Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det danske C130J-transportfly står nu klar til at transportere udsendte sundhedsmedarbejdere og eksperter i det vestlige Afrika hjem til Danmark i tilfælde af, at der opstår mistanke om, at de er blevet smittet med den dødbringende virus ebola.
Det oplyser forsvarsminister Nicolai Wammen (S), der mandag besøgte det danske evakueringsfly på Forsvarets flyvestation i Aalborg.
»Vi har et ansvar for, at danske udsendte føler sig trygge, og derfor betyder det meget, at vi har en kapacitet, der kan transportere danske sundhedsmedarbejdere og eksperter hjem på sikker og betryggende vis, hvis de mod forventning skulle blive smittet med ebola. I takt med, at der udsendes flere danskere for at bekæmpe ebola, er det vigtigt, at det danske beredskab også er blevet styrket på dette område,« udtaler forsvarsministeren i en skriftlig kommentar.
Flyet indgår i det danske evakueringsberedskab, som vil kunne aktiveres i tilfælde af, at der opstår mistanke om, at udsendte danske sundhedsmedarbejdere eller eksperter er blevet smittet med ebola.
For knap to uger siden udtalte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at kampen mod ebola foregår i en kamp mod tiden, hvorfor regeringen erklærede sig parat til at bidrage med yderligere 115 millioner kroner oven i de 75 millioner kroner, Danmark allerede har bidraget med.