Danmark vil købe AI-regnekraft for op til 750 millioner
Danmark vil være med i europæisk projekt om AI-gigafabrikker, der skal mindske afhængigheden af USA og andre.

Danmark vil være med i europæisk projekt om AI-gigafabrikker, der skal mindske afhængigheden af USA og andre.

Danmark er klar til at bruge op til 750 millioner kroner over fem år på adgang til europæisk regnekraft til kunstig intelligens (AI). Det oplyser Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet i en pressemeddelelse.
Pengene skal bruges til at aftage kapacitet fra kommende europæiske AI-gigafabrikker, hvor virksomheder, forskere og offentlige myndigheder kan få adgang til stor regnekraft til at udvikle og træne avancerede AI-løsninger.
- Vi er i en uholdbar situation, når det kommer til kunstig intelligens, fordi vi er alt for afhængige af lande uden for EU, siger forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund (M) i meddelelsen.
Europa-Kommissionen har besluttet, at der skal oprettes omkring syv gigafabrikker for kunstig intelligens i Europa.
De skal give Europa sin egen digitale infrastruktur på et område, hvor både Danmark og resten af EU i dag er afhængige af store udenlandske teknologivirksomheder og løsninger.
Gigafabrikkerne er ikke fabrikker i traditionel forstand.
Der er tale om store anlæg med massiv regnekraft, som kan bruges til blandt andet at træne avancerede modeller inden for kunstig intelligens.
Adgang til den type regnekraft er blevet en vigtig del af den globale konkurrence om AI.
Den bruges blandt andet til at udvikle nye digitale værktøjer, forskning, medicin, klimaløsninger og teknologier, som kan få betydning for både virksomheder og den offentlige sektor.
EU’s mål er, at europæiske forskere, virksomheder og myndigheder i højere grad skal kunne udvikle AI efter europæiske regler og værdier.
- Derfor skal Europa ikke stå på sidelinjen. Vi skal have vores egen digitale infrastruktur, som fungerer efter europæiske regler, og som kan understøtte og booste udvikling og brug af europæiske AI-løsninger, siger Christina Egelund.
Danmark og andre EU-lande har i første omgang skullet melde ind, hvor meget kapacitet de er klar til at aftage.
Danmarks tilsagn lyder på op til 750 millioner kroner over fem år.
Senere i år bliver det afgjort, hvem der skal opføre gigafabrikkerne, hvor de skal placeres, og hvilke medlemslande der direkte kan købe kapacitet fra dem.
Danmark har meldt sig klar til at aftage kapacitet fra en gigafabrik i mellemklassen.
En sådan fabrik ventes i første omgang at få en regnekraft, der er omkring 14 gange større end den danske supercomputer Gefion.
AI-gigafabrikkerne skal etableres og drives af private konsortier.
Dansk Industri kalder det en vigtig strategisk infrastruktur ifølge teamleder for digitaliseringspolitik Bo Wiberg.
- AI-gigafabrikker kan styrke Europas og Danmarks teknologiske konkurrenceevne og mindske afhængigheden af kapacitet uden for Europa. Samtidig kan det give også små og mellemstore virksomheder adgang til AI-regnekraft og kompetencer, siger han i en skriftlig kommentar.
RITZAU