som en del af den generelle styrkelse af luftoperationer i Arktis-området.

De bidrager ifølge Forsvaret til at opbygge fælles erfaringer i operationer under kolde, udfordrende forhold.

Forsvaret vil fortsætte med at lave øvelser i Arktis til lands, til vands og i luften.

Derfor vil flyvninger med F-35-kampfly og tankfly fortsætte, lyder det.

Fredagens øvelse fandt sted, mens Danmark og en række Nato-lande er i gang med at øge den militære tilstedeværelse i og omkring Grønland.

Ifølge DR er transportfly fra Danmark, Frankrig og Tyskland i gang med at fragte danske og europæiske tropper til Grønland.

- Operationen er meget omfattende og sprænger rammerne for, hvad Forsvaret hidtil har prøvet, siger en unavngiven kilde til DR.

Mediet skriver, at dele af Jægerkorpset er landet i Grønland fredag.

To F-35-kampfly er også blevet sendt til Grønland, mens et passagerfly fra Boeing er landet i Nuuk med et "større" antal soldater, lyder det videre.

Forsvarsministeriet og Grønlands regering fortalte onsdag om den større tilstedeværelse på et pressemøde.

Styrker fra en række Nato-lande skal deltage i den danske øvelse "Operation Arctic Endurance".

Formålet er at styrke Natos aftryk i Arktis til gavn for både den europæiske og transatlantiske sikkerhed.

Blandt andet Norge, Sverige og Tyskland har sendt forsvarspersonale til øen, mens USA's administration fastholder ønsket om at overtage Grønland.

/ritzau/