Så er det igen tid til, at Tom Jensen og jeg på skift anmelder partiledernes taler her på Store Scene under Folkemødet på Bornholm. Op til seks stjerner kan vi tildele - men det har vi vist aldrig prøvet.
Vi indleder dette års runde med noget så eksotisk som talen fra partilederen for Alternativet, Uffe Elbæk. Lad mig bare være ærlig og sige, at den ikke var nogen stor oplevelse - ikke for mig i hvert fald - men det syntes de jublende tilhørere helt åbenbart.
Før Uffe Elbæk gik på scenen, spejdede jeg rundt blandt det talstærke publikum for at finde ud af, hvordan de alternative ser ud, men de ligner i grunden de fleste andre mennesker - gik i pænt tøj og sådan noget. Men så kom partiets opvarmere og kaldte til dans, sådan som partilederen åbenbart har gjort det hele sit liv. Da tog fanden ved publikum. De dansede. På et tidspunkt lignede det faktisk mere en vækkelsesbevægelse end et politisk parti - Dansepartiet. Dér kunne Løkke godt lære noget.
Så entrede Uffe Elbæk podiet og var en rockstjerne i al sin hverdagsagtighed.
Nyhedsværdi
Der var altså intet nyt, bortset fra, at der åbenbart er en »venlig revolution« på vej. Eller rettere: Den er her allerede, måtte man forstå på partilederen. Mon ikke den ledsages af en dans.
Retorik
Nogen retorisk begavelse er Uffe Elbæk tydeligvis ikke. Han indledte med at fortælle, at ideen til Alternativet opstod på et gadehjørne for tre år siden, og han vendte tilbage til den fortælling i slutningen for at skabe en cirkel. Men det var noget nær det eneste greb, han brugte. Han skriver tydeligvis sine taler selv og taler uden patos, som om han snakkede over stuebordet derhjemme. Men svært luftigt var det, da han talte om at »genskabe meningen med det hele«. Da kunne man godt blive lidt bekymret for hende nede på græsset, der vibrerede med armene over hovedet på samme måde som en, jeg engang så i en californisk Gospel-kirke.
Humor
Sjov var han på ingen måde, men han fik folk til at grine en enkelt gang, fordi de så gerne ville.
Gennemslagskraft
Hans partifæller og tilhængere er vilde med ham. Lige så retorisk jævn (ujævn) han er, lige så oprigtig og ærlig fremstår han. Man vil så gerne tro ham, for han tror selv på det. Han udstråler venlighed i al sit væsen, og hvem vil ikke gerne være med til en »venlig revolution«. Det gad folk godt, kunne man mærke: Som et opgør med »klimakrisen« og »empatikrisen« i et samfund, hvor vi skaber meningsfulde relationer og fællesskaber, job og uddannelser. Uffe Elbæk kunne mærke, at »vi begynder at tage vores egen demokratiske autoritet til os. Begynder at sige det, vi har på hjerte. Siger, at det er os, der bestemmer. Det kommer indefra og ud og nedefra og op.« På en måde kommer de forskellige kategorier i denne anmeldelse til kort.
For selv om retorikken haltede, humor var fraværende, nyhedsværdien nul og indholdet svævende, så var Uffe Elbæk ved sit blotte tilstedeværelse en succes. Derfor nedenstående antal stjerner - trods alt.
Samlet bedømmelse:
