Dansk Industri: Ny teknologi kan frigøre 65.000 offentligt ansatte
Dansk Industri vurderer i en analyse, at de offentligt ansatte kan spare ni procent af deres arbejdstid. Det svarer til milliarder af kroner.

Dansk Industri vurderer i en analyse, at de offentligt ansatte kan spare ni procent af deres arbejdstid. Det svarer til milliarder af kroner.

Ny teknologi og kunstig intelligens kan spare offentligt ansatte for store mængder arbejde.
Og statskassen for milliarder.
Det siger de offentligt ansatte selv ifølge en ny analyse, som Dansk Industri har lavet i samarbejde med analyseinstituttet Wilke.
Konkret mener de offentligt ansatte selv, at ny teknologi og kunstig intelligens kan spare dem for arbejdstid svarende til 65.000 fuldtidsstillinger.
Besparelsen svarer til ni procent af de offentligt ansattes arbejdstid og en lønsum på mere end 35 milliarder kroner årligt.
Potentialet for besparelser er ifølge de mere end 1.000 offentligt ansatte, som har medvirket i undersøgelsen, nogenlunde ligeligt fordelt mellem implementeringen af kunstig intelligens og andre nye teknologier.
I undersøgelsen skulle de adspurgte blandt andet opdele deres arbejdsopgaver i de tre kategorier administration, borgerkontakt og øvrige aktiviteter.
Måske ikke så overraskende er det, at det er inden for offentlig administration, at den teknologiske udvikling vurderes at kunne give den største tidsbesparelse i hverdagen. I gennemsnit vurderer de offentligt ansatte, at de bruger mere end 40 procent af deres arbejdstid på administration og koordination.
Det er de ansatte i daginstitutioner, der vurderer, at de vil spare mindst arbejdstid ved en implementering af nye teknologiske hjælpemidler.
Ikke desto mindre indikerer undersøgelsens resultater, at »der er pæne potentialer for at frigive arbejdstid på tværs af den offentlige sektor, hvis der sker en større anvendelse af teknologiske hjælpemidler og kunstig intelligens«.
Dansk Industri er langtfra de første til at konstatere, at ny teknologi, kunstig intelligens og automatisering vil kunne spare offentligt ansatte for utallige arbejdstimer.
Det har både konsulentgiganten Boston Consulting Group og it-virksomheden Netcompany tidligere gjort.
Der er imidlertid betydelig uenighed om, hvor meget der præcis er at spare.
Således siger Dansk Industris analyse, at de offentligt ansatte kan spare ni procent af deres arbejdstid, mens en nylig analyse fra tænketanken Kraka viser, at det drejer sig om hele 38 procent af arbejdstiden.