Regeringen opjusterer forventningerne til den økonomiske vækst i 2026.

Det fremgår af Økonomisk Redegørelse, der netop er udgivet.

Konkret er den nye forventning, at dansk økonomi vil vokse med 3,7 procent i år.

Det er en markant stigning i forhold til den seneste prognose fra maj, hvor væksten blev spået til at være 2,7 procent af bruttonationalproduktet (bnp) i år.

- Det plejer at være en festdag, når vi præsenterer den økonomiske redegørelse. I år er det også en festdag. Det er enormt imponerende, at vi ligger i toppen af Europa, siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) på et pressemøde.

Ministeren kan konstatere, at det går ganske "forrygende i dansk økonomi", når man tager i betragtning, at en del faktorer udefra presser dansk økonomi. Det kan eksempelvis være situationen i Mellemøsten og krigen i Europa, altså i Ukraine.

Fremgangen i den danske vækst skyldes især, at medicinalindustrien sælger flere varer til udlandet.

Konkret har Novo Nordisks nye vægttabsmedicin været en central faktor. Her har man i begyndelsen af året lanceret en ny vægttabspille, der har bidraget til højere vækst end tidligere forventet.

Tilstanden hos Novo Nordisk har stadig en afgørende effekt på dansk økonomi.

Når regeringen derfor forventer, at væksten vil stilne af igen i 2027, skyldes det især medicinalgiganten.

Økonomisk Redegørelse regner med, at væksten i 2027 vil blive 1,8 procent.

- Den mere moderate vækst i 2027 afspejler primært et væsentligt lavere bidrag fra medicinalindustrien, noteres det i Økonomisk Redegørelse.

Også for inflationen er der positive tendenser.

Regeringen forventer, at den holdes under to procent i både 2026 og 2027 – konkret med et niveau på henholdsvis 1,6 procent og 1,7 procent.

Det er et mindre fald i forhold til 2025-inflationstallet på 1,9 procent.

Her spiller afskaffelsen af elafgiften en særlig rolle.

- I 2026 holdes prisstigningerne nede af den midlertidige lempelse af den almindelige elafgift, der isoleret set vurderes at reducere inflationen med 0,8 procentpoint, skrives det i redegørelsen.

Her tilføjes:

- Samtidig er fødevarepriserne faldet med 2,1 procent det seneste år efter nogle år med forholdsvis høje prisstigninger.

RITZAU