Hvis blå blok vinder valget, vil Dansk Folkeparti insistere på at gå med i en regering, efter at partiet har lært af fortidens fejl.
Det siger gruppeformand Peter Kofod (DF) i sin tale til partiets årsmøde i Viborg, hvor der fejres 30 års jubilæum for partiet, som har medvind i meningsmålingerne.
- Vi er så klar til at gå i regering, og det er faktisk også vores forventning.
- Lad det være sagt helt klart: Hvis eller når blå blok vinder valget, og der skal dannes regering, så skal Dansk Folkeparti saftsuseme være en del af den, siger han fra talerstolen.
Dansk Folkeparti fik 21 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2015 og blev det største parti i blå blok.
Kort efter indtog grupper af flygtninge- og migranter danske motorveje, uden at regeringen gjorde noget, og nedturen begyndte for det store folkeparti.
Dansk Folkeparti blev blandt andet kritiseret for ikke at gå i regering, når opbakningen var til det.
Det medførte en bitter kamp om formandsposten, og at flere folketingsprofiler forlod partiet til fordel for Danmarksdemokraterne, som ligeledes holder årsmøde i Herning denne weekend.
Ved valget i 2022 ramte partiet bunden og fik to procent af stemmerne, hvilket er partiets værste resultat nogensinde.
Men under Morten Messerschmidts formandskab står partiet aktuelt til 8,4 procent af stemmerne ifølge den seneste meningsmåling fra Voxmeter.
Blå blok står til under halvdelen af stemmerne, men et magtskifte kan blive svært, for Morten Messerschmidt har utvetydigt afvist at danne regering med eller være støtteparti for Moderaterne.
Valgkampen til folketingsvalget er startet, mener Kofod.
- Det handler om håb, optimisme og troen på en fremtid. Socialdemokraternes (valgkamp, red.) har indtil videre handlet om Morten Messerschmidt.
- Forleden var jeg bekymret, fordi der var gået et døgn, hvor de ikke havde skrevet noget dårligt om Morten. Det viser, at de ikke har opgivet kampen om magten, siger Peter Kofod.
De ternede duge og den stegte flæsk er ikke længere at finde på årsmødet.
I stedet har partiet ladet sig inspirere af amerikanske rally'er med internationale gæster og et mere festligt program akkompagneret af video og lyd.
Da årsmødet indledes klokken 12, bliver lyset slukket over de flere hundrede delegerede, mens en dramatisk videopræsentation tændes på tre skærme.
Peter Kofod indtager scenen og råber til partiets delegerede, "om de er klar til valg", "om de er klar til at fyre Mette Frederiksen", og "om de er klar til at tage Danmark tilbage".
Det tændte publikum svarer højlydt ja til alle tre spørgsmål, hvorefter Peter Kofod konstaterer, at så er de "det rette sted".
Partiet kan ikke lave om på fortidens fejl, erkender han og konstaterer, at de nuværende ledere ikke var en del af dem.
- Det er godt, at os, der er her i dag, er det nye Dansk Folkeparti, vi kommer aldrig til at begå de fejl igen, siger han.
Efter Peter Kofods tale lyder der tak for samarbejdet de seneste 30 år fra organisationer som Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og FH, hvor formand Morten Skov Christiansen står med et dannebrogsflag.
Også partiformænd i blå blok og politiske kommentatorer takker Dansk Folkeparti for, at partiet er skyld i, at "Danmark ikke har svenske tilstande".
/ritzau/