Danmarks østligste punkt må ikke stemme

100 danskere på Christiansø og Frederiksø får som de eneste ingen stemmesedler i dag.

På Christiansø og Frederiksø ud for Bornholm er der slet ikke valgdag i dag, for beboerne kan ikke stemme. Arkivfoto: Nils Meilvang, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som de eneste danskere skal beboerne på Christiansø og Frederiksø ud for Bornholm ikke til stemmeurnerne i dag.

Øgruppen - det østligste punkt i Danmark - er nemlig statsejet og sorterer under Forsvarsministeriet. Derfor skal de omkring 95 fastboende hverken stemme til kommunal- eller regionsrådsvalget, for de hører ikke under nogen kommune eller region. I stedet har Ertholmene, som øgruppen hedder, deres egen administrator, siden 1. juni 2012 Orla Johannsen, som er den øverste myndighed på øerne. Derudover findes et folkevalgt øråd, som administratoren kan få gode råd af.

Landets nok højeste valgdeltagelse

Derimod har beboerne naturligvis stemmeret til såvel Folketinget som Europaparlamentet, så de skal - sammen med resten af danskerne - sætte krydser i juni 2014, hvor næste europaparlamentsvalg finder sted. Disse valg holdes hvert femte år.

Ved europaparlamentsvalget i 2009 mødte 62 af de 67 stemmeberettigede op i forsamlingshuset Månen på Frederiksø og satte kryds. Det gav en stemmeprocent på 92,5 procent, en af landets højeste og navnlig til et europaparlamentsvalg, som traditionelt har sværere ved at trække folk af huse. Dengang fik Socialdemokraterne og Folkebevægelsen mod EU hver 12 stemmer, SF fik 11, Venstre 6, Dansk Folkeparti 5, Junibevægelsen 4 og De Konservative 3 stemmer. De Radikale og Liberal Alliance stemte ingen på, og hele ni stemte blankt.

Dan Jørgensen fra Socialdemokraterne og Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU blev topscorerne med hver syv personlige stemmer.

Enhedslisten topscorer ved folketingsvalg

Ved folketingsvalget i september 2011 stemte 64 af de 69 stemmeberettigede - eller 92,75 procent. Her gik 14 stemmer til Enhedslisten, 13 til Socialdemokraterne, 11 til SF, 9 til Venstre, 7 til Dansk Folkeparti, 6 til De Radikale, 1 til De Konservative og 1 til Liberal Alliance.

Der er 38 husstande på Christiansø og Frederiksø.