Dansk Folkeparti indrykker juleannoncer på Den Korte Avis

Besøgende på netmediet Den Korte Avis vil fra tirsdag blive ønsket glædelig jul fra Dansk Folkeparti.

ARKIVFOTO 2015 af Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Dansk Folkeparti har besluttet at indrykke en række annoncer hos netmediet Den Korte Avis, der i de seneste dage har mistet en række annoncører.

Det sker fra tirsdag og frem mod jul, fordi partiet mener, at "kampagnen mod Den Korte Avis er urimelig og unuanceret.

- Den kampagne vil vi markere, at vi er imod. Dertil kommer, at Den Korte Avis udgør en nødvendig modvægt til den berøringsangste og politiske korrekthed, som er ved at brede sig i dansk presse, siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF).

Torsdag trak banken Nordea sig fra at annoncere på netmediet, og siden har flere store virksomheder valgt at fjerne deres annoncer fra Den Korte Avis.

Det drejer sig nu om mere end 30 virksomheder, og på de sociale medier opfordres endnu flere til at følge trop under hashtagget #StopFundingHateDK.

Men nu går DF i rette med det.

- Vi skal turde debattere islam og indvandring i dybden, og her er Den Korte Avis yderst relevant. Derfor ønsker vi at vise vores opbakning, siger Martin Henriksen.

Sammen med sin kone, Karen Jespersen, driver Ralf Pittelkow det omstridte medie. Han mener, at de lige nu er udsat for en hetz.

Han kalder det et "fuldstændig uhørt angreb på ytringsfriheden."

Pittelkow anfægter ikke virksomhedernes ret til at placere annoncerne, som de vil, men han ser uhyggelige perspektiver i udviklingen.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl dedikerede sit ugebrev til striden.

- Skarp og kontant journalistik. Ikke mindst med fokus på indvandringens konsekvenser. Et helt nødvendigt fokus. Og en helt nødvendig stemme i det danske medielandskab, skriver partiformanden.

/ritzau/