Dansk-tyrkere bifalder positivt signal fra Løkke om valgmøder

Danmark har holdt fast i principper om ytrings- og forsamlingsfrihed ved at udskyde møde, mener forening.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) søndag udskød sit møde med Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, sendte han samtidig et signal, der bliver tolket positivt af den tyrkiske forening UETD Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: ADEM ALTAN

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) søndag udskød sit møde med Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, sendte han samtidig et signal, der bliver tolket positivt af den tyrkiske forening UETD Danmark.

Danmark har principielt intet problem med, at politikere fra et andet land kan deltage i vælgermøder her.

Sådan lyder udlægningen af statsministerens ord fra foreningen, der er en del af en interesseorganisation for tyrkere i Europa.

»Den danske regering har holdt fast i principper om ytrings- og forsamlingsfrihed og muligheden for afholdelse af valgmøder for herboende tyrkiske statsborgere i forbindelse med en folkeafstemning i Tyrkiet«, siger formand Fatih Alev i en skriftlig udtalelse.

Premierminister Yildirim skulle have besøgt Danmark 19. til 20. marts.

Flere tyrkiske ministre har denne måned planlagt besøg i europæiske lande for at holde vælgermøder. Det skyldes en folkeafstemning i Tyrkiet om en forfatningsændring 16. april.

Ændringen vil give præsident Recep Tayyip Erdogan flere magtbeføjelser.

Men i Holland og Tyskland er en række møder blevet aflyst af sikkerhedsmæssige årsager. Det har ført til en eskalerende konflikt mellem tyrkerne, hollænderne og tyskerne.

Løkke begrundede søndag beslutningen om at udskyde Yildirims besøg med krisen mellem Tyrkiet, Holland og Tyskland.

»Den danske regering ser med stor bekymring på den aktuelle udvikling i Tyrkiet, hvor demokratiske principper er under stort pres«, udtalte han samtidig.

»Normalt ville dette ikke blokere for et møde, men snarere gøre det endnu mere relevant, fordi det kunne give mulighed for at formidle denne bekymring direkte.«

Fatih Alev roser samtidig regeringen for ikke at bakke op om et forslag fra Østrig. Landet har opfordret EU-landene til at stoppe de tyrkiske valgmøder.

»Den danske regerings politik på det her område bør danne et mønstereksempel for EU-lande, der sætter dele af frihedsrettighederne ud af spil«, siger UETD Danmark-formanden.