Dansk grænsekontrol bliver helt som ventet forlænget

Inger Støjberg mener, at grænsekontrollen har haft præventiv virkning, fordi indrejse- og asyltallene er lave.

København. Danmark forlænger den midlertidige grænsekontrol frem til 12. maj, sådan som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) allerede har varslet ville ske.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Det sker, efter at EU's ministerråd i denne uge har vedtaget en henstilling om, at Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Østrig kan opretholde den midlertidige grænsekontrol i yderligere tre måneder.

Den midlertidige grænsekontrol i Danmark har været gældende siden 4. januar 2016.

Og Inger Støjberg mener altså, at der er grund til at lade den fortsætte.

- Grænsekontrollen har givet de danske myndigheder langt bedre mulighed for at håndtere migrations- og flygtningestrømmen og sikre ro og orden i Danmark.

- Vi oplever lige nu lave indrejse- og asyltal i Danmark, og grænsekontrollen må anses for at have haft en præventiv virkning, siger hun i en pressemeddelelse.

- Der er ingen tvivl om, at det fortsat er nødvendigt med grænsekontrol også set i lyset af den terrortrussel, der er i Europa, mener Inger Støjberg.

/ritzau/