En ny flyafgift skal fremover gøre det dyrere for danskerne at flyve, og indtægterne skal bruges til at omstille luftfarten til at blive grøn ved at lade pengene flyde tilbage til branchen, som kan bruge dem til at købe grønt flybrændstof og udvikle nye teknologier.
Det slog regeringen for nylig fast i udspillet »Vejen til grøn luftfart«.
Men størstedelen af indtægterne fra afgiften frem mod 2030 kommer ifølge regeringens udspil til at gå til at hæve ældrechecken, hvilket ikke har noget med grøn luftfart at gøre.
Og den kobling mellem en klimaafgift og ældre får nu hård kritik af 3F og Dansk Erhverv, der er gået sammen og har skrevet et fælles brev til regeringen, som Berlingske har læst.
Heri kritiserer de, at regeringen ikke har haft meget – hvis nogen – dialog med transportbranchen om udformningen af en klimaafgift, hvilket ellers var meningen med den tidligere regerings klimapartnerskaber, som fortsat består på papiret.
Og de mener, at regeringens forslag til en passagerafgift, der i gennemsnit kommer til at ligge på omkring 100 kroner, både vil have »meget begrænset klimaeffekt og negative konsekvenser«.
Derudover, påpeger Jan Villadsen fra transportgruppen i 3F og Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør for Dansk Erhverv, går afgiften »imod regeringens egne principper om, at eventuelt provenu forbundet med erhvervsbeskatning, der bryder med regeringens skattestop, skal føres tilbage krone for krone til erhvervene«, lyder det fra de to.
Det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringens skattestop kun kan fraviges, hvis provenuet fra en afgift føres tilbage til erhvervet.
600 millioner årligt til ældre
Regering lægger op til, at ældrechecken bliver forhøjet med 4.800 kroner årligt for de lige knap 300.000 folkepensionister med de laveste indkomster. Det vil ifølge udspillet koste 600 millioner kroner årligt fra 2025 og frem.
Når flyafgiften er fuldt indfaset i 2030, vil den give indtægter for 1,2 milliarder årligt, men de første år forventer staten blot at kradse 900 millioner ind.
»Vi opfordrer derfor til, at man opkræver de afgifter, der pålægges transportbranchen i den grønne omstillings navn, på en balanceret måde, hvor provenuet tilbageføres en til en til grøn omstilling af branchen,« skriver 3F og Dansk Erhverv.
I brevet anerkender de afslutningsvist, at politiske forslag netop er politiske, og at ingen brancher således kan forvente at få deres vilje ført fuldt igennem.
Da flyafgiften 9. november blev præsenteret, kom der også hurtigt kritik af, at en stor del af indtægterne skulle gå til en forhøjet ældrecheck.
Blandt andet påpegede Liberal Alliance og De Radikale, at klimaafgifter ifølge dem skal gå til klimatiltag, hvis regeringen ellers mener det seriøst, når den siger, at den vil gøre noget for klimaet.
Fra Liberal Alliances side var der desuden utilfredshed med, at regeringen trods sit skattestop blot havde opfundet en ny skat.

