Danmarks særaftale med Europol er definitivt på plads

I løbet af det forgangne døgn har alle EU-lande sagt endegyldigt ja til at lade Danmark fortsætte i Europol.

Foto: LEX VAN LIESHOUT. Danmarks særaftale med Europol er nu endelig handlet på plads.
Læs mere
Fold sammen

Danmarks fremtid i det europæiske politisamarbejde er definitivt på plads.

Det står klart, efter at de resterende 27 EU-lande i løbet af det seneste døgn alle har godkendt den aftale, der skal sikre det fortsatte samarbejde.

Tilbage er nu blot en formalitet. Nemlig at Danmark og Europol i løbet af weekenden underskriver aftalen.

Dermed når parterne lige nøjagtigt i mål inden en vital deadline. På mandag mister Danmark nemlig formelt set det fuldgyldige medlemskab.

Det faretruende brud er konsekvensen af den folkeafstemning om Danmarks retsforbehold, der fandt sted i december 2015.

Her stemte et flertal af vælgerne nej til at afskaffe retsforbeholdet. Dermed havde Danmark kurs mod at ryge ud af politisamarbejdet - hvis altså ikke det lykkedes at få en aftale i stand.

Mange mente, at tiden var for knap. Men på rekordfart er en aftale alligevel kommet på plads.

/ritzau/