Dansk Folkepartis nye kurs mod kriminelle får kold skulder

Regeringspartierne afviser at »pulje straffe« til kriminelle, som DF kræver af den nyudnævnte justitsminister. Forslaget fra DF er malplaceret, og kritikken af regeringen klinger hult, lyder det samstemmigt fra regeringens retsordførere.

Der er brug for en helt ny kurs overfor kriminelle, og den nye justitsminister, Karen Hækkerup (S), får sig en gevaldig opgave, lyder det fra Peter Skaarup (DF) i en kronik i Berlingske lørdag. Retsordføreren ønsker en ny, hård kurs overfor kriminelle og mere hjælp til ofre og kritiserer regeringen for at gøre for lidt på området.

»Dels skal der falde en straf. Et par år i et luksusfængsel for at slå medborgere til lirekassemænd er altså ikke en straf. Dels skal personfarlige kriminelle holdes væk fra alle os andre så længe som muligt. Det sker ikke i dag. Strafrabat, udgang, prøveløsladelser gør, at forbrydere er ude af fængslet, inden offeret er kommet sig. Ofrene skal både have hurtigere hjælp, eventuelt nødvendige behandling og langt hurtigere have erstatning,« skriver Peter Skaarup i kronikken.

Hos Socialdemokraterne ønsker nyudnævnt justitsminister Karen Hækkerup (S) ikke at kommentere Dansk Folkepartis forslag om at »pulje straffe«, således at kriminelle bliver straffet for alle forhold og slutteligt får lagt straffene sammen.

Retsordfører Trine Bramsen (S) afviser også at kommentere på forslaget, men pointerer, at indholdet i Peter Skaarups kronik generelt er meget langt fra virkeligheden.

»Der er ikke brug for en ny kurs - kursen ligger helt fast. Og jeg kan slet ikke forstå kritikken af, at der ikke bliver taget hånd om ofrene. Regeringen har jo netop indført en offerpakke, der har langt større fokus på ofre end nogensinde før,« siger Trine Bramsen.

Retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) afviser også forslaget.

»Det er ikke noget, SF kommer til at lægge stemmer til. Alt peger på, at man ikke får ekstra virkning ved at skærpe straffene. Der skal selvfølgelig være en straf og tages hånd om den oplevelse, ofre har. Vi skal løbende vurdere, hvorvidt vi har passende straffe. Men i sidste ende vil jeg meget hellere bruge de mange milliarder, som DFs forslag kommer til at koste, til at sikre, at vi undgår det næste offer,« siger SF-ordføreren og uddyber:

»Derfor skal vi investere i resocialisering af indsatte og i bedre hjælp til ofrene. Og det er trods alt den nuværende regering, der har lavet en offerfond, som dømte betaler til, og som går direkte til ofrene. Det klinger lidt hult, at Peter Skaarup nu vil gøre en masse for ofrene, når han kunne have gjort det i de ti år, hvor DF havde afgørende indflydelse på retspolitikken under den tidligere regering.«

Samme melding kommer fra De Radikales Jeppe Mikkelsen (R), som mener, at regeringen har gjort en masse for ofre. Men der kan sikkert gøres mere, lyder det fra retsordføreren.

»Regeringen er ved at implementere flere tiltag til gavn for ofre, og der er flere ting på vej. Jeg tror godt, vi kan gøre endnu mere for ofrene. Men vi kommer ikke til at stemme for at pulje straffe, og en fjernelse af strafferabatten vil jo også koste op mod ti milliarder kroner. Vi har passende straffe, som det er nu, og derfor bør fokus ligge på resocialisering og på ofre,« siger Jeppe Mikkelsen.

Dansk Folkeparti fremsætter efter nytår forslaget om at pulje straffene.