Kontrollører på HK-kontrakter skal sikre kontrol ved de danske landegrænser til Sverige og Tyskland, mener Danmarksdemokraterne.
Forslaget er ifølge partiets næstformand, Peter Skaarup, inspireret af, hvordan man i Københavns Lufthavn benytter HK-ansatte til kontrolopgaver.
- Vi vil gerne frigøre nogle af de politifolk, der er på grænsen i dag, uanset om det så er Danmark - Tyskland, eller det er Danmark - Sverige. Det kan vi gøre ved hjælp af HK-ansat personale, siger Peter Skaarup.
I 2016 fremlagde Dansk Folkeparti et forslag om at indsætte HK'ere ved grænsen til Tyskland, efter at politiet havde udtrykt udfordringer med at løse den mandskabskrævende opgave.
Debatten om grænsekontrol er aktualiseret hen over denne sommer, efter en række episoder med svenske statsborgere, som har passeret Øresund og udført kriminalitet i hovedstadsområdet.
Rigspolitichef Thorkild Fogde sagde tidligere på ugen, at politiet ikke ønsker sig mere grænsekontrol, da det er ressourcekrævende, og udbyttet er beskedent.
Han ønsker derimod mulighed for at anvende mere avanceret teknologi som ansigtsgodkendelse for at kunne stoppe kriminelle.
Konkret mener Danmarksdemokraterne, at man skal ansatte 200 HK'ere til at aflaste politiet. De skal i lighed med civile kontrollører i lufthavnen have en kortere indføring i, hvordan man tjekker pas, og hvad de skal holde øje med.
Ifølge rigspolitichefen er de kriminelle dygtige til at tilpasse sig, når man opsætter grænsekontrol. Derfor bliver grænsekontrol ofte en kontrol af en stor mængde lovlydige borgere.
Danmarksdemokraterne vil have et egentligt grænsepoliti, som dels skal være paskontrol og tjek, dels avanceret teknologi med eksempelvis ansigtsgenkendelse.
- Jeg kunne godt tænke mig, at når der kommer en bandeleder, som opholder sig i udlandet, at der et system, som siger "pling" ved grænsen, i samme øjeblik at bandelederen viser sit grimme ansigt i Danmark, siger Peter Skaarup.
Det vil ansigtskendelse kunne hjælpe til. Partiet vil dermed gå videre, end det, som regeringen og politiet har lagt op til, hvor der ikke er tale om en live-genkendelse af personer, men et efterfølgende tjek i databaser.
Spørgsmål: Hvad vil du sige til de kritiske eksperter, som kalder denne grænsekontrol, som I nu vil have HK'ere til at udføre, symbolsk?
- Jeg vil sige, at det er også symbolsk. Men det er i den grad hands-on eller praktisk, at man har nogle folk, der med en kort uddannelse kan træde ind direkte, og så kan vi frigøre nogle politifolk, som har en lang uddannelse, til andre ting. For der er nok at se til, siger Peter Skaarup.
De HK-ansatte kontrollører skal ifølge Danmarksdemokraterne både være på grænsen til Tyskland og på grænsen til Sverige.
/ritzau/