USA's præsident, Donald Trump, vil gerne drøfte Grønland på World Economic Forum, som i disse dage finder sted i Davos i Schweiz. Men den danske regering kommer ikke til at deltage i den dialog.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) skulle have deltaget. Men han kommer ikke til Davos i år.
- Turen er simpelthen blevet for dyr. Det er en central årsag, siger Bødskov.
En anden årsag til afbuddet er ifølge Bødskov, at han tirsdag eftermiddag skal mødes med erhvervsorganisationer og fagbevægelsen for at drøfte toldsituationen efter Trumps trusler mod Danmark og andre lande, som støtter Grønland.
- Så samlet set har vi vurderet, at mine kræfter er bedre brugt her end at holde møde med erhvervsfolk i Schweiz, siger Bødskov.
Det handler ikke om, at Bødskov ikke vil støde ind i Trump, som ønsker ejerskab af Grønland og siden årets begyndelse har presset mere og mere på for at få sin vilje.
- Nej, det er simpelthen, fordi turen er blevet for dyr, og fordi jeg har møder med dansk erhvervsliv i den situation, som vi er i nu, siger Bødskov.
Det er uvist, hvor meget turen til Davos ville have kostet.
- Det kan jeg ikke sige her. Det var i hvert fald blevet for dyrt, så det er baggrunden for det, siger Bødskov.
Trump udtalte tirsdag morgen dansk tid, at USA vil drøfte et køb af Grønland i Davos.
- Vi er nødt til at have det. De er nødt til at få det gjort. De kan ikke beskytte det, Danmark, de er vidunderlige mennesker, sagde Trump til journalister i Florida ifølge Reuters.
- Jeg kender lederne. De er meget gode mennesker, men de tager ikke engang derhen, tilføjede Trump med henvisning til den danske regering.
Trump gentog samtidig, at forsvarsalliancen Nato har advaret Danmark om en russisk trussel mod Grønland i 20 år, uden at Danmark har gjort noget ved truslen. Det skrev Trump også på sit sociale medie, Truth Social, for nylig.
Det årlige World Economic Forum afholdes fra den 19. til 23. januar. Trump skal onsdag holde tale ved World Economic Forum og deltager ved topmødet for første gang, siden han deltog under sin første præsidentperiode i 2020.
Lørdag lød det fra USA's præsident, at han fra 1. februar vil pålægge varer fra Danmark og syv andre europæiske lande en told på ti procent på grund af situationen omkring Grønland.
Fra 1. juni vil det tal stige til 25 procent, hvis ikke landene retter ind i forhold til hans ønske om at overtage Grønland, sagde han.
Danmark og syv andre lande - Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland, Norge, Sverige og Finland - har udsendt en udtalelse, hvori de bakker op om Danmark og Grønlands suverænitet.
Også EU har meddelt, at det bakker op om Danmark og Grønland.
Alt det skal Bødskov altså vende med dansk erhvervsliv tirsdag eftermiddag i København - altså langt væk fra Davos.
/ritzau/
