Debatten var så hård og uforsonlig, at danskernes kaffekopper nærmest klirrede foran skærmene. Det var forsommer, statsministeren hed stadig Helle Thorning-Schmidt, valgkampen var brandvarm. Og midt i TV-duellen mellem socialdemokraten Thorning og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, stod én ting lige så klar, som sommeraftenen var lys: Når det handlede om asylansøgere, ville den blødeste tabe.
»Sandheden er – og det kan ikke diskuteres: Det er os, der har strammet asylreglerne. For første gang i 12 år. Vi har strammet dem. Det var os, der gjorde det. Det var os, der fik det gennem Folketinget,« lød det triumferende fra Helle Thorning-Schmidt.
Pointen var ikke tilfældig. Siden foråret havde Socialdemokraterne markedsført SR-regeringens stramning på både busser og avisannoncer, nærmest som en relancering af det bulder og brag, som den daværende justitsminister, Karen Hækkerup (S), præsenterede stramningen med tilbage i september sidste år. Stramningen kom oven i det asylstop, som SR-regeringen trods international kritik og advarsler fra FN havde indført over for eritreere, mens det blev undersøgt, om Eritrea var så slemt et land, som FN i årevis har lagt til grund.
Men nu skulle personer på flugt fra krig ikke længere nyde samme beskyttelse som andre. En ny og tidsbegrænset opholdstilladelse ville ifølge SR-regeringen omfatte »langt størstedelen« af de asylansøgere, der kom til Danmark. Og da Folketinget åbnede i oktober pointerede Helle Thorning-Schmidt fra talerstolen, at »en flygtning, der er i Danmark under midlertidig beskyttelse, skal ikke have krav på at få familien hertil det første år, efter han eller hun har fået opholdstilladelse«.
Thorning-regeringens manøvre skulle lukke af for asylansøgere, der fristet af vores meget korte sagsbehandlingstid for familiesammenføringer, søgte mod Danmark. For et år siden tog den danske sagsbehandlingstid to måneder, i Sverige var den syv måneder og i Norge 9-15 måneder. Lovændringen, der skulle sætte proppen i flasken, blev vedtaget 3. februar i år, og den gjaldt allerede fra 14. november 2014.
Rammer de færreste
Der var kun ét problem: Et fåtal og ikke et flertal af asylansøgerne var reelt omfattet af Thornings stramning, og så er vi tilbage i den stille juni-aften under spotlamperne i valgkampens TV-duel, hvor Lars Løkke Rasmussen tørt punkterede Thornings triumf:
»Den stramning, I har gennemført, vedrører 126 flygtninge,« sagde Løkke, der blev bakket op af mediernes faktatjekkere: Han havde ret, og det har han stadig. Ifølge de seneste tal fra Udlændingestyrelsen er blot ti procent af de personer, der søger om asyl i Danmark, omfattet af stramningen. Og flygtninge fra Syrien, den største leverandør til den globale flygtningekrise, er ikke omfattet af den.
Stramningen fra Helle Thorning-Schmidt, der nu er Danmarks kandidat til at blive FNs flygtningehøjkommissær, giver kun opholdstilladelse i en begrænset periode til personer, der ikke er individuelt forfulgte, men som er flygtet fra borgerkrig. SR-regeringen signalerede, at krigsflygtninge fra Syriens borgerkrig var mål for stramningen, men det viste sig, at langt størstedelen af asylansøgerne fortsat vurderes at være individuelt forfulgte. Ifølge de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt, skal de derfor behandles efter lempeligere regler og er ikke omfattet af stramningen i forhold til familiesammenføring.
Frygten for ikke at kunne blive ført sammen med familien lever ikke desto mindre i bedste velgående blandt de flygtninge, som Berlingske og talrige andre medier har talt med i denne uge, og som angiver det som grunden til at de søger mod Sverige. Det til trods for, at eksperter ikke anser Thornings stramning for vidtgående.
»Det var en stramning, men det var ikke en markant stramning. Der blev ikke taget en ret fra nogen. Det var en ret til familiesammenføring, der blev udskudt med 12 måneder, og den viste sig at omfatte en mindre gruppe,« konkluderer Bassah Khalaf, cand.jur. og ph.d. ved Syddansk Universitet med speciale i bl.a. udlændingeret.
Rygter som beslutningsgrundlag
Ifølge juristen handler flygtningene på basis af rygter og indtryk, og de påvirkes tilsyneladende af budskaber om Danmarks hårde kurs over for asylansøgere.
»Danmark har jo markedsført sig på, at man har stramme regler for familiesammenføringer, og det hovedbudskab er nået frem til mange af de mennesker på flugt. Tilsyneladende har deres opfattelse af de danske regler en betydning for deres valg. Hvis de faktisk vidste, at langt størstedelen af asylansøgerne slet ikke er omfattet af den nye etårsregel på familiesammenføringsområdet, kunne man forestille sig, at en del af disse flygtninge, der prøver at rejse videre mod Sverige af frygt for at blive omfattet af reglen, ville søge asyl i Danmark.«
I denne uge begyndte flygtninge og migranter så at strømme ind over vores grænser. Flest unge mænd, spydspidser med de bedste chancer for at klare flugtens strabadser, som så senere kunne blive efterfulgt af deres familier, når en familiesammenføring var kommet på plads. Men ét havde de tilfælles ved ankomsten hertil: De flygtede videre over hals og hoved ud på motorvejene, væk fra politiet, gennem og ud af landet igen. De ville væk, væk, væk fra risikoen for en fremtid beskyttet af Kongeriget Danmark. Videre mod Sverige, ville de – og det kunne ikke gå hurtigt nok.
Niels-Erik Hansen er flygtningeadvokat og ser en lige linje mellem den hårde retorik på Christiansborg og denne uges desperate scener.
»Da Helle Thorning-Schmidt lancerede stramningerne sidste år og samtidig markerede sig kraftigt med asylstoppet for eritreere, så sendte hun et klart signal til fremtidige asylansøgere: I skal tage et andet sted hen. I dag kan vi ikke andet end sige: Signalet er gået rent igennem. Politikerne fik det, de ville have. Ingen tør jo søge om asyl i Danmark. De frygter os. SR-regeringen under Helle Thorning-Schmidt spillede en vigtig rolle med de stramninger, som blev lanceret som meget, meget vidtgående uden at være det for særligt mange. Signalpolitikken er i øvrigt fulgt op af Løkke-regeringen,« siger han.
Ifølge advokaten tror asylansøgerne, at de danske regler for familiesammenføring er strengere, end de er. Dermed har både Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen opnået det, de har lovet danskerne: Færre asylansøgere og flygtninge.
»Grundlæggende har asylansøgere i Danmark ret til asyl efter samme konventioner, som vores nabolande tilbyder, og det store flertal har altså ikke indskrænkede muligheder for familiesammenføringer. Men det er ikke det indtryk, som de mennesker, der er på flugt, har af Danmark. De bryder grædende sammen, når de bliver registreret her, og de gør det, fordi de er blevet skræmt af politikerne,« siger flygtningeadvokaten.
»Styr på tilstrømningen«
Tilbage i juni, blot to dage dage efter at Løkke foran snurrende kameraer med fakta i ryggen havde negligeret Thornings stramning, lancerede Venstre begrebet »straksopbremsning« under overskriften »Styr på tilstrømningen«. På et pressemøde forklarede Lars Løkke Rasmussen, at »vi kan se på tallene, at hvis vi ikke gør noget, vil vi få en massiv tilstrømning efter sommeren«.
1. juli var straksopbremsningen forhandlet på plads i Folketinget. Det skete med en ny og næsten halveret integrationsydelse på SU-niveau for nyankomne flygtninge samt et lovforslag om genindførelse af optjeningsprincippet for flygtninges modtagelse af børnecheck, børnetilskud og folkepension.
»Virkningen bliver forhåbentlig, at der kommer færre asylansøgere til Danmark. Det er vores helt klare mål,« sagde integrationsminister Inger Støjberg (V).
Både Løkke og Støjberg fik ret. I denne uge har flygtninge i firecifrede antal passeret Danmarks grænser. I hundredevis har mennesker blokeret havne, banegårde og motorveje, men ikke fordi de søgte beskyttelse her. Faktisk var de på flugt alene fra tanken om at havne som asylansøger i Danmark. Krisen foldede sig i øvrigt ud herhjemme, samtidig med at regeringens »bliv-væk« annoncer blev trykt i libanesiske aviser.
Af de langt flere end 3.000 personer, der torsdag ifølge statsministeren var rejst ind i Danmark, havde blot 728 fredag aften ønsket at søge asyl her.
»Jeg kan ikke tvinge folk til at søge asyl her, men jeg kan udtrykke en forundring over, at folk ikke gør det,« sagde Lars Løkke Rasmussen torsdag,
30-årige Mohammad Shaban fra Syrien kunne ikke drømme om det.
»Vi ved godt, at reglerne er meget svære, og at vi ikke er velkomne. Vi vil videre til Sverige,« sagde han til Berlingske, inden han tog toget over Øresund.
Jan-Paul Brekke er forskningschef ved Ipsos MMI i Oslo. Han har bl.a. forsket i, hvilke faktorer, der bevirkede, at flygtninge valgte Norge. Tidligere har han undersøgt effekten af de danske stramninger på området i 2001 og 2002. Han ser en klar sammenhæng mellem signaler fra det politiske Danmark og asylansøgernes ønsker.
»Flygtningene har lyttet til de politiske signaler fra Danmark,« siger Jan-Paul Brekke og påpeger:
»Der skal ikke meget til for at have et dårligt omdømme, hvis de omkringliggende lande har et positivt omdømme. Når Tyskland og Sverige signalerer, at asylansøgere er velkomne, bliver selv små forskelle store og betydningsfulde«.
»I Danmark har man ikke mindst under valgkampen fra flere politiske partiers side givet indtryk af, at Danmark ønsker at føre en stram indvandrings- og asylpolitik. I valgkampen var der et klart ønske om at være strenge. Signalerne er givet samtidig med, at nabolandene har signaleret generøsitet,« siger Jan-Paul Brekke.
Og retorikken smitter af på flygtningenes beslutningsgrundlag – uanset hvad statistik og fakta siger:
»Man må tænke på flygtningenes situation. Mange må træffe beslutninger på baggrund af rygter, de hører undervejs eller fra folk, der er kommet frem. De har hørt, at i Danmark er de ikke velkomne, og så tager de deres børn på armen og går mod Sverige,« siger Jan-Paul Brekke.
I dag er den gennemsnitslige behandlingstid for familiesammenføring i Danmark 91 dage, og den er øget på grund af den øgede trængsel. I Sverige er gennemsnitstiden ifølge Migrationsverket nu oppe på mellem ni og ti måneder, tre gange så lang tid som i Danmark.