Danske Gymnasier advarer: Stop for særtilskud truer små gymnasier

Regeringens finanslovsforslag er en katastrofe for mindre gymnasier, siger formanden for Danske Gymnasier.

Danske Gymnasiers formand ønsker, at unge fra udkantsdanmark får samme mulighed for at uddanne sig og skabe en fremtid, som unge i de store byer. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Små almene gymnasier kommer under pres, hvis finanslovsudspillet vedtages.

Det siger formand Henrik Nevers fra Danske Gymnasier.

»Det er en katastrofe for de små skoler i tyndtbefolkede områder, fordi de (hvert gymnasie, red.) mister en halv million kroner i et særligt tilskud, som de hidtil har fået årligt,« siger han.

Det kan i værste fald få nogle af de lokale gymnasierne i mindre byer til at dreje nøglen om og lukke ifølge formanden.

I finanslovsudspillet er der sat penge af til de lokale gymnasier, hvor antallet af elever er lavt, samt erhvervsuddannelserne.

Men den midlertidige årlige ordning, der gav et økonomisk løft til de almene gymnasier, stopper.

»Det er penge, som de har været afhængige af for at drive skole og overleve. Det er helt uforståeligt for os, at man lader de penge forsvinde,« siger Henrik Nevers.

Danske Gymnasier pointerer, at tilskuddet har været med til at sikre, »at unge fra udkantsdanmark får samme muligheder for at uddanne sig og skabe en fremtid, som unge i de store byer«.

Lukker et lokalt gymnasie og sender de unge på en længere tur, frygter Henrik Nevers, at det kan betyde, at færre vil gennemføre en ungdomsuddannelse.

»Der er en erfaring om, at hvis afstanden stiger, så er der færre, der gennemfører en uddannelse,« siger han.

Ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er ambitionen med forslaget at finde en permanent, holdbar model, i stedet for at forlænge midlertidige ordninger år efter år.

»Vi har prioriteret over 30 millioner kroner for at sikre, at gymnasierne kan få udkantstilskud, når de opfylder kriterierne,« siger han i en skriftlig kommentar.

»Det har været vigtigere for regeringen at prioritere end at videreføre en midlertidig forhøjelse, der hele tiden har stået til at udløbe.«

Danske Gymnasier anslår, at den manglende økonomiske støtte kan få betydning for omkring 30 almene gymnasier spredt over hele Danmark.

/ritzau/