Mette Thiesen, som forlod Nye Borgerlige kort efter folketingsvalget, indgår et arbejdsfællesskab med Dansk Folkeparti.

Løsgængeren fortæller til Politiken, at Dansk Folkepartis sekretariat vil bistå hende i arbejdet med beslutningsforslag og spørgsmål til ministre.

Hun bliver desuden indsuppleret for Pia Kjærsgaard i Socialudvalget. Det vil sige, at hun kommer til at vikariere for DF-politikeren i udvalget.

»Det er jeg rigtig glad for, for det er nogle af de områder, jeg har arbejdet med tidligere, og som betyder meget for mig. Det er en aftale, jeg har lavet med Dansk Folkeparti,« siger Thiesen til Politiken.

Mette Thiesen meldte sig ud af Nye Borgerlige 7. november mindre end en uge efter folketingsvalget i 2022.

Udmeldingen skete kort før partiets forretningsudvalg havde krisemøde om en sag, hvor Thiesens kæreste ifølge formand Pernille Vermund havde truet og intimideret en medarbejder i Nye Borgerlige.

Med sit farvel efter blot seks dage skrev Thiesen historie med det hurtigste exit fra et parti i en valgperiode.

Mette Thiesen får hjælp fra Dansk Folkeparti, og hun er selv parat til at hjælpe partiet i forbindelse med afstemninger i salen.

»Det kunne sagtens være, hvis Dansk Folkeparti har brug for en ekstra clearing, at jeg går ned og stemmer. Jeg er også blevet tilbudt at komme til et af deres gruppemøder for lige at møde de andre,« siger Mette Thiesen.

Clearingsaftaler er uformelle aftaler mellem partierne, der sikrer, at medlemmer kan blive væk fra afstemninger, uden at det ændrer på et eventuelt flertal. Medlemmerne kan så bruge tiden på andet arbejde.

Det er gruppeformand i Dansk Folkeparti Peter Kofod, som har inviteret Mette Thiesen til at deltage i et gruppemøde.

»Hvis Mette Thiesen får lyst til at være medlem af Dansk Folkeparti, så har hun mit nummer. Så tager vi en snak om det, hvis det skulle blive aktuelt,« siger Kofod til Politiken.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.